i følsomme emner

jeg er gravid for første gang og har diagonosen borderline.. og lige pt kan jeg ikke styre NOGLE følser alt er stram ud af til. og ved slet ikke hvad jeg skal gøre kan overhovedet ikke være i mig selv. min kærste siger jeg har mistet alt kærlighed og egentlig bare virker irritable og meget fjentlig. kommunen er nogle røvhuller jeg kan overhovedet ikke tage dem pt de hsr overhovedet ikke tiltro til jeg kan klare opgaven og fortæller mig mindst 1 gang om ugen. hvor dårlig en beslutning jeg har taget osv. altså hvad gør jeg. jo flere gange folk siger det her til mig. jo bedre får jeg det ihvertifaldet IKKE. har aldrig følt mig så ramt. af mit "borderline symp" som lige nu. nogle der har prøvet det samme eller kan hjælpe fordi her hvor jeg står er hjælpen udefra kun udepå at få tvangsfjernet mit kommende barn :/

Kære alle, så kom dagen, hvor jeg har været igennem en moderkagebiopsi. Synes selv ikke det var så slemt, kunne slf mærke nålen, men ellers gik derefter planen. Vi fik at vide, at svaret vil komme mellem 5-7 arbejdsdage. Vil bare gøre om der andre derhjemme været igennem sådan en omgang og hvor lang tid er der gået føre de har fået svare? Vi fik det lavet i dag (tirsdag) og håber nederlaget at få svare senest på fredag..

Halløj. Vi venter nu vores andet barn, jeg var til nf 2 uger tilbage, men jeg var ikke langt nok henne. Jeg har så været afsted i dag med min kæreste. Og jeg har bare glædet mig heeeelt enormt meget til at se vores lille pus. Der var meget liv i den lille og det hoppede rundt og ville slet ikke ligge stille. Det var super dejligt at se. Jordemoderen rystede min mave flere gange for at få babyen til at ligge ordentligt så hun kunne se nakken. Da vores lille pus lå stille den rigtige vej og det hele tog hun rigtig mange billeder og så meget koncentreret ud. Jeg blev da bekymret og spurgte om alt var i orden. Hun sagde ja det tror jeg, det er bare lidt svært at måle, jeg tror navlesnoren ligger lige under babyen. Jeg fik en ordentlig klump i halsen. Men da hun ikke tilkaldte nogle andre eller noget regnede jeg med at alt var okay. Hun printede billeder ud til os og tastede på computeren. “Ja risikoen hedder altså desværre 1:54” fik vi besked om. Og jeg blev SÅ ked af det. Jeg har været tudefærdig og takket ja til moderkagebiopsi, men grundet påsken osv. Kan jeg først komme til på tirsdag (øv øv). Jeg er ved at dø af skræk. Det er ikke tanken om selve indgrebet, men mere om min lille baby fejler noget. Ja, jeg ved godt at oddsene kunne være meget værre. Men hold da op det var en ordentlig mundfuld. Jeg synes det er super svært at slippe det og jeg har grædt utrolig meget. Andre der har prøvet det som kan give nogle fif eller gode oplevelser med indgrebet? Jeg kan næsten ikke se positivt på det mår jeg først bliver ked af det.

Hej allesammen.
Jeg vil gerne dele min historie herinde. Jeg har mistet mit barn under graviditen. Jeg var 22 uger og 2 dage henne da jeg fødte vores lille dreng. Min verden ændrede sig brat, da jeg nogle uger forinden var til egen læge pga væske ophobning og et forhøjet blodtryk. Hun sendte mig videre til svanger afd.og ville bare have de tjekke op på min tilstand. Dag kom på sygehuset blev jeg indlagt da mit bt lå en del for højt, dog havde jeg ikke protein i urinen eller forhøjet levertran, som man ellers også kæder sammen med svangerskabs forgiftning. Jeg blev sat i bt sænkende medicinsk behandling og var indlagt Ca 3dage.
Om fredagen skulle jeg til md scanning og forventede alt var godt og glædede mig egentlig mest til at få af vide om vi ventede en lille pige eller dreng.
Desværre var nyheden en del mere seriøs. Der var næsten intet fostervand og barnet var lille ifh alder, samt virkede moderkagen ikke ret godt. Med den besked gik jeg weekenden i møde. Jeg begyndte at bløde lidt i løbet af weekenden, og min angst for hvad jeg kunne forvente når jeg skulle til ny scanning mandag voksede. Mandag var der en læge fra riget der skulle scanne mig, og desværre var beskeden ikke posetiv. Den lille havde det skidt. Manglede vand og en moderkage der fungere ordentlig. Oddsene var dårlige og jeg fik af vide jeg skulle tage stilling til om Jeg ville afbryde graviditeten eller fortsætte så længe det kunne lade sig gøre.
Jeg gik hjem og tænkte, total knust og i krise over denne besked. Ville ikke afbryde, men det gav bare heller ikke mening at fortsætte. Jeg valgte at få endnu en scanning for at være sikker på, tilstanden var ligeså skidt som jeg havde fået af vide. Desværre var baby gået til. Der var ingen hjertelyd. 😔han havde ikke klaret den. Sorgen satte for alvor ind. Hvorfor er livet så uretfærdigt???
Jeg kom ned på svanger afd.og fik den pille som skal afbryde graviditeten og skulle komme igen fredag.nu skulle graviditeten sættes igang og den lille skulle fødes. Det var en lang proces, og smertefuldt både fysik men bestemt også psykisk. Langsom tog veerne til. Jeg fik smertestillende. Og efterhånden blev min krop klar til at føde. Til en start kom der en del blod og koaler, men intet barn. Lægen måtte forløse den lille, det var svært for mig at presse ham ud. Moderkagen sad fast og jeg blødte ret så meget, så jeg måtte på operations bordet for at få moderkagen ud. Samlet set mistede jeg 1.8liter blod. Det var en hård og smertefuld omgang.
Senere samme aften fik vi lov til at se vores søn. Han var så fin, så lille og hel. Vejede 245gram og var 24cm lang. Han havde alle 10fingre og 10tæer.alt var færdig lavet. Han havde endda øjenvipper og øjenbryn. Jeg mærkede straks en kæmpe kærlighed skulle ind over mig. Det var min lille søn. Så fin, bare alt for lille. Han var så stærk og så fredfyldt. Sorgen over at han ikke klarede det var stor. Hvorfor skulle jeg aldrig få lov til at lærer ham at kende, se ham vokse sig stor, hører ham kalde mig mor, kysse ham godnat og godmorgen. Øv alle de oplevelser jeg aldrig får.
De næste par dage var jeg indlagt sammen med min mand. Han er og var en kæmpe støtte i den svære tid. Har trøstet mig, holdt om mig og bare været her for mig. Vi har delt denne oplevelse og vil for altid elske vores englebarn.
Siden udskrivelsen har vi skulle tage stilling til begravelse, obduktion. Jeg har 2 børn fra tidligere ægteskab, og nu et barn sammen med min "nye" mand. Vi ønsker os inderligt et barn og vi håber og tror på vi nok skal blive velsignelset med et barn senere. Lige nu står vi i sorgen over at have mistet vores første barn sammen. Tak fordi du læste med. Det blev langt og der er sikkert mange detaljer jeg ikke har fået med. Hvis der er spørgsmål eller andet så sig endelig til. Mange hilsner Jeanette

