Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

Fødestillinger

I første del af fødslen, udvidelsesfasen, kan veerne gøre meget ondt. Veerne kan overrumple dig psykisk. Smerteopfattelsen er meget forskellig fra kvinde til kvinde.
 
Fødselsvejen, den vej, barnet skal passere, er krum. Derfor kan det hjælpe at være i bevægelse og variere mellem forskellige stillinger: gående, stående, hængende i en ribbe eller om din partners hals, så tyngdekraften og barnets tyngde bruges maximalt mod livmodermunden.
 
Det kan også være, du har det bedst siddende eller liggende på siden i sækkestol eller hvilestol. Måske kan det hjælpe dig at sætte hænderne på lårene, bøje dig lidt fremover og vugge lidt.
 
Varme bade (brus eller kar) kan også hjælpe. Nogle synes varme, hårdt opvredne klude kan give lidt smertelindring. Andre har glæde af afspændingsøvelser. Nogle kvinder har det bedst med bare at følge deres egen vejrtrækning. Det er en god hjælp at snakke med og få støtte af din jordemoder eller din partner til det, der passer dig bedst.
 
Under presseperioden kan du vælge forskellige stillinger. Om du vælger at føde stående, liggende, på hug, på alle fire, siddende eller i vand, er din beslutning. Tal med din jordemoder om dine forventninger og ønsker – og forsøg ikke at blive skuffet, hvis de ikke helt indfries. Omstændighederne og overskuddet hos dig selv kan være anderledes, end du forventede.
 
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...