Skulle der mon sidde andre derude som kan komme med en beretning.. Vi var til NF alt så fint ud, så blev mine data tastet ind.. risiko blev sat til 1:178, vi blev anbefalet en NIPT test, ventede mange dage! I håb om et brev i eboks. Fik dog en opringning!
Der er behov for en fostervandsprøve, for at udelukke trisomi 13.
Andre der har været igennem det, som har lyst til at dele, både godt som skidt. - Jeg har svært ved at forholde mig til det,..

Hver femte dansker har på grund af en konflikt mistet kontakten til et eller flere af sine nærmeste familiemedlemmer, og mange lever med en følelse af svigt og savn.
Er du én af dem?

Føler du, at tiden er inde til at give forholdet til din mor eller far, en chance til?
Er du forælder, og ønsker du at genoprette relationen til dit barn, som du ikke har kontakt til? Eller måske har du mistet kontakten til din søster, bror eller et andet nært familiemedlem som du savner?

Så er det måske dig, vi leder efter, til en anden sæson af programserien “Aldrig for Sent” hvor psykolog og familieterapeut Ulla Dyrløv hjælper voksne børn og forældre, med at se om en fælles fremtid er mulig. Enten ved at løse konflikten eller ved at lægge fortiden bag sig og komme videre sammen. Ulla Dyrløv mener, at alle skal have en chance, og det er bedre at forsøge end at lade stå til. Der er ingen garanti, for at det lykkes, men det er aldrig for sent at prøve.
Hvis du har mistet kontakten til en, du har kær og har du lyst til at dele din historie, så kontakt redaktionen bag ’Aldrig for sent’ for en samtale om din situation og mulighederne i programmet. Det er selvfølgelig fortroligt og helt uforpligtende.

Skriv til aldrigforsent@koncern.dk eller ring på 25 63 66 66 for en uforpligtende snak.

Hej, er det min mon nogle af jer, som har oplevet at bløde under jeres graviditet? Jeg blev så forskrækket da jeg den anden dag opdagede blod (som ved let menstruation). Jeg ringde vagtlægen som beroligede mig, men bad mig opsøge egen læge. Lægen mente ikke, der er grund til bekymring. Han scannede mig og mente at høre babys hjertelyd. Jeg skulle holde mig i ro, mærke efter. Han sagde at når jeg ikke havde smerter, var der intet at bekymre sig om. Men jeg synes virkelig det er ubehageligt og jeg er bange for at abortere. Jeg er i uge 13 +3 og har ikke blødt før. Er der nogle af jer, som har blødt i jeres graviditet og som kan berolige mig?

Hej
Da min kæreste og jeg er tilflyttere til Ry fra d. 1. September, og derfor ikke kender så mange, så ville jeg høre om der var andre gravide som havde lyst til at mødes, og evt starte en mødregruppe.. Jeg har to drenge i forvejen på 3 og 5.. Selv er jeg 27:)
Håber at høre fra jer... Kh Lisbet

Ja... som overskriften lyder, så er jeg endelig kommet i job, 2 måneder før min dagpengeperiode udløber (har været i jobrettet uddannelse i over 1 år og brugt af min dagpenge ret) Jeg har fået er job, hvori indholdet er rigtig spændende, stor statslig organisation hvor der er styr på tingene, og gode forhold. Jeg er imellemtiden fra jeg var til samtale blevet klar over jeg var gravid. Jeg blev tilbudt jobbet, og sagde ja. Kontrakten er skrevet under og jeg starter mandag, 1/8! Jeg er i 14/15 uge nu, og arbejdspladsen ved det ikke. Jeg skal til JM besøg d. 16/8 - og tænker at jeg skal ha sagt det til dem inden for de første 14 dage her. Vi har et barn sammen, og venter nu nummer 2. Første graviditet gik så easy, jeg havde bækkenløsning, men det var det eneste. MEN ! denne her gang, 5 år senere... JAAA der skal jeg da lige love for piben har fået en anden lyd. Fra uge 3, har jeg døjet med kvalme 24timer i døgnet og kastet op, men uden der kom opkast med op, men alt det der hører med som tyk hals, mundvand der sejler rundt i munden og man er absolut til ingen ting har jeg glæde af. Jeg har ligeledes iskiassmerter fra ballen og ned i foden, en minisk i knæ som er dårlig pga jeg faldt i starten af min graviditet men som ikke kan fixes pga. min graviditet, jeg har fandens ondt i min ryg i begge sider, under skulderbladet, og kan faktisk kun stå og gå -så mærker jeg den ikke, men kan slet ikk sidde ned så stikker det helt sindsygt i ryggen. Jeg har allergi overfor noget græs lign. noget har fået lov til at tage noget antihistamin, men det seje snot/slim, der dannes i min næse og hals, hjælper ikke på kvalmen! Jeg er vågen 2 timer hver nat pga jeg har uro i benene og mine ben bare vil "bevæge sig" og det er så ondt, så jeg ikke kan sove. Mit toksisk eksem på mine hænder ligner et phsoreasisanfald og jeg har mange gange i løbet af dagen, så ondt i min mave, oppe i øverste del så jeg hverken kan stå eller gå... Alt i alt, så er min livsglæde -1 pt, selvom man burde være lykkelig i denne tid. Her i ferien og op til ansættelsesstart har jeg virkelig skulle nive mig selv i armen for at bare gøre dagens NØDVENDIGE ting, har slet ikke kunne samle, overskue eller skabe kræfter til andet. Jeg går og har det som om min krop bare siger fuck dig, og har det som om jeg er syg. Jeg kan slet ikke overskue at starte det nye job på mandag, som er fuldtid, og med transporttid i tog på 3 timer om dagen. Jeg skal stå op kl. 6 og kommer hjem 17:30 hver dag!! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for jeg SKAL ha det job, for at tingene herhjemme kører, jeg har ikke råd til at være kræsen pga min dagpenge periode udløber til oktober. Jeg har self. tænkt, en-dag-ad-gangen, og så må tiden vise, men får helt ondt i maven af at tænke på jeg skal klare en hel hverdag hvor man skal være i en frontofficestilling, med telefoner der skal tages og man skal være servicemindet, når man bare har det af lort! Min læge er bag mig 200% - men kan fanme heller ikke li at melde mig syg eller bede om nedsat tid, når man kun har været der i 14 dage... :-(

