Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

 

træt af ham :-(

Jeg er ved at være så træt af min mand og hans depression og kan snart ikke overskue at være med ham mere. Han behandler mig simpelthen så dårligt og er ved at være på grænsen til at tro at det ikke er pga hans depression men fordi han tror at han kan tillade sig at spille på det. Han droppede sin medicin for et par måneder siden fordi han mente at han havde fået det bedre, det er så gået ned af bakke og her for en uge siden fik han et tilbagefald igen. Han er blevet tarvelig og led. Han er pisse ligeglad med det hele og kan intet overskue. Jeg har i flere måneder stået med ALT selv, da han jo fra lægen har fået afvide at han skal slappe af og sove. Jeg vender og drejer alt inde i hovedet før jeg siger noget, så han ikke skal blive sur, men alligevel snakker han grimt tilbage til mig eller bliver sur og ignorerer mig resten af dagen. Vi har været ude i at han bare er skredet og har ignoreret mine opkald hele dagen, hvor jeg så finder ud af at han er sammen med nogle venner, mens jeg sidder hjemme med vores datter og vores hund.  Jeg ringede til lægen i dag og bestilte en tid til ham, men han var næsten ikke til at hive ud af sengen, selvom han lovede at tage derop. Han er nu på lykkepiller men nægter at snakke med en psykolog. Han gider ikke at have hjælp, men han forstå ikke er han trækker mig med ned i faldet. Er der nogle andre der har stået i lignende situation, med en partner der lider af en svær depression og bare er helt umulig at arbejde med?

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Du er sej, kvinde!

27-11-2013
MutterGadegård
MutterGadegård

Dejlig læsning. Håber at du holder ud:)

27-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Tak for svar alle sammen. Jeg gav ham et ultimatum. Fortalte at jeg elsker ham og at dette var sidste udvej. Hvis han ikke får hjælp, så var jeg nød til at forlade ham, da jeg ikke kan byde mig selv eller vores datter at leve under disse forhold. Det lader til at det har hjulpet. Han er på medicin og han tager pillen når vi spiser aftensmad så jeg kan se at den bliver taget. Han har en tid til lægen om en uge og har bedt mig om at tage med, her skal vi snakke om det videre forløb og have en henvisning til en psykolog. Han lader til at være blevet gladere, måske fordi jeg har sagt (som en tidligere har skrevet) at jeg kun forvente at han tager sin pille og går til psykolog og intet andet, jeg ordner glædeligt alt det andet så længe han bare er i behandling.

27-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Jeg synes bare det er VIGTIGT at han IKKE elv tager beslutningen om at stoppe på medicinen igen, bare fordi han får det bedre! Man skal have haft det godt UDEN TILBAGEFALD i LAAAAAAANG tid førend man overhovedet bør overveje om man skal stoppe igen! Man skal faktisk have haft det godt i et års tid!

Så han skal tage medicinen, så han kan blive stabil. Når han er lidt bedre, så skal hav tvinges i gang... Det skal være småting til at starte med. Som fx bare at gå en tur, eller komme i bad til et bestemt tidspunkt. Og sidenhen kan det blive mere og mere, for tilsidst at være normalt igen. Og når han så synes han er normal, så skal han tage medicinen et år mere!

Jeg synes iøvrigt, at du skal sørge for at få bestilt en tid til en psykolog til ham også. For det er altså en god idé at kombinere de to ting! Selv var jeg kun afsted til psykolog 4-5 gange i alt, men det var et rigtig godt skub i den rigtige retning, og jeg ville ikke have undværet det overhovedet!

27-11-2013
MutterGadegård
MutterGadegård

Det bedste råd til en med depression og som har svært ved at komme ud a sengen er at man skal ud HVER dag. Finde noget man kan lide at lave fx træning, gå en lang tur osv. Jeg kan godt forstå du er frustreret over hvad du egentlig skal gøre for du blir jo a en grund - at du elsker ham MEN nogen gange er det bare ikke nok.. Tænk på din datter og dig selv. En person der vil have hjælp tar også imod den:) det i hvert fald sån jeg ser på det. Hold hovedet oppe for uanset om du kommer til a være alene mor eller ej så skal det nok gå det hele knus herfra

27-11-2013
Prinsesse89
Prinsesse89

Det eneste råd jeg kan give dig er, at du tænker på om dette er godt for din/jeres barn. Hun vil mærke lynhurtigt at du ikke er den glade mor og hun enten er kommet med eller kommer med en reaktion.
Tror som en af de andre siger, at hvis det skal være jer, så bo hver for sig i en tid eller også helt sige stop. For det er hverken du eller dit barn tjent med.

