Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

 

Jeg savner min mor :(

Min mor døde 51 år gammel d. 17. april sidste år efter en lang og hård kamp mod lungecancer, og jeg savner hende bare helt forfærdelig meget. Jeg savner og mangler hende hver evig eneste dag. Nu er det snart et år siden, at hun tabte kampen mod den forfærdelige sygdom, og det er som om, at savnet efter hende og hullet i mit hjerte bare bliver større og større.  Jeg ved, at sorgen altid vil være der, men at jeg på en eller anden måde vil lære at leve med den, og at den bliver en del af mig og den jeg er, men nogle gange overvælder den mig altså bare, også ved jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv.   Har fx lige siddet og leget med Anna inde på hendes værelse, og mens vi legede med dukker, kiggede jeg rundt omkring i Annas værelse, og pludselig minder alting mig bare om min mor, legetøj eller ting, hun har købt til Anna, hendes et og alt, og det hele bliver bare for hårdt og jeg må kalde på Peter, min kæreste, fordi jeg ikke kan holde det ud og simpelthen bare må ud af lokalet.  Nu sidder jeg så med computeren og fedter lidt rundt herinde på Libero, og kan mærke at tårerne presser sig på, mens jeg bare har lyst til min moooar 3 Det eneste jeg ikke kan få :( Øv med øv på fra mig - tak fordi du læste med. Ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, måske skulle jeg bare have galden ud. KH MorLise85

07-03-2014
MorLise85
MorLise85

Jeg faldt over dit indlæg. Min mor døde også 51 år gammel. Jeg har det ad helvedes til tit.. hvordan går det

23-02-2019
RJM1985
RJM1985

Hejsa.

Kan sagtens forstå at du har det sådan... Jeg SAVNER også min mor, hun døde i 1994 hvor jeg var 13 år gammel og det gør ondt ikke at have hende her så hun kunne møde hendes børnebørn og være en del af ens liv..

Hun tabte også kampen til kræft..

Og ja du vil lære at leve med sorgen, men der vil altid mangle noget og du vil sikkert på et tidspunkt have lyst til at skrige ud til hele verden at du savner din mor og du skal gøre det!!! Hold dig ikke tilbage.. Og husk så på ALLE de gode stunder som du haft med hende barn som voksen..

Det er vigtigt at holde fast i de minder...

Knus Mor1980

27-03-2014
Mor1980
Mor1980

Hej Morlise85..
Først et kæmpe kram fra mig..
Jeg kender til følelsen af savnet a sin mor, jeg mistede min mor i 2011 og Idag er jeg gravid og det er hårdt for savnet.. Mangler hende tit. Så kan udemærket godt forstå dig og dit kæmpe savn..
Men det bliver bedre for hver dag der går og jeg er sikker på din lillepige vil elske at hører om mormor, det kan til tider være en hjælp for dig at fortælle lidt om din mor ..

Kæmpe kram

24-03-2014
Debs90
Debs90

Det hjælper lidt høre, tak Sara🌸

23-03-2014
MorLise85
MorLise85

Det skal nok blive bedre. I promise :) det er snart 4 1/2 siden min mor døde og de fleste dage er jeg glad. Men kan da skam ind imellem stadig få nogle dage, som du også har, hvor jeg bare savner hende!

23-03-2014
SaraKruse
SaraKruse

Tusind tak for alle jeres svar og cyberkram.
Det gør stort indtryk på mig at læse om jer andre, som også har mistet en kær forælder, men det er en trøst at læse, at I til trods er kommet ud på den anden side, selvom sorgen og tabet altid vil være der. Det tænker jeg også, kommer en dag for mit vedkommende, jeg ville bare sådan ønske, at jeg var det sted allerede. 
Det er nu snart 1 år siden, at min elskede mor drog på sin sidste rejse, og jeg kan mærke, at jeg har en indre uro pga. dette. Hverdagen fungerer selvfølgelig, primært fordi den skal, og fordi jeg jo selv er mor, og de fleste dage går det sådan set også fint, men pludselig, og ved de mest underlige anledninger, kan jeg så blive fuldstændig overmandet af minder og sorgen, og blive ekstremt ked af det og med kort lunte. De dage bliver jeg sådan lidt Lise-3-år, der bare intenst vil have min mor, hvilken er den eneste, jeg ikke kan få, og den sandhed gør bare så ondt.
Jeg er desværre enebarn, så har ingen i den forstand at "dele" sorgen og de svære tanker med i den forstand, men jeg har et rigtig godt netværk med en god familie, tætte veninder, en forstående arbejdsplads og fremfor alt en omsorgsfuld og nærværende kæreste samt selvfølgelig vores lille krudtugle Anna på 2 år. 
Jeg synes, at det er pissesvært (ja undskyld mit franske) at have mistet en så vigtig person som min mor, også samtidig selv skulle være den omsorgsfulde, tålmodige og nærværende mor, jeg så gerne vil være for min egen datter, for det er hammersvært indimellem samtidig at skulle sørge og give sig selv lov til at være ked af det samtidig med, at jeg skal være mor for Anna. Indimellem ville jeg virkelig ønske, at der fandtes en pauseknap, så jeg kunne rykke et par dage ud af kalenderen og bare tude og være ked af det og vred, samt kaste rundt med ting for at få afløb for den indre uro og sorg, jeg føler, for så bagefter at kunne være mere til stede og nærværende i min egen lille familie. Men sådan er livet med småfolk jo ikke, og det er måske også godt nok, men for fanden hvor er det bare hårdt, og hvor jeg længes mod den tid i fremtiden, hvor sorgen fylder mindre, og hvor jeg har vokset mig større i den forstand.