Jeg har i længere tid tænkt på at forlade min kæreste og blive enlig mor. Min kæreste er en fantastisk far, men en forfærdelig kæreste. Vores søn er snart 1 år og næsten fra dagen jeg blev gravid føler jeg at min kæreste er blevet et lille barn. Jeg skal konstant være efter ham hvis han skal lave andet end at sidde med hans telefon eller tusind andre ting. Jeg føler bare ikke at jeg mere overskuer at skulle være min kærestes mor, lave mad rydde op efter ham, sørge for alt mellem himmel og jord. Det går meget ud over mig psykisk kan jeg mærke jeg er ikke så glad som jeg plejede og være den glade kvinde der engang var glad for sig selv hun er der ikke mere jeg føler mig fanget for jeg elsker ham højt og det ville være svært at gå fra ham følelsesmæssigt men også at finde lejlighed og sådan. Jeg ved ikke om jeg vil fortryde det senere hen? Jeg tvivler meget for hvordan ville vores søn tage det hvordan fordeler man overhovedet den tid man har med sønen? Hvad har man ret til?

Nogle gange står jeg i situationer, hvor jeg simpelthen bliver så meget i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere mit barns vrede.
I går fx, skulle jeg hente min datter i børnehaven, og hun sad alene og legede og havde gang i den helt store fantasi-udfoldelse. Hun ser mig og råber "NEEEEJ". Jeg siger rolligt, at hun gerne må lege videre, mens jeg lige taler med pædagogen.
Efter et godt stykke tid, siger jeg til hende, at vi skal til at gå, og hun skal slutte legen og pakke væk. Det er hun ikke med på. Efter flere rolige forsøg bliver jeg jo til sidst nødt til at beslutte, at nu går vi. Så jeg siger til hende, at nu skal vi afsted, og løfter hende op og bærer hende ud. Under skrig og protester får hun sandaler på, men nægter at gå med. Derfor holder jeg om hendes håndled og fører hende ud til bilen, alt imens hun skriger og råber, og siger dumme mor. Nu er det så jeg blir helt i tvivl om, hvordan i alverden man dog kan håndtere det bedre? Man kan jo ikke sidde nede i børnehaven i 2 timer og vente på, at hendes leg er færdig. Hjem skal vi jo... Men sjovt er det da bestemt ikke at skulle slæbe et skrigende barn ud til bilen. Hun endte desuden også med at kradse min hånd til blods, og hun er så småt begyndt at slå også, når humøret rammer nulpunktet.
Det er især på dage, hvor hun ikke får sin lur.
HVordan håndterer I sådanne situationer? Tager I hysteriet i stiv arm? Jeg må indrømme, at jeg nogle gange blir splintrende rasende og irriteret på hende, hvilket sikkert kun forværrer situationen. Og så synes jeg det er hamrende pinligt.

Hej med jer :) Jeg er gravid, formentlig i 8. Uge. Min forlovede og jeg har snakket om at få børn i 3 år, men jeg har udskudt det fordi jeg var så bange for at der skulle ske noget. Tænk, hvis en af os ikke kunne, ville forholdet holde til det, hvad hvis jeg aborterede osv. Nu er det så sket uden vi helt havde planlagt det og bekymringerne er ikke mindre. Jeg er ovenud lykkelig, men tænker på alle de ting som kan gå galt. Når jeg tænker logisk ved jeg godt at det er ubegrundet. Jeg bekymrer mig over hvad der kan ske med barnet når det er født og endda så langt frem som til at der kan ske så meget i teenageårene, der er så mange mennesker med onde hensigter, som mit barn vil kunne møde. Min forlovede har meget svært ved at sætte sig ind i bekymringerne og jeg ved jo også selv at det er fjollet, men kan ikke slippe tankerne :(

Jeg har for stort symfuse mål.. har i prøvet det? Skal til scanning på fredag og er nervøs

