Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

Behandlinger som hjælper ved sengevædning

Der findes to gode behandlinger, hvis barnet ikke er vokset fra sengevædningen, efter det er fyldt seks, og hvis det giver problemer i hverdagen. 

Først og fremmest laves en udredning for at udelukke, at sengevædningen skyldes uopdagede sygdomme som diabetes, forstoppelse eller urinvejssygdomme. Man kortlægger barnets søvn, - mad- og toiletvaner.

Barnet skal aflevere en urinprøve
Nogle gange foretages en såkaldt urinflowsmåling for at tjekke, hvor hurtigt urinen løber ud af urinrøret. Denne undersøgelse afsluttes med ultralyd for at se, om blæren er tømt helt, eller om det er urin tilbage (såkaldt residualurin).

Derefter beslutter lægen i samråd med familien, hvilken terapi der er bedst egnet: Vådliggeralarm eller medicin som reducerer urinproduktionen om natten. Begge disse typer af behandling er forholdsvist enkle og effektive.

Støt barnet
Ved begge behandlinger gælder, at man som forælder fortsat støtter barnet ved ikke at gøre et problem ud af det, men også med at hjælpe barnet til regelmæssige vaner for mad, drikke og toiletbesøg - se artikel med ekspertens tips. 

Det er vigtigt at undgå, at barnet får skyldfølelse, når der alligevel er blevet vådt i sengen, og at fokusere på de nætter, der faktisk er tørre. Om muligt kan man hjælpe barnet til at "træne" sin hjerne til bevidst at genkende følelsen af, at man skal tisse. Det kan man gøre ved at bede barnet stå op og beskrive, hvordan det føles, når urinblæren er lidt eller meget fuld.

Læs gerne mere om, hvornår I skal søge hjælp, og hvor man skal henvende sig.

Vådliggeralarm som vækker barnet
Fordelen med en vådliggeralarm eller enuresisalarm er, at mange børn bliver tørre efter en relativt kort behandlingsperiode.

Alarmen kan bestå af et specielt lille lagen, som kobles til et vækkeur eller en lille sensor, som placeres i barnets nattøj. Sensoren ser ud som et lille viskelæder, og lægges ind i underbukser/trusser. Hvis barnet begynder at tisse, afgives et trådløst signal til et vækkeur. Tanken er, at barnet skal vågne, stoppe med at tisse og gå op på toilettet for at tisse færdigt. Efterhånden vågner barnet, allerede inden det begynder at tisse.

Nogle børn kan dog være svære at vække - nogle gange sker det, at alle i familien vågner, bortset fra det tungt sovende barn. Derfor er det godt, hvis en forælder sover i nærheden af barnet i starten.

Alarmbehandlingen plejer at fungere godt for børn, som er modne til denne type af behandling og selv motiverede til at stoppe med sengevædningen. Denne metode virker for syv ud af ti.

Hvis alarmbehandlingen ikke virker, kan man holde en pause og prøve igen senere. Hvis barnet bliver skræmt af alarmen, skal man måske vente et halvt år.

Man anbefaler som regel ikke forældre at købe og prøve enuresisalarm på egen hånd. Viser det sig, at barnet ikke bliver tørt, kan det svække selvtilliden og for at forhindre det, kan det være godt at have en ekspert koblet på fra starten.

I nogle tilfælde hvor alarmen ikke virker, kan det blive aktuelt med lægemiddelbehandling.

Lægemidler mod sengevædning
Mange børn, som tisser i sengen om natten, mangler det hormon, der kaldes vasopression, som reducerer urinproduktionen midlertidigt. Ved hjælp af et kunstigt hormon, desmopression, kan man hjælpe kroppen til at reducere urinmængden om natten. Når der dannes mindre urin i blæren, er det nemmere for barnet at holde sig.

Desmopressin gives normalt som en tablet, der lægges under tungen og smelter i munden. Der findes også medicin i form af næsespray. Desmopression gives en time inden sengetid. Efter at barnet har taget mecidinen, må det ikke drikke mere den dag, og det skal helst sørge for at tisse, inden det går i seng. Altså præcis de samme rutiner, som man bør have også uden at være i behandling med lægemidler.

Lægemidlet kan hjælpe midlertidigt, mens man venter på, at barnet skal "vokse fra" problemet af sig selv. Hvis barnet stopper med medicinen, vender sengevædningen ofte tilbage.

Ved en langtidsbehandling plejer barnet at få medicinen i en periode på tre måneder, og derefter holder man en pause, for at se om problemet er gået over af sig selv. Hvis barnet fortsat tisser i sengen, justeres dosen, og ellers afsluttes behandlingen efter et par uger. Lægen foreslår så, hvordan man bedst fortsætter.

Behandling med lægemidler fungerer på sigt for cirka halvdelen af alle de børn, der prøver den.

Medicinen kan også anvendes ved enkelte anledninger, for eksempel overnatning hos en kammerat.

Læs gerne om, hvordan urinblæren og hormonerne fungerer.

Hvis vådliggeralarm eller lægemidler ikke hjælper
De børn, som ikke får hjælp af hverken vådliggeralarm eller medicin, plejer at blive henvist til specialistbehandling. Der kan være behov for anden medicin eller terapi, hvis det for eksempel viser sig, at blæren er irriteret eller overaktiv.

Kilder:
tryggabarn.nu
1177.se
svenskaenures.se
Studie publicerad i Läkartidningen 2013
http://www.lakartidningen.se/Klinik-och-vetenskap/Originalstudie/2013/11/Tva-barn-i-varje-skolklass-med-7-aringar-lider-av-enures/

Forfatter

Libero
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...