Libero_Recruitment_2021_12_moms-feeding-baby-at-kitchen-table_Desktop

Find tryghed i din rolle som forælder

Som nybagt forælder kan det være svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Det er nemmere end nogensinde at sammenligne sig med andre forældre og føle sig stresset, når informationerne kommer alle steder fra. Det kan tage tid at lære at føle tryghed og vide, hvad der fungerer bedst for netop dig og dit barn. Vi har talt med psykologerne og forældrene Helga Johnsson Wennerdal og Clara Zelleroth, som har skrevet en bog om at have det godt som forælder, for at få tips til hvordan du også kan have det godt.

Dømmende kommentarer og råd man ikke har bedt om

Når man har fået barn, er det ikke usædvanligt at blive udsat for dømmende kommentarer og få råd, man ikke har bedt om. Som nybagt forælder kan man være ekstra modtagelig og sårbar.

– Hvis man tør, kan det være godt at sætte ord på sine følelser og forklare, hvad man blev ked af, så det ikke gentager sig. Vælg 1-3 personer i din nærhed, som du stoler på, og nøjes med at lytte til dem. Det kan være en nær ven, din sundhedsplejerske eller dine forældre. Undgå at lytte til dem, du ikke har valgt at få råd fra. Du kender selv bedst din egen situation, siger Clara.

”At bekræfte og lytte, når nogen har det svært, er det, som betyder allermest. Du ved aldrig, hvordan det modtages, selvom det er sagt i den bedste mening."

Det er også vigtigt at tænke sig om en ekstra gang, inden man selv giver råd til en anden forælder.

– Prøv at modstå lysten til selv at give råd, som ingen har bedt om, selvom det er noget, der har fungeret for dig. Gør det til en vane at lytte, vise at du kan se vedkommende og være forstående. At bekræfte og lytte, når nogen har det svært, er det, som betyder allermest. Du ved aldrig, hvordan det modtages, selvom det er sagt i den bedste mening. Del i stedet noget, som du selv oplever som svært, så I finder en samhørighed, forklarer Helga.  

”Vi lever også i en tid med stort indblik i andre familiers tilsyneladende perfekt liv via de sociale medier.”

Den farlige sammenligning – når alle andre ser ud til at være helt perfekte

Det siges ofte, at alle børn er forskellige, men man snakker sjældent om, hvor forskellig forældrerollen kan være.

– Spørg dig selv, hvilke forventninger det egentligt er, du lever op til. Om man er en god mor eller far har intet at gøre med, hvordan billedet af en forældrerolle ser ud. Reflekter over, hvad netop du synes er vigtigt, og hvordan du vil være som forælder. Man ser aldrig hele billedet af andre forældre, så glem alt om, hvad alle andre forventer, og hvad andre gør, siger Clara.

Vi lever også i en tid med stort indblik i andre familiers tilsyneladende perfekt liv via de sociale medier. I det mindste tror vi, at vi får et indblik, i og med at vores hjerne opsummerer og lægger det sammen, den ser. Helga og Clara forklarer begrebet "sammenligningsstress", som så opstår.

– Rationelt forstår vi godt, at vi ser en masse forskellige personer, og at ingenting kan være så dejligt hele tiden. Vi ser, at der er en, der tager på spa med sin partner, en anden som har et barn, der altid spiser sine grøntsager, og en tredje, som altid står og hepper til fodboldtræningen. Så er det nemt for hjernen at lægge alle billederne sammen til en helhed og sammenligne med sin egen situation. Undgå at følge, og fjern de konti, der får dig til at føle dig utilstrækkelig. Sæt dem på pause, man behøver ikke følge med i alle øjebliksbilleder.

Der findes et helt hav af informationer at holde sig orienteret om i dag, på godt og ondt. At vælge det, som er sandt og rigtigt, er ikke altid så let.

– Der ligger et stort ansvar på den enkelte i at kunne sortere, hvilken information der er den rette for en selv. Det kan være farligt at surfe rundt, når man ikke ved, hvad der ligger til grund for rådene, og det kan føre til følelsen af både skyld og skam. Husk kun at lytte til de personer, du selv har valgt.

Den dårlige samvittighed

Selvom man slider og kæmper, får man alligevel indimellem dårlige samvittighed. Som regel uberettiget, men nogle gange kan det være en god idé at træde et skridt tilbage og se på, hvorfor det egentlig opstår. Accepter, at du gør dit bedste, tal med andre og fortæl om din følelse af utilstrækkelighed. Du vil opdage, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Efter en rodet morgen hvor du blev sur, er det nemt at komme til at tænke tanker som: "hvordan påvirker det mine børn, at jeg blev sur i morges?"  Undgå at dømme situationen. Hvis du derimod virkelig føler, at du ikke slår til, så træd et skridt tilbage, og tænk over, hvad du kan tage væk for at få mere tid til dit barn. Nogle gange kan den dårlige samvittighed være et signal til dig om at huske på det, der er rigtigt vigtigt. Man kan ikke være alle steder på samme tid, så vælg nogle ting fra, som er mindre vigtige.

Mange er usikre, du er ikke unormal eller alene, hvis du føler dig stresset og utryg som forælder. Det kan tage tid at finde sig selv i forældrerollen – med bare rolig: sikkerheden skal nok komme med tiden. Hav fokus på dit barn, barnets signaler og jeres relation. Tro på mavefølelsen – og husk, at du ved, hvad der er bedst for netop dig og dit barn.

Læs også om, hvordan du kan passe på dig selv som nybagt forældre, og når den første tid føles tung: Hav det godt som nybagt forælder

Del artiklen