Fødslen, hvornår nærmer den sig?
Alt det, der bliver gjort, skal ske i samråd med jer, og personalet vil gøre, hvad de kan for at imødekomme jeres ønsker.
Hvornår skal I tage på sygehuset?
1. Når du, som 1.gangs fødende har haft veer gennem nogle timer, og de er regelmæssige med 5 minutters interval, så er det ved at være tid til at ringe til hospitalet og sige, at I er på vej. 5 minutters interval vil sige: veen varer ca. 1 minut, og der er ca. 4 minutters pause.
2. Har du behov for hjælp inden da, så ringer du naturligvis til sygehuset.
3. Er der lidt blødning i forbindelse med opstarten af veerne, så er det ofte et godt tegn på, at du er i begyndende fødsel. Hvis du er bekymret for blødningen, skal du altid kontakte dit fødested.
4. Ved vandafgang skal du altid kontakte dit fødested for at aftale, hvordan du skal forholde dig (se nedenfor).
For flergangsfødende går det som regel lidt hurtigere.
Vandafgang
Hvis barnet står fast med sit hoved, så vil fostervandet sive stille og roligt. Du kan ikke holde det tilbage, så du vil være nødt til at tage et bind på. Hvis du er i tvivl, om det er urin, kan du lugte til det.Ring til dit fødested og spørg, hvordan du skal forholde dig.
De første tegn på fødsel:
1. Tiltagende plukveer (over uger til måneder).
2. Barnet synker ned. Hovedet står fast ca. 4 uger før terminsdato hos 1. gangsfødende – noget senere hos flergangsfødende. Det afklares ved jordemoderkontrol.
3. De fleste kvinder har en slimprop siddende i livmodermunden. Den beskytter mod bakterieindtrængen. Slimproppen, som kan være fra vandigt udflåd til en sej, hvidlig eller gullig prop, glider ud i løbet af den sidste uge inden fødslen. Der kan også være en smule blod i. Det er ganske ufarligt og kun et signal om, at fødslens tidspunkt nærmer sig.
4. Tegnblødning (dage før fødslen) – er ufarligt. Tegnblødningen kommer fra livmodermunden og skyldes, at nogle små blodkar brister, når den afkortes.
5. Regelmæssige veer, der tiltager i styrke og varighed, og som kommer med kortere og kortere mellemrum.
6. Fostervandet går. Hos 10% starter fødslen på denne måde.
Stimulation af veer
Hvis du ikke selv laver veer, så vil mange fødesteder tilbyde stimulation af veerne efter en kort ventetid, andre fødesteder venter op til 24 timer. Spørg din jordemoder, hvordan praksis er på dit fødested.
Vejrtrækning
Generelt er en dyb vejrtrækning god som afslapning. De fleste gravide finder deres egen vejrtrækningsrytme under fødslen.Gispevejrtrækning
Ved overgangen mellem udvidnings- og pressestadiet kan det ske, at du vil føle en stærk trang til at presse trods det, at livmodermunden endnu ikke har nået at åbne sig nok. Din jordemoder vil hjælpe dig til at vente med at presse. Det er her, gispevejrtrækningen er en hjælp.Øvelser i afspænding
Afspænding kan gøres på forskellige måder. Din jordemoder, fysioterapeut eller afspændingspædagog vil kunne hjælpe dig.For tidlig fødsel
Det kan ske, at fødselsveerne begynder for tidligt. Sker det 3 uger før beregnet terminsdato, siger man, at veerne er for tidlige, og barnet kan blive for tidlig født, ”præmaturt”.Hurtige fødsler
I nogle familier er der tradition for at føde meget hurtigt. Det kan være godt at høre, hvordan din mor har født, for ofte er der ligheder mellem mor og datter. Det er sjældent, førstegangsfødende ikke når at komme til fødestedet. Men er det gået hurtigt første gang, går det ofte væsentlig hurtigere anden gang. Er du i tvivl, kan du altid ringe til den vagthavende jordemoder på det fødested, du er tilknyttet.Myte
Du kan være med til at sætte fødslen i gang med:
• Krydret mad
• Sex
• Massage af brystvorterne
• Zoneterapi/akupunktur
• Hindeløsning
Sandt eller falskt?
Der er ikke dokumentation for, at disse ting hjælper fødslen i gang. Men det skader ikke.
Vestimulerende drop under fødslen
Kvinder der har været i fødsel gennem længere tid, oplever ofte at veerne på et tidspunkt bliver mindre effektive.Oxytocin
Hormonet dannes i hjernen og er kroppens eget vefremkaldende hormon. Hormonet medfører også, at vi bliver roligere, og vores blodtryk og puls sænkes. Samtidig mindskes mængden af stress-hormoner, vi bliver mindre angste, og vores evne til at knytte os følelsesmæssigt til vores børn og hinanden stiger.Når det nyfødte barn lægges hud mod hud på dit bryst, stimuleres udskillelsen af oxytocin. Så løber mælken ned til brystvorten. Blodkarrene på dit bryst udvides også, og det betyder, at du bliver varmere på forsiden af brystet, og derved holder du barnet varmt. Hvis I ligger uden at lade jer forstyrre, forstærkes oxytocinproduktionen yderligere.
Når moderkagen løsner sig, stiger oxytocin niveauet og en særlig sensitivitetsperiode opstår i forholdet mellem mor og barn. Uforstyrret hud mod hud kontakt stimulerer morens oxytocinproduktion. Produktionen af oxytocin er selvforstærkende.
Man ved, at flere faktorer påvirker oxytocinniveauet, blandt andet en rygbedøvelse, stress og angst.
Har det været en voldsom fødsel, eller har du haft en rygbedøvelse, så er der en god anledning til netop at udnytte kroppens evne til at berolige sig selv, ved at søge ro og afspænding samt uforstyrret hud mod hud kontakt med dit barn.
Over tiden
Det normale fødselstidspunkt har vide grænser. Uge 38-39-40-41-42 er lige normalt.Jo tættere på terminen, jo større utålmodighed. Det er helt naturligt at blive skuffet, hvis ikke fødslen sker omkring det tidspunkt, hvor du er sat til. En af de større stressfaktorer er ofte, at velmenende venner og familie dagligt ringer og spørger, om der er sket noget. For nogle gravide bliver det en plage at skulle svare telefonen. Husk at alle andre er spændte, nysgerrige og utålmodige, som I selv.