Jeg ved ikke om det er det rigtige sted at ligge det ind, men jeg var til scanning i torsdags på en scanningsklinik så altså ikke på hospitalet - hun sagde at baby havde vand i nyrerne, men det var altså ikke noget de sagde til misdannelsesscanningen - og nu er jeg bare vildt nervøs - er der nogle der har prøvet det før? 22+6

Hej alle damer! Jeg er nødt til at komme af med noget..... Jeg skal til nf-scanning i morgen og jeg er virkelig bange for at få at vide baby er død. Jeg er i uge 13. Jeg har på intet tidspunkt haft kvalme, ingen mærkelige cravings, kan ikke mærke min livmoder, har slet ikke taget på, synes der er flere tegn på jeg ikke er "rigtigt" gravid længere... Håber selvfølgelig inderligt baby svømmer rundt og er godt tilpas, men jeg tør ikle sætte mig op på det, så jeg går faktisk og forbereder mig på baby er død... Jeg ved godt jeg bare kan vente til i morgen og få resultatet der, men jeg har bare brug for at komme ud med det. Både min mor og kæreste siger alt er i skønneste orden og at jeg sksl være glad og sende positive tanker ned til baby, men det er svært.... Nogen der kan komme med opløftende historier eller måske bare en lille positiv tanke?...

Vi har en dreng på 4 til august og så lillesøster på 7 mdr. Generelt går det ok, men jeg syntes det har været hårdt at få nr to fordi vores søn lige pludselig skal klare sig selv så meget og nogle gange må sidde og være ked af det og vente til jeg eks lige får skiftet færdig eller andet. Nu har vi haft en længere periode hvor det er gået rigtig godt og sønnen har været glad men så siger ham her til aften at jeg jo ikke bruger tid på mig og at jeg bruger for meget tid på lillesøster.. Åh det er som at slå et søm i mit hjerte

Hej.. Er der nogen af jeres børns far der har eller har haft en fødselsdepression ? Hvis ja hvad gør/gjorde i så for at få hjælp ? Vi fik vores søn for snar 8 mdr og siden, og efter den første uge måtte min kæreste tage hjem og sove ved sin far.. Han kunne ikke tackle når vores søn græd og ikke kunne trøstes.. Og det blev værre med tiden, han trak sig mere og mere.. Vil ikke være sammen med os, og når han endelig var sad han bare indelukket i sofaen.. Han vil ikke have hjælp.. Dog bad han sin mor om hjælp, men dette indebar at han trak sig fuldstændig.. Det skal siges at min svigermor har en tendens til at vil være den vigtigste person i sine børns liv, så hun gør hvad hun kan for at splitte forholdet af ad på en snedig måde.. Har i nogle gode råd ? Hilsen en meget fortvivlende og trist mor.

Hej piger. Åh hvor gjorde jeg noget dumt i dag😥😥 I søndags fik jeg lagt et fryseæg op og skal ha taget blodprøver fredag næste uge. Jeg får jo selvfølgelig en masse medicin lige nu for at hjælpe til at ægget blir🙏🙏 jeg går bare og har det SÅ skidt... Har mega kvalme, bliver tit svimmel, sover dårligt om natten, føler mig oppustet osv.. Jeg har haft det så skidt at jeg her til middag ikke ku dy mig mere😥😥 tog en test og den var negativ. Jeg ved jo godt at det jo egentlig er alt for tidligt at tage en test og at den viser negativ nu, ikke betyder at den ikke er positiv på fredag... Men, jeg har alligevel behov for lige at dele det her med Jer og høre om der er andre herinde, der har været lige så dum som jeg og alligevel testet positiv i blodprøven????
Hilsen den dumme😞😞

Min søn på 3 år, er i dag blevet omskåret pga. Forhudsforsnævring. Han får Panodil som smertestillende og derudover har vi fået en gel med noget smerte/kløe drillende (lokalbedøvende). Han har dog super ondt og tør ikk rigtig tisse.. Ved simpelthen ikk hva jeg skal gøre for at hjælpe ham :( nogen af jer andre der har været igennem dette?

er 18 uger henne og har ik Den fjerneste lyst til at købe babytøj og ting.. syntes for det første det for tidligt.. men har ik engang lysten til at se ønsker.. bum bum.. æw æw

I 2015 mistede vi to graviditeter, hvilket naturligvis var vanvittig hårdt.. Men på trods af det, tog vi det meget pænt og blev ved.. December 2015 finder jeg ud af jeg er gravid igen

Hej alle.

Til NF-scanning fik jeg en risikovurdering på 1:236 (under grænsen på 300). Jordemoderen var optimistisk men anbefalede alligevel en NIPPT-test; en blodprøve der afgør risiko for kromosomfejl 21 (Down's syndrom) samt kromosomfejl 13 og 18 som begge er en del mere alvorlige end 21.
Jeg fik at vide, at jeg ville få svar i løbet af 10 dage. En besked i eBoks ved 'en god nyhed' og en opringning ved 'en dårlig nyhed'.

