food_to_avoid_image

Hvad må man ikke spise som gravid?

Hvad bør man ikke spise, når man er gravid? Og hvordan var det nu med kaffe? Og hvad er listeria? Her kan du læse om kost for gravide og især, hvad man bør undgå, når man er gravid.

Nogle gange kan det føles som mange løftede pegefingre, men man kan faktisk spise det meste. Visse typer oste, fisk og kød kan indeholde bakterien listeria, parasitten Toxoplasma gondii der kan give toxoplasmose eller et højt indhold af miljøgifte. Og så er der andre ting, som ganske enkelt ikke er godt for barnet i alt for store mængder.
Når du er gravid, er det en god idé at spise sund kost, som dækker næringsbehovet hos både dig og barnet i maven. Det kan du læse mere om i vores artikel om sund kost under graviditeten. Men der findes som sagt fødevarer, man bør være forsigtig med eller undgå helt.

Her er nogle ting, du bør tænke på med hensyn til mad og graviditet:

  • Begræns indtagelse af kaffe og te, maks. to kopper.
  • Undgå energidrikke
  • Vælg den rigtige fisk
  • Ingen alkohol
  • Lakrids med måde
  • Undgå lever og levertran
  • Undgå Ingefærshots og rødbedejuice
  • Ikke for meget A-vitamin
  • Spis ikke råt og ikke-gennemstegt kød
  • Kødpålæg skal spises så friskt som muligt
  • Spis ikke ost og mælkeprodukter fremstillet af upasteuriseret mælk
  • Undgå ginsengrod, hellig basilikum, prikbladet perikon, almindelig røllike, lupinfrø og visse tangarter

Kaffe, lakrids og A-vitamin med måde

Med hensyn til kaffe, så skal man som gravid undgå at få mere end 200 mg koffein pr. dag, eftersom det kan påvirke fostret. Hvis du holder dig til max 2 kopper kaffe om dagen, så overskrider du ikke den mængde. Det samme gælder for sort te der også indeholder koffein og desuden fluroid. Selv urtete kan indeholde naturlige toksiner og bør ligeledes begrænses. Frugtte kan du drikke som et godt alternativ. Eftersom energidrikke ofte indeholder store mængder koffein, anbefales det helt at undgå dem og at holde igen med læskedrikke med koffein som fx cola. Drik max 0,5 l sodavand om ugen.
En anden ting, man bør være lidt forsigtig med, er faktisk lakrids. Du kan sagtens spise lidt, men Fødevarestyrelsen anbefaler, at du holder dig til maks. 50 g lakrids om dagen og begrænser indtaget af stærk lakrids.
A-vitamin gør, at graviditeten udvikler sig normalt, og har betydning for barnets syn. Det findes blandt andet i indmad som lever, mælk og smør. Men i for store mængder er A-vitamin skadeligt, og der er mistanke om, at det kan give en øget risiko for fosterskader tidligt i graviditeten. Du må derfor ikke spise lever, levertran og pate, da det kan indeholde store mængder A-vitamin. Leverpostej indeholder mindre A-vitamin og kan spises i mindre mængder.
Spiser du mange grøntsager og rodfrugter, som indeholder carotenoider, der kan omdannes til A-vitamin i kroppen, kan du være rolig – dette kan ikke overdoseres. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores artikel om lægemidler og kosttilskud under graviditeten.

Må man drikke et glas vin?

Nej, alkohol er noget, du bør undgå helt, mens du er gravid. Alkoholindholdet i dit blod er det samme i det blod, som passerer over til dit barn via moderkagen. Da fostret er mere følsomt for alkohol end dig og er i en stadig udvikling, bør du undgå alkohol helt. Vi ved, at mange har spørgsmål til dette, og du kan læse mere om alkohol og graviditet her.

Toxoplasma, listeria og at vælge den rigtige fisk!

Fisk og skaldyr er sund mad, når du er gravid, men en del fisk fra søer og Østersøen indeholder desværre alt for mange miljøgifte til, at de er sunde. Her kan du læse mere om, hvilke fisk du bør undgå, og hvilke du må spise meget af. Både parasitten Toxoplasma gondii -og bakterien listeria kan findes i almindelige fødevarer og være farlige for udviklingen af dit ufødte barn, hvis du bliver syg, så derfor er det vigtigt, at du har lidt styr på dem. Toxoplasmose er den sygdom, som forårsages af parasitten. Den dør ved dybfrysning (mindst -20 grader) og ved tilberedning (over 67 grader).

