Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

Sexliv

Når sexlivet begynder igen

Man kan ikke sige, hvornår det er normalt at starte sexlivet igen, efter man er blevet forældre. Det spænder meget vidt. De fleste par har været sammen, når barnet er 3 måneder gammelt, mens en del førstegangsforældre først får et aktivt sexliv, når barnet er 6 måneder.

Det vigtigste for at få et godt sexliv, er at begge parter føler lyst, og at I er trygge ved hinanden. Tænk på, at jo mere I deles om at være forældre, des mere vil I også begge opleve den store forandring, det er for parforholdet at blive en familie, og jeres behov for sex og nærhed vil være mere ens. Tal med hinanden om jeres behov. Prøv også at få talt om de ting, der gør jer kede af det, skuffede eller vrede. Lad være med bare at gemme på det. Tag det op, når det er aktuelt, fordi det ellers kan fylde på de tidspunkter, hvor der kunne være fred til at nyde hinanden.  Måske kan I have glæde af folderen ”Når 2 bliver til 3 – hvad så med sexlivet?” fra foreningen Sex og Samfund, sexogsamfund.dk.

Kvindekroppen er forandret

Mange kvinder har svært ved at vænne sig til, at kroppen har forandret sig efter en graviditet og en fødsel. Nogle forestiller sig, at de bliver som før og bliver måske skuffede over, at kroppen er så anderledes. Men kvinden har været igennem 9 måneders fysiske og psykiske ændringer, så man er en anden, og det er kroppen også. I starten hænger maven, brysterne er store og ømme, og kønsdelene ser ikke ud som før, man blev gravid. Nogle er generet af tørhed i skeden. Spørg på apoteket efter glidecreme. Det hele bliver selvfølgelig meget bedre.

Maveskindet bliver mindre (selvom der nok altid vil være noget ekstra hud), og kønsdelene trækker sig sammen, så man kan godt få det samliv igen, som man havde, før man fik barn.

Når det gør ondt at have sex

Nogle kvinder er blevet syet meget i bækkenbunden. Arvævet kan være hårdt og ømt, så samleje er smertefuldt eller ikke kan lade sig gøre i starten. Brus arret hver dag og begynd gerne at massere arret med blide tryk, når trådene er væk, så du vænner det til berøring.

Hvis du går og spænder i bækkenbundsmusklerne hele dagen, måske pga. en følelse af at være åben eller tung i underlivet, kan det være svært at slappe af, når man skal have samleje, og så gør det ondt. Prøv at lave venepumpeøvelser (se dem på libero.dk) og lav knibeøvelser hver dag. Du kan også prøve at strække bækkenbundsmusklerne ved at ligge på alle 4 med numsen i vejret. Det skal selvfølgelig ikke gøre ondt, men mærkes som et stræk. Lad være med at løfte for tungt og prøv at få hvilet flere gange dagligt.

Man skal slappe af for at kunne nyde sex, og det betyder, at man skal have lyst til at nyde øjeblikket med sin partner. Man kan ikke have sex på kommando, men man kan godt sørge for, at rammerne er i orden, og det er I begge to ansvarlige for.

Lad en fysioterapeut, din læge eller en gynækolog se på dig, hvis du er i tvivl, om helingen af såret er i orden. 

Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...