Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

 

Føler det hele vælter ned over mig. (Langt, meget langt)

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller hvordan jeg gør en lang historie kort. Har tænkt meget over om hvorvidt jeg skulle skrive det herinde, men kan mærke jeg har brug for at komme af med det. Har ikke rigtig lyst til at snakke med nogle om det. Så jeg stoler på hvis der skulle være nogle herinde der kender mig på facebook eller i den virkelige verden, at "What happends at Libero, Stays at Libero" Vi har været sammen i 7 år og gift i 4 år. Vihar en dreng på 1 år, og han er fantastisk, vi har en lidt anderledes historie end så mange andre. Eftersom vi er kommet hjem fra udlandet har jeg ikke været berretiget til Barsel. Så jeg har arbejdet siden M var en måned gammel, først 6 mdr i jylland et sted som krævede alt for meget af mig og os som familie. Herefter flyttede vi så til KBH hvor tingene gik stærkt. Allerede dagen efter vi ankom til den nye lejlighed havde jeg en jobsamtale, det gik godt og jeg fik jobbet, med henblik på at starte 3 uger senere. Den 1 uge gik med at købe møbler, alt! søndagen efter ankomst skulle manden så til Århus for at hjælpe en kammerat og tjene lidt basseøre, og eftersom indtægterne på det tidspunkt stod hen i det uvisse turde vi ikke sige nej. Han skulle være væk i 2 uger. Her sad jeg så alene tilbage med M på 7 mdr der var ved at få sine første tænder en tom lejlighed med usamlede møbler. M og jeg tog det hele i stiv arm og fik næsten med hjælp fra venner samlet hele hytten, så vi havde et nogenlunde anstændigt hjem. Samtidig fik jeg styr på en masse praktiske ting bl.a. vuggestueplads. Jeg skulle starte på mit nye job dagen efter manden kom hjem, så det var lige hurtigt hej også ud af døren igen. Manden og M gik hjemme sammen i 3 uger, og det var rigtig godt for dem. Manden får så også en jobsamtale i hus. Så starter med at arbejde nærmest ugen efter M er begyndt i vuggeren. Heldigvis er M ikke sart og han har altid været vandt til at blive kastet rundt til folk pga vores specielle situation.Så indkæringen går over alt forventning, heldigvis.   De snyder os så for vores løn i Jylland, og de er den type mennesker, man ikke kæmper imod. så her starter krakkede på vores økonomi. Jeg er knapt så glad for mit job, Manden er rigtig glad for hans og M er virkelig glad for Vuggeren, så det er jo en ret god fordeling. Så skal vi jo lige ha institutionslivet til at fungere med arbejde, slet ikke nemt. Og det meste hænger på mig, vasketøj, indkøb, rengøring, madlavning til M og generelt bare alt hvad der handler om M. Manden aflevere ham og jeg henter. Det er benhårdt. Det fungere ikke at manden aflevere M om morgnen og jeg kan mærke manden er stresset over det, og jeg føler det går udover M. Så jeg får lavet en aftale med mit job om at jeg går ned i løn og så skære vi en time af m dagen. På den måde har jeg tid til at aflevere M om morgnen ogdet giver os alle 3 en bedre start på dagen. Så lige pludselig bom, bliver min mand fyret. Og vi står uforstående over for det. Det har ramt virkelig hårdt. Vi sidder stadig med røven i vandskorpen økonomisk pga af den manglende løn. Det var i starten af december.  Vi er restaurations folk så vi har et meget afslappet forhold til alkohol, det bliver så knapt så afslappet med tiden, og nu er det så blevet et problem for min mand. Jeg kan mærke han er virkelig hårdt ramt af denne fyring, han var så glad for jobbet. Det er ligegyldigt hvorfor han blev fyret, men kan sige at han nok gjorde sit job for grundigt og satte hans chef i et dårligt lys overfor den store chef.  Ikke nok med det så bliver hans far indtlagt på hospitalet, og det er ligefør vi tror han sætter skoene. De bor helt deroppe hvor de 2 have mødes, så jeg siger naturligvis til ham at han selvfølgelig bare skal tage derop hvis han vil, men han vil se tiden an, så han bliver. Det hjælper heller ikke just på alkohol problemet.  Ligefør han får det røde kort har vi netop sendt invitationer ud til barnedåb/ 1 års fødselsdag, så det går jeg også og planlægger i mit hoved. Og selvom vi er helt enige om at holde det simpelt så kan jeg mærker at det presser meget på. I julen kommer hans forældre så, og det plejer nu at være hyggeligt, MEN. Jeg bliver syg, halsbetændelse, ja ja tænker i, det er jo bare lidt ondt i halsen, men nej. