Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

 

Svært forhold

Jeg har haft en kæreste gennem 6 år, vi fik en dreng for snart 15 måneder siden. Vi har det meget svært i forholdet og jeg er nok snart kommet til den erkendelse at det bare ikke skal være os. Men dette er jeg helt afklaret med den ene øjeblik og det næste tvivler jeg. Han er ikke rigtig en del af min søn og mit liv længere, da han arbejder meget i sit værksted og det er mig der aflevere og henter i dagpleje som oftest. Tillige med er det også mig der skal sørge for bad, madlavning, rengøring, vasketøj og ellers alt herinde, men det er også mig der vasker vinduer og ordner have (såfremt det overhovedet bliver) Lege og gøre ting med vores søn samt planlægge hvordan dagen bedst kan komme til at hænge sammen. Jeg føler vi begge har kæmpet for forholdet, den ene måske mere end den anden, vi er begge af den gamle skole som helst vil holde sammen og ikke mindst for vores søns skyld. Men er det, det værd når vi sjældent snakker sammen (ikke engang over maden) Vi har simpelthen ingenting at snakke om udover at snære af hinanden. Rent ud sagt så røv keder jeg mig i hans selskab. Vi er meget forskellige og vil nok forskellige ting med livet. Han er hårdfør og uden nogen form for følelser (græder aldrig). Jeg er derimod en der tænker meget over ting og det der bliver sagt, måske endda lidt for meget, jeg kan sagtens græde uden nogen speciel grund!! Jeg er utrolig bange for at miste mine kære. En ting der også gør det svært hvis ikke vi skal være sammen er, at jeg ikke skal være sammen med min søn hver dag, det kan jeg simpelthen ikke bære :'(( Jeg kan næsten give mig til at græde bare ved tanken. Det er nok en af grundene til jeg stadig er sammen med ham. Hjælp hvad skal jeg gøre.... Knus

27-02-2012
83er
83er

Der er ingen tvivl om, at jeg helst selv vil være en del af de forskellige ting, men dermed ikke sagt jeg ikke bliver glad når han endelig gøre noget som f.eks. at skrælle kartofler, svinge støvsugeren osv. Og synes virkelig jeg har arbejdet med at få sagt tak og sige jeg er glad for de ting han gør. Han er bare dårlig til det den anden vej. Vi arbejder os hver vores retning. For ham betyder penge alt og familie kan komme sidenhen. For mig betyder familien alt og arbejde/penge må komme i anden række - og jeg ved godt man ingenting kan uden penge, så de er da dejlige at have men har en helt anden betydning for mig.

Vi har snakket om parterapi men igen så er det mig der skal arrangere og så kan han sikkert ikke når det kommer til stykket. Han er på ingen måde følsom. Han er en fyr der ikke selv kan tage beslutninger, han skal helst lige vende det med hans moar.

Jeg kan nok ikke helt se os sammen om 10 år, vi er ingen vejene kommet og mine drømme brast endnu mere end de allerede er. Jeg vil gerne giftes, have flere børn, have bygget til og lavet om både inde og ude, men jeg kan jo ikke selv. Dertil kan jeg sagtens bo i en lejlighed og se mig alene med min søn, men kan slet ikke bære ikke at skulle være sammen med ham hver dag. Min kæreste mener at vi skal dele så en uge hver sted!

Vi har talt og talt, diskuteret og skændtes og alligevel kommer vi til samme beslutning hver gang og det er 'nu vil vi altså have det her til at fungere' og en uge - 14 dage efter er den allerede gal igen. Jeg håber og tror sådan set også hver gang på nu blir det godt, men nej!! Jeg føler han er en uansvarlig og ligeglad far, jeg føler han synes vi er i vejen. Landet ligger sådan så jeg ofte arbejder i weekenden og inden jeg startede på arbejde efter barsel glædede han sig til at få tiden alene med vores søn, nu siger han så det er pisse træls for vi kan jo aldrig gøre noget sammen. Mærkelig nok så er han aldrig sammen med os når jeg har fri alligevel!! Oveni søger jeg mere arbejde på hans opfordring fordi han synes vi mangler penge. Det er jo modsigende for så er jeg endnu mere hjemmefra også i weekenderne.

Jeg er virkelig fortvivlet for vil jo på en måde gerne få det til at fungere og på den anden side er jeg videre.

28-02-2012
83er
83er

Vil også mene at du skal få snakket med. Få passet jeres søn, så i kun er jer to. Og få snakket med ham om alt det der går dig på. Få spurgt ham om hvad han gerne vil.

28-02-2012
forte
forte
Barn på 2 år og 11 måneder

I 15 år levede jeg sådan... Jeg gjorde alt for ham, sammen som dig, handle, sørgede for børn, hentede bringe bade og alt samt hus og have... han gik bare på arbejde, kom hjem sad foran computeren resten af dagen, sov længe i weekenderne til kl. 10-11 stykker og var stort set aldrig sammen med os i weekenderne og da han så ville skilles fordi han blev kvalt, fattede jeg ikke en meter.

Men jeg synes du skal lægge kortene på bordet. Lige meget hvor meget han grynter så kom ud af busken. Spørg ham hvad han vil, om han kan lide det liv som i har sammen. Fortæl ham at nu er det slut. Ofrer en aftenen hvor i får snakket i dybden om hvorfor i er sammen. Kan du se dig selv med ham på den måde som i lever nu og 10 år. Jeg ved ikke hvor gamle i er, men jeg blev skilt da jeg var 34 og den yngste var 2½ mdr... og der sad jeg alene med 3 børn. Ikke at jeg havde lagt pres på ham for at få de børn... det havde han selv været med til at beslutte i sidste ende.

At leve selv kan var en afskrækkelse for nogen men for andre en stor befrielse.

28-02-2012
Nettekob
Nettekob
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...