Sådan undgår du toxoplasmose:

  • Undgå alle former for råt kød. Gennemsteg alt, og vask skærebrætter og hænder, som har været i kontakt med råt kød.
  • Smag ikke på fars under madlavningen
  • Undgå upasteuriserede mælkeprodukter.
  • Vask hænderne omhyggeligt, hvis du har gravet i jord eller sand og skal lave mad bagefter, og brug evt. handsker ved havearbejde. Hvis du er omhyggelig med hygiejnen, mindsker du desuden risikoen for madforgiftning.
  • Har du kat, så lad en anden rense kattebakken.
  • Skyl frugt og grøntsager grundigt.

Listeriabakterien, som kan forårsage infektioner, der er skadelige for barnet i maven, kan vokse i køleskabstemperatur og overleve i fryseren. Den dør dog, hvis den tilberedes og opvarmes til mindst 75 grader, dvs. når det bobler.

Sådan undgår du listeria:

  • Vær forsigtig med koldrøget eller gravad fisk, og kød som begynder at nærme sig bedst før-datoen. I en vakuumpakket emballage kan bakteriemængden blive stor på nogle uger. Nyemballeret mad er fint. Spis alle slags kødpålæg, hvad enten det er spegepølse, lufttørret skinke eller rullepølse så friskt som muligt, dvs. hurtigt efter åbning. Sushi, som er lavet af friske råvarer, kan man også spise.
  • Drop patéer, salater og sylte fra delikatesseafdelingen – du ved ikke, hvordan og hvornår de er lavet.
  • Undgå mad, der er blevet opbevaret i flere uger i køleskabet og derefter spises uden at blive varmet op.
  • Sørg for god køkkenhygiejne og at køleskabet nedkøler til 5 grader.
  • Varm madretter op til de er mindst 75 grader.
  • Spis kun frosne grøntsager efter opvarmning.
  • Undgå alle mælke- og osteprodukter, der er lavet af upasteuriseret mælk. Læs på emballagen, om produktet er pasteuriseret eller ej. Ordentligt opvarmet ost er aldrig farlig at spise.

Hvilke oste må man spise som gravid?

Osteanretningen kan altså være lidt problematisk, når man er gravid. Men der findes nogle generelle regler, man kan gå efter. Man skal undgå alle bløde oste lavet af upasteuriseret mælk. Bløde oste er fx brie, camembert, gorgonzola og andre skimmeloste. Danskproducerede bløde oste er ifølge lovkrav altid lavet af pasteuriseret mælk, og de kan derfor godt spises, blot man spiser dem så friske som muligt og aldrig efter udløbsdatoen. Det er derfor særligt de udenlandske oste du skal holde øje med, og læse ingredienslisten grundigt. Man må gerne spise hårde råmælksoste, som man plejer, fx parmesan, manchego osv. Alle oste, også de udenlandske upasteuriserede oste kan spises, hvis de som del af en ret, er opvarmede til mindst 75 grader. Hvis du er i tvivl om ostens oprindelse fx i en buffet, så undgå den, og spis generelt bløde oste så friske som muligt.

Ingefærshots, rødbedejuice, Ginsengrod og tang

Selvom det er populært og betragtes som sundt at drikke ingefærshots, bør du undgå det som gravid. Det kan nemlig ikke udelukkes, at for store mængder ingefær kan øge risikoen for abort. Du kan dog godt spise mad med mindre mængder ingefær. Det frarådes også at drikke koncentreret rødbedejuice, da indholdet af nitrat er meget højt og man mistænker, at det kan være problematisk for gravide.
Du bør også være forsigtig med forskellige tangarter, da de kan have et højt indhold af jod og tungmetaller. Den tang der normalt anvendes til sushi kan du godt spise, som en del af en varieret kost.

Ginsengrod, hellig basilikum, prikbladet perikon, almindelig røllike og lupinfrø som findes som te, krydderurter og kosttilskud, bør du også undgå, da de kan have forskellige bivirkninger og påvirke graviditeten negativt.

Hos Fødevarestyrelsen kan du læse de seneste råd om mad og graviditet.

Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder

Frontbox_Startsida_Webb_580x380_DK_White_1x

Få en gratis välkomstgåva!

Bli medlem nu!

Del artiklen