Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

Graviditeten, levevis i

Levevis i graviditeten

Det liv, I lever påvirker jeres barn. Er der nogle omstændigheder, I længe har tænkt over, I burde ændre på, er lejligheden der måske nu – selv om det kan være svært.

Job/arbejdsmiljø

Normalt kan du fortsætte uændret med dit arbejde. Hvis det er belastende, så prøv gennem din arbejdsgiver at få det ændret.

Har du mulighed for et hvil midt på dagen, så tag det. Konstant overbelastning, psykisk og/eller fysisk, hyppige, tunge løft, stående arbejde, stress og smitsomme sygdomme øger risikoen for for tidlig fødsel. Derfor bør du, hvis der opstår problemer, tale med din jordemoder eller læge og evt. en socialrådgiver om det (se mere på borger.dk).

Der findes ingen undersøgelser, der viser, at det skulle være farligt for (specielt) gravide at arbejde ved skærmterminaler. Arbejdet kan være stressende, og det kan i sig selv medføre en øget risiko for graviditetsproblemer. Du kan også spørge i din fagforening eller klikke ind på gravidmedjob.dk.

Kaffe, te, cola og energidrikke

Kaffe, te og cola indeholder koffein. Hvis du får koffein i store mængder, kan det måske påvirke barnets vækst. Te er mindre koffeinholdigt end kaffe, og urtete er endnu bedre (ingen koffein). Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du max. drikker 3 kopper kaffe om dagen, og at du holder igen med te, cola og energidrikke.
Samtidig giver cola og koffeinholdig kaffe risiko for dårligere knogler, så både for din og barnets skyld, er det fornuftigt at holde igen. Læs mere på denbedstestart.dk.

God kemi er ikke altid nok

Miljøstyrelsen har udgivet en god folder med dette navn. Her kan du læse om de 9 gode råd til gravide og ammende, når det drejer sig om kemikalier i både kosmetik, babyprodukter og legetøj:

  • Sørg for et godt indeklima – luft ud og gør rent
  • Server varieret mad og brug egnet køkkengrej
  • Køb svanemærkede plejeprodukter
  • Køb plejeprodukter uden parfume
  • Undgå de farligste ftalater
  • Vask nye produkter før brug
  • Smid gammelt blødt plastlegetøj ud
  • Køb CE-mærket og uparfumeret legetøj

Test også dig selv på babykemi.dk eller få bogen Tænk – guide til sikre og sunde småbørn. Se også at.dk om graviditet og arbejdsmiljø.

Rejse

Har du en normal graviditet, kan I godt tage ud at rejse. Kontakt det flyselskab, I skal rejse med og hør, om de har nogle regler, de ønsker deres passagerer overholder. Tal også med lægen eller jordemoderen. Er du sund og rask, kan du rejse med fly indtil 36. uge, det varierer fra flyselskab til flyselskab.Hvis I skal flyve langt, så husk at tage støttestrømper på.

Afhængig af, hvor I skal rejse hen, bliver du ofte anbefalet forskellige vaccinationer. Der er ikke noget, der tyder på, at en vaccination i graviditeten medfører øget risiko for skader på barnet eller abort. Hvis I skal rejse langt, eller til områder, hvor der er stor risiko for infektionssygdomme, kan I kontakte Statens Seruminstitut, ssi.dk eller tlf. 32 68 32 68. De er specialister på området.

De færreste planlægger at rejse lige efter fødslen, men hvis I skal rejse, skal barnet have sit eget pas. I kan downloade ansøgningsblanketten på nettet eller få den hos det lokale politi. Det er også en god idé at tjekke, hvordan I er forsikret, hvis uheldet skulle være ude.

Husk at tage vandrejournalen med på rejse.

Spiseproblemer

Har du tidligere haft det svært med mad i form af bulimi eller anoreksi, er det ikke ualmindeligt, at du under en graviditet og den efterfølgende amning vil opleve en forstærkning eller genoplivning af sygdommen. Får du spiseproblemer igen, har du brug for hjælp, og det er meget vigtigt, at du snakker med din jordemoder, læge eller sundhedsplejerske om det.

Rygning

Èn ud af ti gravide ryger. Alle ved, at rygning er skadelig. Kulilte og nikotin fra cigaretten findes både i mors og i barnets blod. Hold op med at ryge, for rygning er skadeligt for dit barn. Når du ryger, nedsættes dit blods indhold af ilt. Det har naturligvis betydning for den mængde ilt, dit barn får. Mødre, der ryger, føder oftere for tidligt. Børnene har også en mindre fødselsvægt – i gennemsnit 200 g mindre end ikke-rygere. Det kan være, at du tænker, at det så bliver nemmere at føde, men du skal vide, at tværtimod har barnet færre ressourcer og derfor tåler fødslen dårligere.

Børnenes kropsdele og organer er mindre end børn af ikke rygende mødre. Og når et barn fødes af en mor, der ryger, så har det nikotinabstinenser efter fødslen.
Det er ikke kun i graviditeten, du ikke skal ryge. Også efter fødslen skal børn beskyttes mod tobaksrøg. Involvér også far. Få ham til at hjælpe dig med at holde op.

Børn af rygende forældre har nemlig en øget forekomst af allergi (se pjecen ”Sådan forebygger du allergi hos dit barn” fra Sundhedsstyrelsen) og mellemørebetændelse, luftvejsinfektioner (halsbetændelse, bronkitis, lungebetændelse). Der er desuden mistanke om en sammenhæng mellem tobaksrygning og vuggedød.

I pjecen ”Rygning, graviditet og fødsel” fra Sundhedsstyrelsen sst.dk kan I læse mere. På Stop-liniens servicetelefon (telf: 80 31 31 31) kan I bestille en gratis brochure til hjælp til rygeafvænning. Der findes også tilbud med rygeafvænningskurser flere steder – spørg din jordemoder.

Vin og alkohol

Alkohol er gift for dit barn. Dit barn får samme promille, som du gør, når du drikker vin eller alkohol.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du helt undgår alkohol i graviditeten.

Man ved ikke, hvor meget en mor skal indtage, før hendes barn bliver skadet. Børn, der fødes med alkoholskader, har ofte misdannelser, langsommere fysisk udvikling, lav intelligens, er meget små og følsomme.

Medicin

Almindeligvis skal du ikke tage ny medicin i graviditeten, og du skal altid tale med din læge om medicin, hvis du er i medicinsk behandling, både når du opdager graviditeten, og hvis du planlægger at blive gravid. Medicin passerer moderkagen og kan derfor påvirke barnet. Barnet er mest følsomt de første 3-4 måneder af graviditeten, hvor alle dets organer dannes.

Du kan godt tage en enkelt Panodil en dag, hvor du har hovedpine. Hvis du gennem længere tid har brug for smertestillende eller anden medicin, så tal med din læge om, hvilket præparat du skal tage. Lad være med at starte nogen form for behandling selv.

Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...