close

Når børn favoriserer den ene forælder

Mange børn er ekstra morsyge eller farsyge i perioder, hvilket kan være hårdt – især for den, der bliver afvist, men også for den udvalgte. Her får du hjælp til, hvordan du kan tænke, og der er noget, man kan – og bør – gøre.

Det er almindeligt, at børn har perioder, hvor de foretrækker at den ene eller den anden forælder skal putte, trøste eller hente i vuggestuen eller børnehaven, men det er også noget, der går over. Nogle gange er det den samme person, der bliver favoriseret på alle områder, og nogle gange er barnet meget selektiv i, hvem der er bedst egnet til hvad. Som regel skifter dette lidt frem og tilbage under barnets opvækst, men en del børn er ekstra viljestærke og kan have en meget bestemt opfattelse i en længere periode.

Hvorfor favoriserer børn en forælder?

Som regel er det sådan, at den forælder, som har mulighed for at være mest sammen med barnet, også bliver den, som barnet holder sig til. Tilknytningen fungerer jo på den måde, at det er de mennesker, man har i sin nærhed, og som reagerer på ens behov, som man knytter sig til. Derfor er det et godt tip, at man allerede i starten prøver på at dele ansvaret og tiden med barnet mellem sig – men det er heller ikke et universalkneb. Morsygen eller farsygen kan blive mere eller mindre tydelig alligevel – måske bliver barnet superfokuseret på den forælder, som kommer hjem sidst på dagen i stedet for den, der er hjemme hele tiden.

I starten, når barnet er meget lille, så er det oftest den mest velkendte favn og duft, som barnet søger. Når barnet bliver lidt ældre, så er det tydeligere knyttet til en længsel efter og et behov for personen – som en mors sjove måde at fortælle en historie på eller en fars forsigtige måde at børste tænderne på. Det her hænger jo sammen med, at forældrene er forskellige personer, som også har forskellige relationer til og måder at være sammen med sine børn på. En forælder kan altså ikke helt erstatte den anden, eftersom de jo er forskellige personer. Det kan man måske genkende fra sig selv, når man tænker på sine egne forældre og den relation, man har eller havde til dem. Det betyder jo ikke, at den enes relation behøver være bedre eller dårligere, men derimod at barnet har forskellige behov på det pågældende tidspunkt. Dette kan også hurtigt ændre sig, og den forælder, som for et øjeblik siden følte sig fravalgt, kan nu i stedet blive storfavoritten.

Hvordan kan det føles for forældrene?

Det er naturligvis lidt forskelligt, hvordan man reagerer på, at barnet tyr til den ene forælder og kun vil være hos den. Det kan jo være ekstra hårdt, hvis det bare er den ene forælder, der kan bruges til alt – fra at give tøj på til at made, trøste og putte. Det kan føles sårende for den, det ikke lykkes for at trøste, og mentalt udmattende for den, som favoriseres. Hvis man konstant føler, at man er den, der skal være der, kan det skabe en følelse af stress, og at man ikke slår til, samtidig med at man har dårlig samvittighed, fordi man har lyst til at foretage sig noget alene uden ens barn.

For de forældre, som virkelig har prøvet på at fordele tiden med babyen mellem sig, bliver det måske ekstra hårdt, eftersom man jo virkelig har gjort en indsats for relationen, og så bliver det alligevel sådan her. Da gælder det om at huske på flere ting. Bare fordi barnet hellere vil være sammen med den ene forælder, så indebærer det ikke automatisk, at barnet aktivt vælger at fravælge den anden. Men selvfølgelig kan man føle sig såret, og det hjælper ofte at tage sine følelser alvorligt. Tal gerne med din partner om, hvordan du oplever det, og om I kan lægge en plan for at løse det i fællesskab. Prøv også at tro på, at en engageret og nærværende forældre før eller senere bliver belønnet – og at alle barnets forældre er lige vigtige.

Hvad kan man gøre, når barnet favoriserer en forælder?

Hvis forældrene ikke selv oplever det som et problem, så behøver man ikke gøre noget ved det overhovedet. Ellers er et generelt tip, at man skal samarbejde i forældreskabet og altså ikke prøve på at konkurrere om barnets opmærksomhed eller vise, at man er den, der er bedst til at løse en opgave (eller dårligst), eftersom barnet opfatter og kommer til at tro på det. For barnet kan det også blive nemmere at acceptere, hvem der skal putte eller hjælpe med at tage tøj på, hvis man er tydelig med på forhånd at forberede barnet på, hvem der kommer til at gøre hvad. Man kan også lære af hinanden, hvis barnet lader til at foretrække, at I gør en dagligdagsting på en bestemt måde – fx at synge en sang samtidig med, at I børster tænder – så kan den anden forælder jo prøve at gøre det samme for at se, om det går bedre på den måde. En anden måde er at prøve på at gøre plads til at finde forskellige ansvarsområder, hvor fx en forælder tager ansvaret for at putte, mens den anden henter i vuggestuen. På den måde kan man få en naturlig stund med barnet, og det kan også blive nemmere for fx morsyge børn at acceptere, at den anden forælder altid læser godnathistorien.

Og så plejer det som regel at være sådan, at når man er alene med barnet, så fungerer det helt uden problemer. Hvis man vil, så kan man i en overgangsperiode – for det er jo som regel det, det handler om – prøve på at maksimere den tid, man har alene sammen med barnet: læse de der godnathistorier, putte og hygge sig sammen. Man kan også tænke på, at forældrene tydeligt viser omtanke og varme for hinanden, når man er sammen – det kan barnet nemlig fornemme og måske endda tilegne sig. Tænk også på, at man sjældent kan tvinge en forandret adfærd frem. Hvis barnet protesterer eller ganske enkelt nægter, så er det en god idé at træde et skridt tilbage et øjeblik og vente lidt, eftersom man ellers kan risikere, at det eskalerer. Man bør heller ikke give barnet dårlig samvittighed over, at man bliver ked af det, eftersom barnet først og fremmest har ret til at få sine behov opfyldt, og der er jo ingen bagtanke ved barnets måde at være på, men blot et ærligt ønske om at være sammen med den anden forælder på det pågældende tidspunkt. Det kan føles godt for både barnet og den afviste forælder i fællesskab at sætte ord på situationen og vise barnet, at man forstår, hvad det føler. ”Ja, du vil bare være sammen med mor nu, det kan jeg godt forstå – hun er også virkelig dejlig! Verdens skønneste, dejligste mor!! Men jeg kan også godt lide at være sammen med dig, så i aften er det mig, du skal være sammen med – måske kan vi længes efter mor sammen?”

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog

Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...