Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Til dig der skal være far

Når kvinden bliver gravid, ændres jeres status fra at være kærestepar til kommende forældre.

Gravid
Når kvinden bliver gravid, ændres jeres status fra at være kærestepar til kom-mende forældre. Kvinden udvikler sig, mens der ikke sker noget fysiologisk i manden. Den første forandring, mange mænd mærker, er, at kvinden påvirkes af sin graviditet med kvalme og træthed, så hun ikke har så stor lyst til sex, men bare har brug for en beskyttende, nær og omsorgsfuld mand.
 
Fremover vil du som far altid have et ansvar over for et andet menneske, og det kan føles meget stort og på nuværende tidspunkt allerede være med til at skabe lidt krisestemning. Men det kan hjælpe dig at tale med mænd, der er blevet fædre for nylig og læse nogle af de bøger, der er nævnt nedenfor.
 
Fødslen
Det er en god hjælp, hvis du pakker en taske til dig selv, inden din kæreste skal føde, for på fødeafdelingen er der jo kun én, der er ”rigtig” patient, og det er din kæreste, selv om personalet også medinddrager dig, så godt de kan. Hav tasken hos dig (i din bil/eller sørg for, at din kæreste tager den med) i ugerne inden fødslen, for du ved ikke, om du skal tage til hospitalet direkte fra arbejde. Tasken kan fx indeholde lidt behageligt tøj, badebukser (hvis I skal i vandet og føde) og en ren skjorte til bagefter, så du kan knappe op og lade den lille ligge og varme sig på dit bryst. Pak også en tandbørste og en pakke kiks, lidt penge til at købe dig lidt mad, for måske kan du finde en kort pause til at gå i cafeteriaet. Husk mobilopladeren og fotoapparatet med masser af plads på.

Under fødslen er betingelsesløs tålmodighed og ventetid din bedste partner, langt mere, end du nogen sinde har kendt til. Måske har I gået til fødselsforberedelse sammen – måske kan du bruge rådene, måske ikke. Uanset - så vær der for hende, støt din kæreste alt det, du kan, gør det, hun ber´ dig om. Selv om hun ikke har overskud til at sige tak lige nu, så kan du være sikker på, hun sætter pris på din indsats.

Familie
Selv om det kan virke upassende at nævne det her – så er det ikke tilfældigt, at det største antal skilsmisser sker inden for et barns første leveår. Derfor er det vigtigt, at I, løbende i graviditeten og når I er blevet en familie, taler om jeres forventninger til hinanden og er ærlige omkring de følelser og frustrationer, der kommer. For der er ingen, der kan holde til at blive følelsesmæssigt afvist i længden, og det sårer langt mere end at få sagt, hvad der trykker.

Barselsorlov
Danmark er det land i Norden, hvor far har mindst ret til barselsorlov. I Norge har far ret til 1 måneds orlov, i Sverige har far ret til 2 måneder. Island giver far 3 måneders orlov. På Island har moren derudover ret til 3 måneder orlov og til slut er der 3 måneder til deling mellem forældrene. Hvis ikke far benytter sig af sin orlov, bortfalder den.

90 % af de islandske mænd benytter sig af de 3 måneders orlov. I Danmark tager knap 60 % af fædrene de 2 ugers orlov, de er berettiget til.
 
Bøger
Du kan ikke læse sig til at blive far, men man kan blive lidt klogere og være lidt mere forberedt, hvis du læser nogle af de mange bøger, fædre har skrevet de sidste år om deres egne oplevelser.
 
Her er et par eksempler:
Jacob Weinreich; ”Det blev en far” – en underholdende bog om at være en stolt far på andenpladsen i sit eget liv.
Lars Daneskov; "Far på færde” – en indholdsrig bog om at være far.
Sebastian Klein; "Familiefar i knibe" – en selvbiografisk humoristisk bog om at blive far.
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...