nygravid og har høj protein og blod i urinen. Nogen der ved hvad dette betyder?

Og idag er jeg begyndt at bløde lidt, men det er pletblødning og har lidt ondt efter lægeundersøgelse. Skal derop igen om 2 uger krydser alt hvad jeg har for at der er en lille spire

Hej. Jeg bliver lige nødt til at høre jer andre om i har oplevet/oplever det samme.
Jeg er 21+3 henne nu, og har siden starten haft ømme bryster.
Meen det højre har mange ømme knottet som jeg tænker er hævede mælke kirtler, men der er os et par små på Str med en ært som ikke er ømme.
Venstre er ømt men har ikke knottet eller ærter i sig, er det normalt eller burde man få undersøgt de små "ærter"??

Jeg har et spørgsmål jeg har fået foretaget blodprøver 3 gange 1. Gang lagde den på 42, 2.gang lagde den på 787 og i fredags lagde den på 1969..
Er det okay selv om den ikke er steget til dobbelt der er godt nok kun 4 dage i mellem den sidste i stedet for 6 dage.
Jeg får progesteron gel og det ligger på 81 nu så det er jo godt...

Nogen der kan fortælle mig at mine tal er helt fine?
Vil lige tilføje at jeg har haft SA 6-7 gange, men mindes ikke mine tal har været så høje før mener kun de var på 204 sidst...

Jeg er 5+6 i dag..

Jeg danner Anti E og er efter en samtale på svangerambulatoriet blevet meget bange og forskrækket. Heg kan ikke finde information om hvad det kan medføre/betyde. Er jeg i fare? Er baby? Jeg fik at vide, at jeg havde tallet 1 og skal følges tæt. Det er min anden graviditet. Nogen der har prøvet lignende? Eller nogen, der kan henvise mig til forståeligt information ? De bedste hilsner Diana

Hej med jer. Har i dag været til tidlig scanning (er 6+1 ca). Fik lavet scanning fordi jeg har svære celleforandringer og skal derfor “holdes ekstra øje med”. Man kunne fint se blommesækken men heller ikke mere. Fik beskeden at måske var fosteret dødt og måske var det bare tidligt og derfor var der ikke meget at se endnu. Skal afsted igen d. 26. Nogen der har prøvet lign? Måske med et positivt udfal

jeg har en mor som ryger hash og er alkoholiker.. pt tror sette forvasket menneske hun skal bestemme hvornår og hvem jeg skal fortælme jeg er gravid til... er kun i uge 8. men dette menneske forstår ikke hvad jeg siger til hemde fordi hunener hun ved bedst.. selvom jeg står med en sag og diganoser med svigt fra hendes side af. hun tror hun ejer barnet.. hun tror hun skal bestemme navn mm. hun vil ikke have min kærestes familie skal have noget med MIT barn at gøre.. uanset hvor tit jeg siger nej og div.. tror hun det nervøsitet eller lign hun prøver derudover manipulere med mig. og det her er en lille del. hvad ville i gøre ? jeg overvejer få gjord så hun ikke må nærme sig mig og barnet. samt hun slet ikke kommer til at være en del af mit liv samt babyens fordi jeg ikke gider det der lorte show hun kører. derudover tør jeg for gud skyld aldrig æade hende holde eller være sammen med mit barn.. HJÆLP

Hej. Jeg vil egentlig høre om der er nogle der har nogle gode råd til at komme sig over en spontanabort. Det var min første graviditet og det var et ønskebarn. Hvordan ved man om man er klar til at prøve igen.