Idag skete så det som ikke måtte ske: Jeg blev ringet op af OUH med meddelelse om, at blodprøven viste "væsentlig øget risiko for kromosomfejl 13 og 18". Det var i hvert fald sådan jeg hørte det. Allerede da kvinden præsenterede sig som "...fra OUH" holdt jeg op med at lytte. Jeg er sønderknust og kan ikke rigtig finde nogen form for trøst i noget.

Begge kromosomfejl betyder, at barnet er så misdannet (både indvendigt og udvendigt) at det enten 1. ikke overlever graviditeten, 2. ikke overlever fødslen, 3. ikke lever mere end et par timer, dage eller uger.

Jeg er meget berørt, og jeg har ikke helt afgjort med mig selv, om jeg fortsætter som medlem af gruppen, da jeg kan mærke, at jeres andres billeder rammer mig et sted, hvor jeg bliver meget rørt og sorgfuld over min situation.

Ønsker jer alt det bedste og håber ikke, at nogen bliver stødt af mit opslag. Jeg tror bare, at det er vigtigt at være helt åbne omkring de ting som også kan følge med at være gravid. Også de forfærdelige ting..

Kh. Maja.

hej.

Jeg har taget en test i morges som viste meget svagt positiv... Er jeg gravid??

Min kæreste og jeg aborterede i januar måned, og han var dybt ulykkelig.. Såfremt jeg nu er gravid; søger jeg lidt råd til om hvorvidt jeg skal vente med at fortælle ham det, og evt skåne ham for endnu et tab hvis det sker?

Hej alle sammen.

Jeg står i den situation at graviditetstest siger positiv. Nu er det bare sådan at den første blev taget ved lægen lidt over en uge efter mens. Lægen sendte mig derfor til gyn, hvor jeg fik en tid lidt over en uge senere, hun scannede og fandt ikke noget.
Hun sendte mig så til blodprøver, som blev taget mandag og onsdag i den her uge, da jeg i dag torsdag skulle op til hende igen. Mandagens tal var 1029, onsdagens var 1370, ved scanningen kunne hun se en fin lille blommesæk.

Min bekymring går nu på, er det ikke for lidt HCG er steget?
Det skal siges at jeg har taget minipiller og har PCO, så i mit hoved burde det være fysisk umuligt.
Jeg har to børn, begge de graviditeter fok jeg metformin før og til 12 uge.

Hej derude.
I februar blev jeg på mirakuløs vis gravid. Vi har en dejlig dreng på halvandet år, og han kom til verden efter 5. forsøg med iui, hvor vi inden da havde prøvet naturligt i flere år. I december besluttede vi at prøve at få et barn mere, selvom vi tvivlede på, at det kunne lade sig gøre ad den naturlige vej. Så da jeg blev naturligt gravid i starten af februar, var vi vildt overraskede og lykkelige. Desværre viste en scanning i uge 10, at fosteret var dødt i starten af uge 8. Det var rigtigt trist, og to dage senere fik jeg det fjernet ved en udskrabning. Siden gik tingene ikke helt, som de skulle. Jeg blev ved med at have nogle smerter og småbløde. Efter 4 uger var jeg til undersøgelse, og det viste sig, at de ikke havde fået fjerne det hele. Så skulle jeg prøve med piller nogle dage. Men en uge senere var situationen den samme. Så i går fik jeg foretaget en kikkertundersøgelse, hvor de fjernede resten. Nu dagen efter har jeg nogle smerter, som ikke føles som menstruationssmerter men mere som muskelkramper. Er der nogen, som har oplevet noget lignende og ved, om dette er normalt? Og er der andre, som har aborteret, som sidenhen er blevet gravide igen?
Håber, at nogen vil dele deres erfaringer.

Hej. Jeg har i forvejen en på 10 mdr og har lige fundet ud af vi venter nr 2. Det var egentlig det som jeg ønskede dengang jeg var uden barn/børn -altså den korte tid mellem.. Nu har jeg fået det, men jeg er ikke spor glad, overhovedet. Selvfølgelige synes jeg at det er spændende at høre køn, se min søns reaktion når han ser sin bror/søster, osv osv.. Men glad, det vil jeg ikke ligefrem kalde det -og det skræmmer mig en smule. Det er i bund og grund nok fordi jeg er bange for om jeg kan klare 2 på én gang. Svigter jeg den ene, vil jeg få stress, ender jeg som en sur muggen husmor med grå hår osv osv... Har andre haft det på samme måde som mig?

Kære allesammen.

Jeg skriver i håb om at høre fra nogen der er i samme båd.
Vi var til nakkefoldsscanning i denne uge og fik den svære nyhed, at vores barn ligger i risikozonen for Downs Syndrom.
Vi har på forhånd taget den sindssygt svære beslutning, at vi ikke beholder barnet, hvis det er født med Downs, da jeg er studerende (de næste 5-6 år) og min kæreste er selvstændig. Vi har simpelthen hverken tid eller midler til at være gode forældre for et barn med særlige behov - hvorend vi gerne ville.
Vi fik tilbudt at få taget en moderkageprøve eller en NIPPT-test (blodprøve) og valgte sidstnævnte. Nu venter vi så på svar. Hvis det er 'en god nyhed' så får vi besked i eBoks, og hvis det er 'en dårlig nyhed' ringer sygehuset til os.

