10_Bad_0259_Desktop

Arp hos babyer

Hvis der dukker lysegule eller mørke flager op i de bløde dun eller manken, så har din baby højst sandsynligt fået arp i hovedbunden. Arp er helt ufarligt og tilstanden klør ikke.

Hvad er arp?

Arp, eller seboroisk eksem, som det også kaldes, er en type eksem, som ofte sidder i hårbunden og nogle gange i barnets pande og øjenbryn. Det ser lidt ud som skæl med store, skællende områder, men det er ikke det samme. Arp er helt ufarligt, det smitter ikke, og det forsvinder af sig selv med tiden. Der er ingen grund til at behandle arp, hvis du ikke vil. Børn plejer ikke at have problemer med det, så længe det ikke er blevet virkelig slemt – da kan det klø lidt.

Råd til behandling af arp

Selvom arp ikke er farligt eller irriterer barnet, så vil du måske prøve at fjerne det. Hvis du vil prøve at fjerne arpen, så er vores bedste råd at smøre barnets hovedbund ind med babyolie, som du lader sidde lidt. 

Du kan gøre sådan her:

  1. Smør hårbunden ind med babyolie. Olien blødgør nemlig skællene og gør dem lidt nemmere at fjerne. 
  2. Vent lidt, og vask derefter barnets hår. Mange anbefaler, at man skal lade olien sidde natten over, men man risikerer, at der bliver ret fedtet i sengen, og det er faktisk ikke nødvendigt. En halv time plejer at være nok. Ofte kan man nøjes med at vaske håret med vand, men hvis din baby har meget hår, så kan du også vaske det med en lille smule mild, uparfumeret babyshampoo for at få fedtet fra olien ud af håret. 
  3. Derefter gnubber du forsigtigt dit barns hårbund med et håndklæde eller fjerner skællene forsigtigt med en fintandet kam – det kan fungere fint med en lusekam, hvis du ikke er for hårdhændet.
  4. Denne behandling kan du derefter gentage efter en eller et par dage, hvis der stadig er arp tilbage.

Hvorfor får babyer arp?

Man ved faktisk ikke med sikkerhed, hvorfor arp er så udbredt, som det er. Det, man ved, er, at det ikke har noget med manglende hygiejne at gøre, og det har heller ikke noget at sige, om man har allergi. Arp skyldes en overproduktion af fedt og består af afstødte hudceller. Hos en del børn kan den dog blive siddende længe – det er ikke ualmindeligt, at selv lidt ældre børn har arp i hovedbunden. Man tror også, at det kan skyldes en form for svamp, der findes naturligt i huden, men at den findes i større mængder hos de børn, der har meget arp.  


Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, læge

Del artiklen