Først hvis man prøver, at få barn og det er svært. Skal man nok ikke læse med her, jeg gør mig nogle tanker og overvejelser som måske vil gøre ondt på jer.. Jeg er 26 år og bliver færdig med mit studie til pædagog til sommer, jeg er kærester med en fyr på 30 år, som har nogle psykiske vanskeligheder i form af forskellige diagnoser. Det viser sig ikke i dagligdagen altid, men nogle gange sover han lidt mere og laver meget lidt i hjemmet. MEN han er en god far.. Og det er det der tæller.. Vi har nemlig sammen en fantastisk lille fyr på lidt over 2 år, han er fuld af energi, som børn jo gerne er.. Han mangler absolut intet hverken materielt eller i kærlighed.. Vi har indtil nu været beskyttet af en kobberspiral, men jeg er altså alligevel på trods af de kun 2 % chance blevet gravid. Jeg græd nok i en time da jeg fik det at vide, det var min første reaktion.. troede faktisk lægen tog pis på mig.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Min kæreste er imod abort, men vil støtte mig i det valg jeg nu tager.. Min tanker er som følger: 1. Vil jeg kunne elske et andet barn ligeså højt som ham jeg allerede har? 2. Jeg føler ikke jeg er færdig med at "forkæle" det barn jeg allerede har nu, men behøver det at stoppe når man får en mere - så er der jo bare to, og man kan jo sørge for at få alenetid med begge? 3. Jeg vil være højgravid til mine afsluttende eksamener, ved ikke lige hvor fedt det er.. kan godt huske hvor besværet jeg var sidst jo... 4. Selvom det ikke var planlagt lige nu, så vil jeg gerne have en mere, men skal det være nu?? 5. Tror min dreng ville have godt af at blive storebror og ville være god til det, han er sød og kærlig imod de andre små børn i vuggestuen og så kunne han måske lære at dele, hvem ved? :P 6. Jeg ved ikke hvor meget min tilstand lige pt arbejder imod mig. Jeg bøvler med stress lige pt, som jeg er ved at tage mig af, og der er gode udsigter for. Men havde bare glemt i travlheden at stoppe op. Jeg er også blevet klar over, at jeg måske ikke er et menneske der skal arbejde fuldtid.. Men derfor tror jeg sagtens vi kunne klare det økonomisk efter endt studie. Vi klarer det på en su og kontanthjælp nu, helt fint. På en måde kan man sige, at min hjerne og hjerte arbejder imod hinanden. Typisk, men sandt.