27-11-2013
Lillemor1210
Lillemor1210

Her er det mig, der lider af depression og angst - og har fået antidepressiver i snart 2 år. De første 3-5 mdr. bestilte jeg sådan set ikke meget andet end at tude, gå til læge og psykolog og glo ud i luften. Efter de første 14 dage tvang jeg mig selv ud at løbe/cykle/gå/ordne have og anden fysisk aktivitet, ligesom jeg hver dag skrev 3 ting, jeg SKULLE have gjort - og det var så bla. madpakker til ungerne og aftensmad......nogle dage vasketøj, nogle dage rydde op i et skab osv. Der gik nok 4 mdr. før jeg overhovedet var i stand til at købe ind uden at få et kæmpe angst anfald.....

 

Det var lidt baggrund, jeg forstår sådan set godt, din kærestes 'liv' - MEN for det første, så fatter jeg slet ikke, at lægen skulle have sagt, at han skal sove og slappe af, for det andet mener jeg, at det er komplet ansvarsløst at udskrive sovemedicin til en så depressiv person!! Selvom min dep. 'kun' ligger i den milde ende af moderat dep, så ville min læge ALDRIG overveje det!!

Og når det så er sagt, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg vil råde dig til. Jeg forstår GODT, at du har lyst til at opgive og flytte, men samtidig tænker jeg, at jeg selv ville være gået helt ned, hvis min mand havde forladt mig.......Og jeg ved Gud heller ikke den rareste og hyggeligste at være sammen med!!

Til sidst vil jeg lige understrege, at det værste, du kan sige er, at han skal tage sig sammen!! Hvis ikke selv man har prøvet på egen krop, hvor uoverskueligt det kan være bare at tage strømper på, så kan man slet, slet ikke sætte sig ind i det!!!!

Håber inderligt det bedste både for dig og din kæreste!! :o))

26-11-2013
Myklemyr
Myklemyr

Jeg har selv været igennem alt det du skriver og jeg gik min vej til sidst og først der fik der noget op for ham efter jeg i 4 år prøvet at få ham til at tage sine piller og få hjælp jeg kørte 3 Jobs for at få det hele til at køre købte ind laver med og vi havet 3 hunde som også skulle ud men kan kun sige at hvis han ik vil ha hjælp kan du ik hjælpe ham og så skal du ik blive da du også kun har et liv her og der skal du ha det så godt som du kan og ik køres ned på sådan en måde det tog mig lang tid selv at komme op igen og han prøvet også at få mig tilbage han fik job og holdte huset pænt og alt det som han ik kunne da jeg var der men løbet var desværre kørt da jeg kom ud og selv mærket hvor lidt jeg havet levet i de sidste 4 år håber du selv finder din vej og hva du selv syntes er bedst for dig :)

26-11-2013
Ditteogbenjamin
Ditteogbenjamin

Det skal så lige siges at grunden til at han nægter psykolog hjælp er fordi vi egentlig ikke har råd til det. Selvom jeg har sagt at vi nok skal finde ud af det alligevel.

19-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Og tror ikke der er andet end at blive ved. Og det er bare ikke nemt, at være den der har ansvaret for alt og tilmed skal tage imod, ja lort fra sin mand. Der er også parterapi. Vi har været afsted nogle gange og det hjælper. Håber du finder vejen..

19-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Sovepiller til en deprimeret ?? Hvad er det får en læge han har. Motion ef den bedste kur mon deprition. Kan godt forstå du synes det er hårdt lyt til dig selv

18-11-2013
emmamathilde
emmamathilde

Janick1 jeg har desværre ikke været med til lægen, så ved kun fra min kæreste hvad der skulle være blevet sagt. Han fortæller at lægen har sagt at det er vigtigt med søvn og har derfor sammen med sin medicin fået recept på sovepiller som han skal tage.

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

*forsøger

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Jeg har prøvet ligesom du siger Bonnieogmads: jeg elsker dig og jeg bliver ved din side HVIS du får noget hjælp, jeg kan ikke leve under disse forhold medmindre jeg ved at du forsørger. Jeg skåner ham så vidt muligt for alt i hjemmet, jeg beder ham om at slappe af, han står op når han har lyst og laver hvad han vil, en sjælden gang imellem er han selvfølgelig nød til lige at give en hånd med, men det er meget sjældent. Men jeg tror bare ikke at han forstår konsekvensen der er hvis han nægter at få hjælp fra enten en psykolog eller andet - for det bliver at jeg flytter med vores datter. Men et eller andet sted ved jeg jo godt at den person han var engang er der et eller andet sted og han var det mest kærlige og dejlige menneske jeg nogensinde har mødt og det er nok derfor at jeg ikke vil give op.

