Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

Sådan taler du med dit barn om sengevædning

- Et barn, som begynder at synes, at det er besværligt, at det tisser i sengen, skal jo kunne have et liv lige som sine jævnaldrende. Det skal de voksne sørge for. Og tal direkte og ærligt med dit barn, siger Tryggve Nevéus, docent og børnelæge. 

Ja, hvordan taler man med sit barn om sengevædning for at give den bedste støtte? Og behøver sengevædning egentlig være et problem?
Tryggve Nevéus er leder af Enuresis-akademiet i Sverige. Han har arbejdet som børnelæge i næsten 20 år og hjulpet mange børn og forældre med råd om sengevædning.

-       Når man taler med børn, skal man altid være ligefrem og også lytte til barnet. En god tommelfingerregel er ikke at holde sengevædning hemmeligt. Det er altid bedst, at andre voksne kender til problemet, så de om nødvendigt også kan støtte.

Fortæl det eventuelt til den bedste ven
Når han selv taler med et barn, plejer han at anbefale barnet at fortælle det på tomandshånd til den bedste ven.  

- De, som jeg har talt med, og som har turdet gøre det, siger, at de ikke er blevet drillet bagefter, og at det føles godt. 
Han fortæller, at han har flere succeshistorier om børn, som har turdet fortælle det til en kammerat. 

Tal direkte med børn
Engang da han var chef for et forskningsprojekt og på en skole talte om sengevædning, rakte en dreng pludselig hånden op og fortalte, at han stadig tissede i sengen. 

- Min første tanke var: For søren … han fortæller det til hele klassen.
Men det viste sig, at det gik bedre, end Tryggve frygtede. Da han havde talt noget mere om sengevædning, var der to drenge mere, som turde række hånden op. De fortalte, at de også nogen gange tissede i sengen om natten. 
 - Med den historie mener jeg ikke, at det altid er optimalt at fortælle det til en hel klasse, men som regel accepterer børn det, der bliver sagt som direkte og ærligt.

Mærk efter, hvornår der skal tales og handles
Hvis barnet ikke bekymrer sig om, at det tisser i sengen, skal man som voksen afvente. Børn plejer selv at begynde at tænke over det, når de er fem-seks år. Måske sammenligner de sig med deres kammerater eller deres søskende: ”Hvorfor har lillesøster ikke ble på, når jeg skal have det?” eller ”Hvorfor har mine kammerater ikke problemer med at tisse i sengen?”

- Man kan begynde at definere sengevædning som et problem, når et barn på fem år stadig tisser i sengen om natten - men vi behandler ikke, før barnet er seks år. Medicinsk set kaldes det heller ikke for sengevædning, før barnet er seks år, siger Tryggve.

Barnet skal vide, at mange har det samme problem 
Han fortæller også, at det er vigtigt at fortælle børn, som har problemer med sengevædning, at de ikke er alene. Det er meget mere almindeligt, end man tror.
- Hvis barnet er syv år, er der sandsynligvis mindst en klassekammerat mere, som har samme problem, hvilket kan gøre det nemmere for barnet, siger Tryggve. 
Barnet skal også vide, at hvis det synes, det er besværligt, findes der effektiv behandling og teknikker, som i næsten alle tilfælde også virker.
- Tal med dit barn om hjælpemidler, og lad barnet prøve, hvad der føles bedst, madrasbeskyttelse, bleer eller nattøj.


Det er ikke nogens fejl
Hans vigtigste råd til dig som forælder til et barn, som tisser i sengen - er at sige farvel til skyldfølelsen. De fleste forældre ved nu, at sengevædning sjældent handler om psykiske problemer og aldrig om trods fra barnet eller en dårlig opvækst. Alligevel kan man være bange for, hvad omgivelserne vil tænke.
- Det er ikke morens fejl, det er ikke farens fejl, og det er ikke barnets fejl. Det er en forstyrrelse, som har med søvnen, urinblærens funktion og/eller urinproduktionen at gøre. I de fleste tilfælde vokser barnet fra det. Og der er hjælp at få, siger Tryggve.

Og det er jo sådan, at hvis I som forældre forstår årsagerne til sengevædning, kan I afdramatisere det - og så kan barnet også.

Forfatter

Libero
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...