Jeg har det simpelthen så svært med det, for jeg elsker allerede den lille fis, og jeg kan slet ikke udholde tanken om en abort - også selvom jeg ville føle, at vi var dybt egoistiske, hvis vi beholder et barn med Downs.

Er der andre der har erfaringer med lignende statistikker, tests og overvejelser?

- fra en meget bekymret og trist førstegangs-mor.

I nat lå jeg en times tid med kraftige sammentrækninger. Det troede jeg var ved at abortere. Men så stoppede det igen og jeg fik sovet et par timer mere. Nu er jeg bekymret for, hvad det var for noget. Jeg skal heldigvis til scanning i overmorgen. Er der nogen, der har prøvet lignende uden det var faretegn?

vi har lige klaret nakkefoldscanning med en sund baby.. Min nabo skriver om jeg vil købe hendes Done by deer nest... Men jeg er KUN 13+2.. Vil vildt gerne ha den.. men puha det er tidligt at købe noget.. Det er så angst provokerende for mig.. er det noget pjat?

hej. Jeg er ikke ny bruger på siden, men dette er mit første indlæg.

jeg er en kvinde på 30 og mor til en 6-årig.

min kæreste og jeg blev gravide, men i uge 7 fik jeg en spontan abort. Processen var lang, og min livmoder ikke kunne tømme sig fik jeg medicinsk abort, og et par uger senere udskrabning. Jeg var sønderknust...

Men vi tænkte at vi ville prøve igen efter endt blødning.

Fik udskrab den 18 marts, og har stadig ikke fået min menstruation. Mærkede ægløsning ca 2 uger siden (eller det som jeg tror var ægløsning), og vi tænkte at vi ville prøve.



men har nu taget 3 graviditets teste, som alle var negative.... Og har heller ikke fået min menstruation??!

nogen der har erfaringer og råd? Jeg vil så gerne være gravid 😔

Jeg går i uge 10 på lørdag.. jeg har set en levende bebs.. Men kan slet slet ikke glæde mig.. Vi har fået behandling i 2 år for denne graviditet, før den her fik vi liv 21+6, Der døde umiddelbart efter pga voldsomme misdannelser i hjernen og har fået Lucas til termin som lever og er rask.. men jeg ka slet ik finde ro i denne graviditet.. kigger ikke engang på baby ting 🙈🙊 Jeg hækler noget tæppe noget for at lave et eller andet..

Jeg kunne godt tænker mig at høre hvordan jeres andre historier lyder og hvad i havde af tanker og hvordan og hvornår kom i over fødselsdepression?? Vi har en søn på 3,5 år og en lille pige på 4 mdr og jeg har det nogle dage meget skidt😳

for 5år siden fødte jeg vores datter i 21+6. Hun kom med presseveer, da ryggen kom først. dvs jeg gik i stykker, kun meget meget lidt og jordemor og læge valgte ikke at bruge tid på 1 sting, Men at give os tid til at tage afsked imens hun åndede ud. Men jeg går stadig i stykker og bløder derfra ind i mellem og nu hvor jeg er gravid og får Lutinus og Crinone som kommer ud ind i mellem bliver jeg forskrækket og når der så er blød fra riften med, bliver jeg rædselsslagen! og så svier det som en i faen.. tror I man kan gøre noget?

Hejsa.

Jeg står i den her situation at jeg søger med lys og lygte en meget kærlig/rolig familie som min datter og jeg kan blive en del af. Det går desværre ikke med min svigerfamilie, selvom jeg holder af dem og omvendt, da der er dårlig stemning eller de ikke taler om følelser/spørger ind til en og min mand glemmer mig en del når vi besøger dem sammen pga han er en helt anden på uhøflig måde (overfor mig) og begraver sig i filosofiske emner via mobil med svigerfar så jeg er helt magtesløs.. Alt med måde, men så jeg glæder mig til at komme hjem igen (ude godt, hjemme bedst), men uanset hvor stolt han er af mig. Det ender tit med min datter og jeg bare leger sammen når det er vi er på visit med svigeramilien(far), eneste fordel ved dette er så nyder jeg bare kvalitetstiden med datteren, men får nok af de voksne.

Min egen familie er ude i et større hash og alkoholmisbrug og de vil ikke hjælpes. Dårligt miljø for min datter og jeg, så nu vil jeg prøve at skabe min helt EGEN nye familie hvor vi kan kvæle løs i tlf sammen eller der kommer en sms om "hej hvordan går det..og .. og... knus..". Det vil betyde så meget.. At det ikke kun er mig der skal tage initiativet. Skulle lige ud med dette "sure" opstød. Jeg er ikke negativ. Jeg vil bare gerne have et varmt vendepunkt i mit liv :)

Jeg bor på Sjælland, men hvis der findes en familie der elsker at kramme oprigtigt eller noget i den dur end diskutere som en "hoptimist" der går amok. Lol. Jeg er slet ikke så krævende, jeg vil bare ikke krænkes og kræve så meget af mig selv mere for det bli'r hyggeligere at være sammen med min svigerfamilie når min mand er tilstede eller gå i falske forhåbninger om jeg kan ignorere når de er ude med riven.