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. I 2 dage græd jeg nærmest hver gang jeg skulle synke, ogdet resulteret jo i at jeg ikke spiste noget som helst i de 2 dage. Jeg tabte 6 kg. på 5 dage. Samtidig med det får M så ondt i ørerne. 1 ulykke kommer sjældent alene. Eftersom svigerfar havde været på hospitalet ja så syntes jeg da det mindste vi kunne gøre var at give dem vores soveværelse. Og det kombinerede jeg så med at rykke M ind på sit eget værelse. Jeg sov derinde på luftmadras og Manden på sofaen. Efter Farmor og farfar er taget hjem kan jeg ikke helt give slip på luftmadrassen, og så er det også bare nemmere at sove lige ved siden af M. Og for iøvrigt så snorker Manden også helt vildt, så jeg prikker ham på skulderen og siger Du snorker helt vildt kan du ikke være stille, så bliver både han og jeg irrerteret. Jeg tror han føler sig udenfor fordi jeg sover hos M. Og det kan jeg godt forstå, men det er jo heller ikke ham der står op om natten og går på arbejde om dagen. Nu er vi så ved at være nået til barnedåben. Og der eskalere det hele. Dagen før drikker han sig fuld og til selve festen holder han heller ikke just tilbage. Det er selvfølgelig ikke iorden! Men om aftnen da alle gæster er taget hjem efter en trods alt dejlig dag. Ja så ervi tilbage sammen med et vennepar som skal overnatte, ja så bryder han bare helt sammen. De bliver bange, jeg bliver bange og M bliver bange fordi hans far græder. Jeg taler med vores venner om hvordan jeg skal gribe det her an, for vi er allesammen vildt bekymret. Har før sagt det til manden, han siger ok, og så går der 2 dage så er han tilbage i de gamle rammer og har glemt alt hvad vi talte om. Manden har en tid om tirsdagen til et all around tjek hos lægen. Så om mandagen ringer jeg og taler med lægen, og fortæller ham hvad der er sket og jeg begynder at græde. Lægen siger at han kun kan tale med manden om det hvis jeg fortæller at jeg har talt med lægen. Jeg går hjem og fortæller det og han tager det meget pænt. De får sig en rigtig god snak og han er heldigvis sund og rask. Han bliver henvist til et sundheds center og havde en rigtig god samtale med en rådgiver. Men nu føles det lidt som om han er sur på mig. Han tolker ALT hvad jeg siger som et angreb, Når jeg beder ham om noget får han ikke tingene gjort, jeg skal gøre det hele. Jeg har søgt kontanthjælp for ham, jeg har søgt tilskud til friplads, jeg har søgt boligstøtte, jeg melder at han stadig er ledig inde på jobcenteret, hvis jeg ikke gør det, så bliver det ikke gjort og det har vi ikke råd til. Vi har lige fået lagt budget i banken, og det træder i kraft her en af dagene, så det skal ikke vælte igen. Igår havde han fødselsdag, så han drak sig fuld, og jeg syntes det var okay for han har virkelig gjort det godt siden barnedåben. Men han havde så tømmermænd imorges og M er syg på 3 dagen med diaré, så han er rigtig godt pylleret og kastede sin morgenmad op. Vi mundhukkes rigtig meget og han siger og har sagt det før " Jeg kan da bare flytte hvis det er" SMASK!!en lussing i mit ansigt. Idag havde han så en ekstra sætning at kaste ud " Ja hvis han ikke var mit barn, så var jeg flyttet, sådan som du (mig) skaber dig" Og jeg gjorde ikke andet end at være bekymret for vores søn. Han er meget dominerende og hård, men er ret sikker på det er et skjold han bruger så jeg ikke kan få lov at putte forbindning på det åbne sår. M og jeg var til 1 års undersøgelse idag og lægen spurgte hvordan det gik, og jeg begyndte at græde, men fik det hurtigt pakket væk, og sagde at det gik bedre og at han er blevet rigtig god til at hjælpe til herhjemme, og det er han virkelig!! Han sagde at jeg endelig bare skulle ringe hvis jeg havde brug for det. Jeg har lyst til at græde hele tiden, på arbejdet, når jeg går for mig selv, når jeg er i bad, inden jeg skal sove om aftnen og nu.. Jeg ved ikke hvordan vi kommer videre herfra. Ligenu ligger han og SNORKER på sofaen. Hvem er ham der ligger derovre og hvor er min mand?? Håber det har hjulpet at få det ud igennem fingrespidserne! Hvis du er nået hertil, så tak fordi du læste med!!

