Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Farens eller partnerens rolle i amningen

Farens eller partnerens rolle i amningen

Du, som er nybagt far eller partner, spiller en vigtig rolle i forhold til amningen. Hjælp og støtte er nemlig en forudsætning for, at den kommer til at fungere.

Det kan være, at du siger til dig selv, at din tid nok skal komme senere, når barnet er blevet lidt ældre og er over amningsstadiet. Du tror måske, at det kun er din partner, som betyder noget nu, da det er hende, som har maden. Men det er ikke rigtigt.

Din partner har brug for støtte
Tro det eller ej, men du kan være nøglen til at få amningen til at fungere. Din partner har brug for støtte og opmuntring. Det kan tage tid at få amningen til at fungere. Din partner skal vænne sig til at være mor - hvilket involverer en hel del hormonforandringer - og desuden levere mad 24 timer i døgnet. Og dit barn skal lære at sutte og få den rette mængde mælk i sig. Alt dette kan godt tage lidt tid.
I den periode har din partner brug for al den hjælp, hun kan få. Hun og barnet har brug for ro og fred i sofaen eller i sengen, til at amme så meget som barnet vil og har brug for. Tilbyd hende gerne noget at drikke, mens hun ammer. Alle ammende mødre skal drikke mere end normalt, da mælkeproduktionen kræver en masse væske. Af en eller anden grund kommer man nemt til at tænke på, hvor tørstig man selv er, når barnet ligger der og suger til sig.
I starten kan det være besværligt og uvant, fx med brystvorter som bliver ømme og får sår af barnets intensive sutten på brystet. Undersøgelser har vist, at din støtte er uvurderlig, når det er opad bakke.

Tag dig af de daglige pligter
Det bedste, du kan gøre for at få amningen til at fungere, er at hjælpe til med de daglige pligter og gøre hverdagen nemmere. Det kan gøre det nemmere for din partner, hvis hun kan fokusere helt på netop amningen, som tager en hel del tid, især i starten. Det kan også være dejligt for dig at komme ud og måske tage dig af noget mere håndfast som fx at køre ud og købe stort ind og lade din partner og barnet få fred og ro derhjemme.

Hvorfor er amningen så vigtig?
Svaret er meget enkelt: Fordi modermælken er utrolig næringsrig og tilpasset netop jeres barn. Fakta om brystmælk:
• Den indeholder fedtsyrer og proteiner, som er vigtige for væksten af dit barns celler og væv.
• Dens ernæringsmæssige sammensætning forandres, efterhånden som barnet vokser.
• Den overfører antistoffer fra moren, som beskytter barnet mod infektioner.
• Den kan forebygge eller udskyde allergier.
• Den giver beskyttelse mod forskellige kroniske sygdomme på langt sigt.

Læs også gerne artiklen Amning – få en god start. Den er godt nok henvendt til mødre, men indeholder også interessant læsning for dig som partner.
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...