Egentlig er der vel ikke knas i vores parforhold men, der er bare så mange ting der går mig på... Sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i 3,5 år og jeg elsker ham himmelhøjt og vi planlægger bryllup til august. Men jeg sidder bare her og er mega frustreret, det er som om han bare glemmer at vi også er kærester og ikke kun mor og far til en baby på knap et år der sover som vinden blæser.. Vi laver aldrig noget sammen, vi går ikke engang i seng samtidigt mere så vi kan ligge og putte, det gør vi slet ikke mere... Vi krammer ikke, vi kysser ikke, vi er bare to voksne der bor sammen... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere, jeg har prøvet at snakke med ham om det men det er som om at det ikke fiser ind på lydtavlen... Jeg savner ham og jeg savner alt det vi havde sammen før lillesøster kom til verden... Jeg tog mig selv i, igår at flirte med en medstuderende på mit studie og sådan er jeg bare ikke normalt.. Jeg har ikke lyst til at være sådan... Jeg ved ikke hva jeg skal gøre :-( undskyld for den lange smøre havde bare brug for at komme af med det