08-02-2012
Mille_Fabricius
Mille_Fabricius

1000 tak allesammen, det hjalp lidt at få at vide det er okay at syns det her er hårdt. Vil dog lige slå helt KLART at han aldrig har slået mig, aldrig! Han bliver ikke ond fuld, han bliver dum fuld.
Han har erkendt at han har et alkohol problem, så så langt er vi nået.
Jeg tog faktisk en folder igår hos lægen om parterapi, så det vil jeg klart undersøge nærmere. Men vil også kigge lidt nærmere på Noget psykolog til mig selv så jeg alene kan få lov at sætte ord på hvordan jeg har det.
Vi har fået talt lidt sammen idag, og jeg har sagt til ham at vi er nødt til at tale sammen og få sat ord på hvorfor jeg føler han gør mig ked af det og omvendt. Idag har jeg det meget bedre end igår, men jeg vil helt sikkert undersøge mulighederne for terapi. Han er en god far, og han er også en god mand, og jeg vil kæmpe for det her, så længe der er håb. Vi har været meget igennem rigtig meget. Nu skal vi bare have lidt hjælp, så vi også kommer igennem det her.

Tak.

09-02-2012
Mille_Fabricius
Mille_Fabricius

stort kram her fra jeg var gået og havde ik set mig tilbage syndes virkelig ik du skal finde dig i han slår dig eller han misbrug det skader os din søn er barn af en alkoholiger og jeg er skadet for livet

håber det bedste for dig og din søn ,men se at komme væk

KKKKKKKKKKKKrrrrrrrrrraaaaaaaaaaaaaammmmmmmmmmmmmm

09-02-2012
delfinen
delfinen

Virkelig trist læsning. Jeg tror ikke at jeg ville kunne holde til så meget. Eller måske alligevel, for er det ikke sådan en indbygget kvindelig ting, at holde sammen på det hele?

Jeg har ingenting at sige. Ingen gode råd. Ingen erfaringer (heller ikke på 2. hånd) at give videre.
Måske er det rigtigt at søge terapi? Men vil din mand mon overhovedet det?
På mig lyder det som om han både har depression og et alkoholproblem. Folk med depression kan være svære at få til at modtage hjælp, enten fordi de ikke er til at drive igang eller fordi de er flove over ikke at fungere som de plejer. Og folk med alkoholproblemer kan man jo heller ikke hjælpe, før de selv erkender at de har et problem.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke.

Knus

08-02-2012
Madam_Mundus
Madam_Mundus

Vil bare skrive at jeg har læst det hele. Pu-ha...jeg kan godt forstå det hele vælter for dig!!! Jeg ville selv være væltet for længe siden!  Det er svært at give råd, da det er meget omfattene. Det lyder mest som om i ku ha brug for noget hjælp udefra, selvom det virker som om I kan klare meget, ud fra det du skriver.

Hvis din mand kommer der ud hvor han begynder at slå dig, så har han virkelig brug for hjælp!!! (har han gjort det før?) Hvis han har gjort det en gang, kan han vel gøre det igen. Tænk hvis jeres søn ser det?

Jeg synes virkelig du skal overveje at søge noget hjælp. Enten par terapi eller i det mindste noget terapi til dig, så du ikke knækker helt sammen i magtesløshed. Det kan også hjælpe til med at du kan få klarhed over situationen og om i skal blive sammen...(har selv prøvet det)

Tænk på din søn og hvad der er bedst for ham. Det kan godt være han er stærk, men der er vel grenser for hvor meget uvenskab et barn skal opleve der hjemme!

Jeg ønsker dig al den styrke du har brug for, til at overkomme tingene!

08-02-2012
14122008
14122008
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...