Findes der nogen herinde der har tid og lyst til at få et trygt og sødt bånd med mig (og min datter), så skriv gerne, bevar den gode og varme tone, tak.

Jeg kan bruge alle nye relationer :)

Jeg forsøger også at blive gravid, så derfor er det et ekstra plus hvis der er nogen derude hvor vi kan dele alt muligt bedre sammen. Jo bedre man trives som mor, jo bedre trives ens børn også :)

Knus og kram Betina :)

I går nat/tidlig morgen vågnede jeg med ekstrem store mavesmerter i underlivet. Ringer så til vagtlægen og fortæller hvor længe jeg er henne(7+0) og han sender mig til Roskilde sygehus til scanning. den første der scanner mig fortæller så hun intet kan se i livmoderen, men at hun ikke kan finde mine æggestokke og vælger at sende en kollega ind til mig i stedet for. Hende kollega siger så at hun sagtens kan se en lille graviditet i livmoderen og at der ikke ser ud til at være noget galt, men at jeg ikke er så langt henne som min lægen har fortalt mig men jeg kun er omkring 4 uger henne. Nu skal jeg så have taget blodprøver igen imorgen for at se om mit hormon stiger. Jeg tør bare ikke rigtig glæde mig længere, for glædede jeg mig helt vildt og kunne slet ikke vente. Nu går jeg med en konstant frygt i kroppen for hvad blodprøverne vil vise. Jeg vil virkelig gerne have det her barn, men jeg tør slet ikke være glad over det længere /:

Jeg er gravid (igen igen). Vi har to drenge i forvejen (okt 2010, nov 2013), har mistet en lige over halvvejs i en graviditet (sep 2012) og nu venter vi så endnu en om ca 11 uger, men jeg glæder mig ikke. Jeg gælder mig til barsel og at få en pause fra job med max pres pt, men at det betyder der følger et barn mere med kan jeg næsten ikke rumme, og jeg må tage mig selv i at tænke hvordan mon man bortadoptere. Denne graviditet var ikke planlagt, men et dumt uheld. Vi havde talt om nr tre men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst - en til hver hånd var smart og der var stadig plads i bilen og intet klemt midterste barn. Kæresten ville gerne have en til og når nu uheldet var ude så... Jeg har ikke valgt barnet fra men jeg føler heller ikke helt jeg har valgt det til. Jeg hader mig selv for ikke at glæde mig, men jeg kan ikke overskue igen at skulle starte ved nul.

Hej , vil blot høre om der nogle af jer herinde, der har oplevet at bløde i starten af jeres graviditet ? - og hvordan er det endt ? Har testet positiv , men har blødt i lidt over en uge, dog ikke hele tiden eller voldsomt. Fik i dag svar på HCG, som var stigende , dog ikke helt tilfredstillende mente min læge. Det lagde på 11030. Skal nu igen ind til blodprøvetagning mandag den18/1 og alt efter udfaldet herfra, muligvis til en scanning. Dog er vi langt fra sikre på hvor langt jeg er henne . Syntes det en forfærdelig ventetid !

Jeg har svamp, og det klør og svier noget så grusomt. Jeg er startet i behandling med canesten, men lige når jeg påfører cremen så brænder det helt vildt (hvilket egentlig er en rar forandring fra kløen) men betyder det at den virker, eller at jeg ikke kan tåle cremen? Der går ca 5 min og så klør det igen. Og kan det virkelig passe at jeg kun skal bruge 1 pille? på forhånd tak

Var så glad da testen viste positiv men nu er jeg mere nervøs har siden jeg var 5 uger henne haft mørk udflod en gang i mellem men det blivet ved og det gær mig nervøs lægen siger bare jeg skal slappe af og tage det med ro. Jeg har ingen smerter mere men har hostet rigtig meget pga ondt i halsen så ved ikke om det kan have noget med det at gøre. Men er så bange for at miste. Er der nogle der har haft det samme men stadig har fået en barn.

Hej, håber der er nogle der kan give mig gode råd, jeg er gravid i uge 30.. Og jeg har siden igår haft så forfærdelige bækkensmerter, jeg kan ikke gå, har svært ved at vende mig i sengen uden at det gøre ondt.. Hvad gøre jeg? Hvis det her fortsætter resten af graviditeten bliver jeg nød til at være sengeliggende... Har virkelig svært ved min gang, det gøre mega ondt... Jeg har siden uge 16 haft lændesmerter, men overhovedet ikke i dette omfang :-(

Hej :) Jeg er i min 26 uge nu og har fået at vide til min ms scanning at min dreng har problemer med den ene nyre(for meget væske) og min nakkefoldstal var på 306, overlægen siger at der er risiko for downs syndrom, nogle der ved noget ift. Dette? Ved godt nogle ville tænke jeg skal få taget en fostervandsprøve men min jm anbefaler det ikke, da hun mener det ikke er nødvendigt også fordi der er en risiko der også .. Er rigtig bange for mit første barn får en handicap, kan simpelthen ikke overskue det, da det endda er gået udover min glæde ved at jeg er gravid:(:(

