Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Kulde og forfrysninger

Er barnets hånd gledet ud af vanten, så fingrene er iskolde? Er næsetippen hvid, eller har kinderne fået blege pletter? Læs her, så du ved, hvordan du skal håndtere forfrysninger og nedkøling på rette vis, hvis uheldet er ude.

Barnets fingre, tæer, kinder og næsetip kan rammes af kuldeskader eller forfrysning, når det er koldt og blæsende. Det er vigtigt at vide, hvad du skal gøre, hvis dit barn bliver kraftigt nedkølet, fx hvis det kommer i koldt vand. Læs også om Vinterlege og sjov for hele familien

Symptomer på kuldeskader eller forfrysning
Et lille barn har svært ved at forklare de almindelige tegn på forfrysning, en stikkende fornem-melse i det kuldeskadede område, eller at huden føles sovende med dårligere følelse end normalt. Sover barnet ude, mærker det måske ikke engang noget til nedkølingen.
Derfor bør du som forælder være opmærksom på, om huden pludselig bliver bleg eller hvidlig.

Sådan gør du:
• Sørg for at komme væk fra blæst og kulde, indendørs om muligt. Tag forsigtigt sko og vanter af. Det bedste er at varme barnets kuldeskadede hud ved hjælp af din egen varme, fx i dine armhuler.

• Forsøg aldrig at opvarme en nedkølet kropsdel hurtigt med varmt vand, varmedunk eller ved at gnubbe hårdt på området.

• Fortsæt med at varme huden, indtil den har fået farve og følelse tilbage. Normalt plejer farven at komme til huden igen i løbet af 15-20 minutter. Hudområdet bliver rødt, varmt og måske lidt hævet. Det kan gøre rigtigt ondt, når blodtilførslen kommer i gang igen.

Dybe kuldeskader skal til sygehuset
Hvis du har mistanke om, at der er tale om en dybere kuldeskade, skal du kontakte lægen. Risikoen for blivende skader bliver mindre, hvis huden behandles korrekt. Tegn på svær forfrysning kan være:
• Huden er hård og voksagtig, hvid, hvidgul eller blåhvidmarmoreret.
• Barnet kan have svært ved at bevæge den kuldeskadede kropsdel, fx fingrene.
• Huden har ikke fået sin normale farve og følelse tilbage efter 20-30 minutters opvarmning.

For dybe kuldeskaber gælder det om, at du kun bør forsøge at opvarme dem, hvis kropsdelen kan forblive opvarmet, indtil barnet får hjælp. Hvis det forfrosne væv tøs op og så køles ned igen, kan skaden blive værre.

Symptomer på nedkøling
Små børn har en større kropsflade i forhold til deres kropsvægt og bliver lettere nedkølet end ældre børn og voksne. Små børn kan mangle evnen til at ryste, kroppens egen måde at skabe varme. Iskoldt vand er den farligste og mest almindelige årsag til kraftig nedkøling.

Sådan gør du:
• Sørg for, at barnet kommer indenfor og får tørt tøj på.
• Varm og sød drik (fx brystmælk hvis du ammer!) giver kalorier og energi, som hjælper kroppen til at skabe varme.
• Klip koldt og vådt tøj af, og læg tørre tæpper om kroppen.
• Et bevidstløst, nedkølet menneske skal altid på sygehuset - selv om hverken puls eller pupiller tyder på livstegn!

Undgå kuldeskader og nedkøling
Klæd barnet godt på. Hvis det er både koldt og blæser meget, kan det være klogest at springe gåturen over og blive inde i stedet.

• En god måde at forebygge nedkøling hos både børn og voksne er at spise ordentligt, inden I går ud.

• Undgå at vaske barnets ansigt samme dag, som I skal ud i kulden, for så forsvinder det naturlige fedt, som findes i barnets hud. Der findes ingen salve, som beskytter mod kulde. Vil du smøre barnets hud ind, fordi den er tør, så gør det helst aftenen før. Hvis du gør det, inden I skal ud, så vælg en ekstra fed creme, som har et lavt vandindhold.

• Hvis en kropsdel er blevet reelt kuldeskadet, kan den være ekstra følsom i lang tid efter. Undgå at udsætte kroppen for kulde, i det mindste indtil skaden er fuldstændig helet.

Så meget koldere gør vinden kulden
Nogle eksempler:
Vind 2 m/s + Lufttemperatur -5 grader = Wind chill-effekt -8
Vind 5 m/s + Lufttemperatur -5 grader = Wind chill-effekt -11
Vind 5 m/s + Lufttemperatur -10 grader = Wind chill-effekt -17
Vind 10 m/s + Lufttemperatur -5 grader = Wind chill-effekt -14
Vind 10 m/s + Lufttemperatur -10 grader = Wind chill-effekt -20
Vind 15 m/s + Lufttemperatur -20 grader = Wind chill-effekt -36
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...