Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Om at håndtere fødselssmerter

Det er ganske sandsynligt, at du har hørt, at det gør ondt at føde et barn. Og det er nok til at gøre de fleste bekymrede. En måde at håndtere bekymringen er at læse om og forberede sig, så meget som man kan.

Når du føder et barn, arbejder musklerne i livmoderen på fuld kraft, mens livmoderhalsen åbner sig og efterhånden udvider sig til 10 centimeter. Ligamenterne, de ledbånd, der holder sammen på dine bækkenbundsknogler, strækkes og strammer.

Se frem mod pauserne
Der er meget, der påvirker, hvordan du vil opleve og håndtere smerten: Hvor kompliceret fødslen er, hvor lang tid den tager, hvor din smertetærskel ligger, støtten fra din jordemor eller partner, din sundhedstilstand, hvor træt du er, og hvor tryg du føler dig.
Husk, at der vil være pauser mellem veerne, hvor du kan hvile dig og samle kræfter.
Prøv at tage en ve ad gangen i stedet for at se det i et alt for stort perspektiv. Husk også, at det er en type smerte, som hverken signalerer fare eller sygdom. Den er garanteret forbigående – og du lander på den anden side med et lille nyt menneske i dine arme.

Din krop kan klare fødselssmerterne
I vores veltilrettelagte samfund kan det være skræmmende at stå overfor noget, som du ikke kan forudse eller har fuldstændig kontrol over.
Lyt til din krop. Også selvom du føler dig urolig eller bliver bange, så ved din krop, hvordan den skal føde et barn. Den er lavet til det. Tro på dig selv. Din krop producerer sine egne endorfiner til at hjælpe dig, når smerterne bliver for stærke.

Smerter er subjektive
Smerter er meget svære at måle. Det skyldes, at de er en meget subjektiv oplevelse, og noget som i høj grad påvirkes af din mentale indstilling - hvilket faktisk er noget, som du kan have nogenlunde kontrol over.
Studier viser tydeligt, at mere smertelindring gennem fx rygmarvsbedøvelse ikke automatisk giver en bedre fødselsoplevelse.

En doula kan give ekstra tryghed under fødslen
En menneskelig støtte og en følelse af tryghed og kontrol øger derimod chancerne for, at du får en god fødsel. Her kan du læse, hvordan din partner eller den person du har med, kan hjælpe til. Jordemoderen kan ikke være der hele tiden, og det kan også være rart at være lidt sig selv på stuen med din partner eller den person, du har med.
At få en aftale med en erfaren og tryg fødselscoach - en såkaldt doula - kan være et godt alternativ, hvis du vil have en ekstra støtte ved din side. Du finder en doula ved at spørge din jordemor eller ved at søge på nettet efter doula.
At du beholder følelsen af kontrol, er ikke det samme som, at du skal give afkald på smertelindring. Det betyder blot, at du træffer de beslutninger, som føles rigtige for dig. Du skal føle, at du er med i processen og tager nogle beslutninger selv eller sammen med jordemoderen.

Få styr på mulighederne
Det er en god idé på forhånd at tale med jordemoderen om mulighederne for smertelindring og de forskellige fordele og ulemper. Måske forbereder du dig også ved at lave en fødselsplan. Læs mere om at forberede sig på fødslen.
Angst kan de facto øge intensiteten af dine smerter – så jo bedre forberedt du er, og jo bedre du forstår, hvad der sker, desto bedre er dine forudsætninger for en god fødselsoplevelse som regel. Læs mere om fødslens tre faser og om forskellige fødselsstillinger.

Der er ingen prestige i, om du vælger smertelindring eller ej under fødslen. At føde et barn er ingen konkurrence. Undgå at lytte til andre menneskers negative erfaringer. Det, som betyder noget, er, at dit barns fødsel går godt, og at oplevelsen bliver positiv. Det skal føles rigtigt for dig og passe til din situation. Alle fødsler er unikke. Og i sidste ende fører de forhåbentligt til noget helt mirakuløst - et nyt lille menneske kommer til verden.

Læs mere om fødslen i vores app, Gravidbogen.
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...