23-03-2014
MorLise85
MorLise85

Stort kram.

07-03-2014
Kayhan1
Kayhan1

Først og fremmest for du lige et kæmpe kram! Jeg mistede min mor til kræft for snart 4 1/2 år siden da hun var 46 år gammel. Jeg selv var 22 og hun var bare mit et og alt. Jeg troede aldrig nogen sinde at jeg ville komme videre fra den dybdegående sorg. Jeg kan stadig sørge og synes det hele er pisse uretfærdigt. Men jeg har lært at leve med savnet. Det kommer lige pludseligt. Men du er nødt til at give dig selv lov til at sørge. For det er helt okay! Det er bare mega svært at skulle undvære så vigtig en person. Jeg kæmpede i lang tid for at komme til at huske de gode minder. Men nu kan jeg glæde mig over at jeg fik lov at have sådan en fantastisk mor. Men når det hele går lidt ned af bakke er det også stadig hende jeg længtes efter. Det kommer nok aldrig til at ændre sig.

07-03-2014
SaraKruse
SaraKruse

Åh jeg ved hvordan du har det. Jeg mistede også min mor da hun var 51 år gammel og hun fik konstateret kræft D. 17 april!! Hun døde 21 juni 2002.
Man lærer aldrig at forstå hvorfor og accepetere det, men med tiden lærer man at leve med det. Tanken om min datter aldrig får lov til at møde sin mormor gør ondt. Hun er 3,5 år nu og er begyndt at spørge til mormor. Jeg har sagt at hun bor i himlen og så udbrød min datter; ej, så kan man jo ikke besøge hende! Jeg synes hun er for lille til at få historien endnu.
Jeg tænker på min mor hver dag og får af og til en stor lyst til at ringe til hende. Hvis jeg ser noget i en butik som jeg ved lige var hende, tager jeg mig selv i at ville købe det til hende.
De første 2-3 år var hårde at komme igennem. Hver en mærkedag og højtid.
Det er nu 11,5 år siden hun døde og jeg er heldigvis kommet videre og har fået min egen familie. Savnet er stadig enormt, men heldigvis bor hun i mit hjerte og jeg siger stadig godnat til hende hver aften mod himlen.
Stort kram til dig.

07-03-2014
Pumba66
Pumba66

For 11 år siden mistede jeg min far, jeg boede alene sammen med ham - han var mit et og alt!! Dengang og flere år frem, troede jeg at sorgen ville ende med at slå mig ihjel, det gør så sindsygt ondt! På en eller anden måde er det dog blevet nemmere at håndtere sorgen den dag idag, jeg kan stadig bryde sammen over det til tider, men jeg kan bedre minde mig selv om at huske ham med glæde nu.. Jeg ved ik helt hvad jeg vil med dette indlæg, nok bare fortælle at jeg forstår dig og ved at det bliver nemmere! Kæmpe kram og tanker din vej

07-03-2014
mela89
mela89

Savnet af en man holder af, er aldrig galde:-) det gør mig utrolig ondt at høre mht din mor. Har (heldigvis) ikke prøvet at miste personer der står mit hjerte meget nær, så ved desværre hverken op eller ned og gode råd på det punkt, er jeg ikke den rigtige til at give. Ud over din kæreste, har du ikke søskende eller lignende du kan tage kontakt til og dele dejlige minder og give dig selv lov til at være ked? Stort knus og kram herfra!

07-03-2014
Caja
Caja

Tak hvor er I søde!
Jeg vænner mig bare aldrig til det, og især ikke det der med lige pludselig ud af det blå at blive overvældet af savnet.

07-03-2014
MorLise85
MorLise85
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...