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Hovsa:) det har virket herhjemme at min mand har fået af vide, at han ikke skal andet.. Og det har også hjulpet han, at jeg har sagt, at jeg ikke render nogen steder.. Så længe han tager medicin og går til psykolog.

18-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Det værste man kan sige til en deprimeret er tag dig sammen... Dårlig opførsel er måske en udtryk for at han føler sig utilstrækkelig.. Der er ikke andet for, at sige at det er medicin og psykolog... Og det allerbedste jeg tror du kan er nok, at sige: der ikke forventes mere af ham lige nu. Det eneste han skal er stå op og tage sin medicin og gå til psykolog...

18-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Har desværre ikke nogle råd men du får e krammer for det luder da slet ikke særlig sjovt!!! Men man kan ikke hjælpe en der ikke vil have hjælp... Og jeg synes det ville være rigtig synd for jeres barn at vokse op i at far sviner mor til dagligt....

18-11-2013
musen206
musen206

ja har faktisk lige været hos min mor et par dage med vores datter, da jeg ikke kunne klare at være hjemme, samtidig skulle jeg til dyrelæge og aflive "deres" hund (den var gammel og jeg var vokset om sammen med den), jeg var bund ulykkelig, men min mand var da ligeglad, da jeg kom hjem, han sagde bare "hvad skulle jeg have gjort? skrevet at jeg var ked af det på dine vegne eller hvad", det var bare så tarveligt. samtidig ignorerede han mig fuldstændig de to dage.

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Ja det lyder meget som det samme. Jeg prøver alt havd jeg kan for at hjælpe ham, men så lukker han af for alt hvad jeg siger og ja jeg har prøvet så lang tid at bære over med ham, men nu flyder bæret over og jeg bliver hurtigere sur på ham og så bliver han endnu mere modbydelig! mon det nogensinde går over? er så træt af at gå på listesko i mit eget hjem, jeg har også behov og har brug for hjælp til det daglige husholdning. 

forleden havde jeg gjort hele huset rent, handlet ind, gået tur med vovsen alt i mens jeg havde min datter på 7 måneder under armen. Min mand står op kl 14.00 og sætter sig på en stol og sidder og sumper, jeg er ved at lave mad til vores datter til fryseren og spørg ham pænt om han ikke vil tage kød ud af fryseren og lægge i vand, så vi kan få mad til aften og det var simpelthen så uoverskueligt for ham og der ramlede det hele bare, jeg beder om så lidt, hvor svært kan det være.

18-11-2013
bubblesaresweet
bubblesaresweet
Barn på 2 år og 3 måneder

Og det vigtigste er nok, at det er ikke personligt. Han magter måske ikke andet, end at behandle dig dårligt. (Og skal hilse og sige, at jeg ingen forståelse har haft for min mands dårlige opførsel) ingen gyldne råd herfra - desværre. Hvis du har følt, at han var dit livs kærlighed, så er han det sikkert stadigvæk. For som han er nu, er ikke ham selv. Men ham i krise.. Og det er på ingen måde fedt i orden, at være den, der har ansvaret for alt, inkl sin mand og børn. Og så ikke have nogen, der tager sig af en selv. Det er sgu hårdt!! Håber du finder styrken, til at være der for jer begge(hvis det er det du vil)

18-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Skriver lige fra Tlf:) og blev så hurtig dårlig igen. Han har givet mig skyld for stort set alt. Han har gjort hvad han kunne for at ramme mig, når vi har skændtes. Han har været ligegyldig, kold og opgivende. Det er så først nu efter ja snart tre år, at han først har fået ro (fra mig og arbejde) at han så rent faktisk kan mærke at han er ked af det. Og det er på trods af at han har fået piller er halvt års tid.

18-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads

Lyder som min mand. Min mand er bare ikke svært deprimeret. Har i mange år bedt ham om at gå til psykolog og der skete ikke noget. Han blev så først depressiv efter børnenes fødsler. Han startede også på piller og stoppede så snart han havde det bedre, for så var det jo ikke noget i vejen.

18-11-2013
bonnieogmads
bonnieogmads
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...