Hej ved godt at det er længe siden, men håber jeg kan få svar alligevel fra en, der har haft det samme eller hørt noget der ligner. Jeg er i min 26 uge nu og har fået at vide til min ms scanning at min dreng har problemer med den ene nyre(for meget væske) og min nakkefoldstal var på 306, overlægen siger at der er risiko for downs syndrom, nogle der ved noget ift. Dette? Ved godt nogle ville tænke jeg skal få taget en fostervandsprøve men min jm anbefaler det ikke, da hun mener det ikke er nødvendigt også fordi der er en risiko der også .. Er rigtig bange for mit første barn får en handicap, kan simpelthen ikke overskue det, da det endda er gået udover min glæde ved at jeg er gravid:(:( Håber nogle venlige sjæle kan hjælpe med at berolige mig

Hej alle.
Jeg er gravid for første gang og har været til nakkefolds scanning. Vi fik en score på 1:19 og fik derfor lavet en moderkage biopsi samme dag. Pga en fejl i labatoriet fik vi først svar efter 14 dage - de længste 14 dage i mit liv!
Heldigvis var der ingen kromosom fejl og vi venter os en lille pige :-) nu skal vi så til en gennemscanning allerede i uge 18 for at se om der er noget galt med lille pigen organer. Vi er selvfølgelig meget nervøse og derfor skriver jeg her inde. Er der nogen der kan give mig nogen råd/redskaber så jeg ikke er nervøs og bange resten af min graviditet? Er sat til d 3-6-16.

Kort og godt, pga for mange flytninger, blev mor for tre år siden og nu venter mit andet barn med en soldat der ikke er meget hjemme føler jeg mig ensom og har næsten ikke noget netværk. Da jeg ikke har noget kørekort er det også begrænset hvor meget jeg kommer ud. Det går mig virkelig på. (Det har ikke altid været sådan her) så ja det er bare hårdt! Andre i samme situation eller er jeg bare alene?:(

Øv altså, er helt ude af den! :'(
Jeg har lige i dag fået brev om hvor meget jeg vil kunne få på barselsdagpenge, og det er på ca 6600,- altså 1800,- mindre end jeg får nu, samt min mand vil få længere på arbejde... Alt dette var jo ikke lige aktuelt da jeg blev gravid, og jeg fik af vide jeg kun ville gå 1000,- ned i indkomst.. så nu der har vi kun 350,- i overskud, når alt er betalt! også mad og hygiejne!! :/'

Føler mig som en katastrofe mor at jeg ikke har mere at gøre med når vores datter kommer.. Vi er begge under uddannelse, med fuldtids praktikplads..

Hvad har I tilbage når alt er betalt? Og har I nogle forslag til hvad vi evt kan spare på...

Vi har i dag været til endnu en md skanning, da vi for to dage siden fik at vide at han lå sådan, at hun ikke kunne se hans tarme - men bortset fra det så alt godt ud! Da jeg skulle tale med en læge ifb med min gigt, skulle vi lige vente i venteværelset. Hende der skannede kom ud og sagde, at vi desværre måtte komme tilbage for der var sygdom og dermed travlhed. Vi kom så tilbage i dag og kom ind til afdelingslægen. Stemningen var meget anstrengt og han lagde ud med at spørge ind til arvelige sygdomme hvorefter han startede "forfra" med gennemskanningen. Han fik det til at lyde som rutine, men efter en MEGET STILLE skanning, havde jeg godt lagt to og to sammen og konstaterede stille og roligt, at der vidst var noget galt med de tarme. Og det er der :'(
Han vrøvlede lidt i forklaringen (min mor var også med og min kæreste - ingen af os har faktisk rigtig forstået hvad han sagde), men der vi fangede var, at han (gentagne gange) sagde, at baby har meget lateret/laterede tarme, hvilket åbenbart betød at de var alt for store ift hvad de burde være. Han gik derefter ud og konsulterede en anden læge og havde skiftet mening da han kom tilbage. Nu syntes de bestemt at vi skulle lave en fostervandsprøve (han sagde før, at han ikke troede det var nødvendigt) og så skanne igen. Vi har fået en tid på mandag kl 12, så nu sidder vi her.. Torsdag aften og forstår ingenting. Vi skal tænke på evt abort, vi skal snakke med børne-kirurg i næste uge, for uanset hvad forstervandprøven viser, så fik han det til at lyde som om at baby vil blive så handicappet og at det var så slemt, at vi hurtigt skal tale om "prognoserne" som han sagde.
Er der nogle af jer der har hørt/oplevet lignende? Han foreslog at vi gik hjem og googlede (?!), men jeg kan ikke rigtig finde nogle resultater på det han kaldte det :(

Nogle der har prøvet at teste negativt flere gange, men stadig være gravid? Jeg er nu gået 5 dage over, og mine tests er negative. Kan ikke forstå det, det er ikke planlagt at jeg skulle være gravid. Det passer faktisk rigtig dårligt, men det er hvad det er. Jeg har en længere periode været syg uden de kan finde ud af hvorfor. Har det bedre nu, men min mens er altid kommet som den skal, i alle de år jeg har haft den. Lægen siger at jeg skal teste igen om en uge hvis min mens ikke er kommet. Hvis den også er negativ, skal jeg have taget blodprøver. Er der nogle der har erfaringer indenfor det her?

Jeg er nu gået to dage over min mens! Den kommer aldrig for sent, og jeg har taget en test idag som var meget negativ. Vi er bare slet ikke klar på barn nr. 2 endnu, er igang med uddannelse og vil være færdig først. Jeg er ikke på nogle piller pga noget sygdom, så vi har brugt kondom og en sjældent gang har dyret hilst meget kort på, uden regnfrakke på. Er så nervøs! 😔😁😐

Jeg tænker at det ikke er helt muligt, at der er allerede er kommet råmælk i brysterne. Altså jeg kan allerede presse lidt ud og jeg er kun i uge 11. Dog er det min anden graviditet, men mener ikke at jeg kunne gøre det så tidligt sidste gang?. 😕

Jeg elsker min store pige på 2 år og 5 måneder - og jeg elsker, at hun snakker et fint og fuldendt sprog, så vi aldrig er i tvivl om, hvad der kommer ud af munden på hende. Men nogle enkelte gange ville jeg altså ønske, at jeg ikke kunne forstå hende... "jeg vil hellere ha' min far", "jeg kan bedre li' far", "du skal gå væk, mor", "hvor er far", "jeg vil med far"... Osv osv...
Jeg ved godt, at det sikkert er naturligt, men jeg kan simpelthen ikke lægge tankerne fra mig... Hvorfor kan mit barn bedre lide sin far? Hvorfor afskyr hun mig? Jeg står på hovedet for hende. Alt jeg gør drejer sig om at gøre det bedste for mit barn. Jeg blir simpelthen så ked af det hver gang :-( Min kæreste bliver vred på mig over, at jeg reagerer sådan, og siger, at jeg forværrer det hele på den måde. Det er også meget muligt han har ret, men det sårer mig simpelthen så dybt, og det kan jeg ikke skjule eller slukke for. Og jeg tror ikke min kæreste kan sætte sig ind i, hvordan det føles at få den besked.
Er der andre, som oplever eller har oplevet det samme? Hvad gør I? Hvordan håndterer I situationen, når den opstår? Jeg har simpelthen ondt langt ind i hjertet hele dagen, når min datter kommer med de her beskeder :-(

Hjælp ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har en datter på snart 3 år og er stadig sammen med faren. Men det går bar ikke godt. Han har ADD og en depression. (Er på medecin for depression) det er bar så svært at være sammen med ham. Han har lovet mig at få hjælp (få en henvisning til en psykiatrisk sygeplejerske ) intet sket. Tros jeg har spurte til det utallige gange. Han går hjemme og jeg sagde det eneste jeg forlanger af ham er at han får det bedre og ordner det der høre der til (står selvfølgelig til rådighed hvis han har brug for hjælp ) og så holde huset nogenlunde rydeligt og hente og bringe vores datter. ALT andet står jeg for. Sådan er det bare ikke han henter og bringer vores datter og det er det. Er så træt skal hoppe og springe konstant.
Det er ikke kun det der er problemet mine følelser for ham svinder lige så stille.
Har ikke lyst til at have sex med ham
Jeg har ikke lyst til at være alene med ham
Jeg ireterende mig over ham konstant
Og jeg ved ikke om jeg disideret elsker ham mere. Vi er ikke en gang forældre sammen og har det projekt sammen. Jeg føler er er en slags god ven og god babysitter. Han er en byrde for mig. Men vil alligevel ikke smide det hele væk vi har tros alt Været sammen i 5 1/2 år. Og hvis jeg går fra ham er jeg tvunget til at flytte tilbage til Holstebro (hvor jeg kommer fra) for ellers har jeg ingen til at tage min datter når jeg skal noget. Jeg rider også og det betyder meget for mig. Og det vil betyde jeg skulle opgive det også.
Vil gerne det ville gå lidt fremad men føler bar bunden er nået i forhold til vores forhold som kærester.

Hjælp hvad Gør jeg !!!!!!

Jeg fødte mine to tvillinge piger for godt og vel lidt over tre uger siden. Havde de normale smerter i underlivet efterfølgende, blødte og alt det man nu skal. Nu døjer jeg så kun med barselsudflåd og lidt blod. Jeg begyndte at få irritation dernede, hævet op og var rigtig øm. Var så til læge hvor jeg fik af vide det bare var lidt svamp og fik en salve mod det. Nu står jeg så her et par dage efter, salven har ikke virket, det er stadig ophævet, ømt, meget rødt og har faktisk ligeså ondt som efter jeg fødte - kan knapt nok gå , stå eller sidde fordi det er så ubehageligt. Er det normalt man skal have det sådan eller har i andre prøvet lignende?