essity7139-final_desktop

Børns leg: lege sammen og lege selv

En del børn kan blive opslugt af legens verden uden hjælp, mens andre har lidt sværere ved at underholde sig selv og selv komme i gang med sjove lege. Uanset hvilken kategori dit barn tilhører, så kan du regne med, at der findes en legekammerat, som er bedre end alle andre – og der er naturligvis dig!

Selvfølgelig kan det være sjovt for en voksen at bygge et sandslot – eller to. Og at hygge sig med Duplo, bamser, sandkager og legetøjsbiler. I hvert fald kortere tid ad gangen. For du som forælder bliver nok hurtigere træt af det end dit barn, hvilket ikke er så mærkeligt – I har jo forskellige interesser. Hvis du ved med dig selv, at du bliver rastløs, når I leger, så sig til dig selv, at du har legepause i ti eller tyve minutter, og prøv at være rigtigt nærværende i den periode – se barnet i øjnene, sluk for mobilen, og fokuser på legen. Men det er selvfølgelig lettere at være en god legekammerat, hvis du gør noget, som du også selv synes er sjovt. Måske kan du afværge de lege, du som forælder har sværest ved at holde ud og i stedet opmuntre til de ting, du kan lide? Det er ikke egoistisk ikke altid at ville lege med sit barn – det er tværtimod helt naturligt og overhovedet ikke mærkeligt. Voksne kan som regel bedst lide voksenaktiviteter, og børn kan lide at lege. De forskellige interesser kolliderer naturligvis ret ofte i hverdagen.


Lær dit barn at lege alene

Hvis man har en lille krabat, som gerne vil have en legekammerat, så er det ofte nok, at du hjælper barnet til at komme i gang med en leg og siden lader det lære at lege videre selv, mens du begynder at lave noget andet. Nogle gange kan det være svært for et lille barn at finde på, hvad man kan lave, og så kan du som forælder støtte barnet ved at inspirere med forskellige forslag og finde legetøj eller andre ting frem, som kan være nødvendige.

I kan også prøve at ”lege” ved siden af hinanden. Det vil sige, at dit barn leger med sit, mens du er optaget af det, du vil eller skal. Det er ret ofte mere end nok, at I laver to helt forskellige ting, bare I er i nærheden af hinanden. Børn plejer at sætte pris på at kunne småsnakke med sin forælder, mens det leger med sig selv, og derfor kan det være en god idé at lave noget, du ikke bliver helt opslugt af, når I leger ved siden af hinanden. Hvis barnet kan mærke, at det hurtigt kan få din opmærksomhed, når der er brug for det, så er det også nemmere for det at slappe af, når det leger, og blive opslugt af legen.

 

Lad barnet deltage i de huslige pligter

Noget, der nogle gange er nemt at glemme, er at små børn ofte kan lide at deltage i de huslige pligter, og at man kan være sammen med sit barn på en sjov måde ved at hjælpe hinanden med de huslige pligter. Du er selvfølgelig nødt til at have lidt ekstra is i maven og regne med, at alt ikke bliver perfekt … En mælkekarton kan vælte, når der skal bages pandekager, og der kan ryge lidt vaskepulver på gulvet, når der skal vaskes. Det bliver naturligvis ikke lige så effektivt, som når du gør alting selv – men fordelen er et tilfreds barn og en hyggelig stund sammen. Hvis man giver børn mulighed for at deltage i de huslige pligter allerede fra de er helt små, så bliver det helt naturligt for dem, at man hjælpes ad, og at det ofte er noget, der er lige så sjovt at lave sammen med sin forælder som at lege med legetøj.

Lad barnet prøve både det ene og det andet i de daglige gøremål – der er næsten ikke noget, som føles så rart for en lille pode som at få ansvaret for at bære en vandkande fra vandhanen og hen til blomsterne og faktisk lykkes med det. Eller at få lov til at sortere sorte og hvide strømper i hver sin bunke og derefter føle sig stolt og kompetent. Den type af følelser er gode for både selvtillid og selvværd. Mens I udfører de huslige pligter, kan I også lave sjov og grine og finde på små historier – eller bare slippe fantasien løs. Det giver både barn og forælder energi og en følelse af fællesskab, hvis man rydder op i stuen mens man synger en frisk sang.

 

Hvorfor vil mit barn ikke lege selv?

Som sædvanlig, når det handler om børn, så er de forskellige – nogle børn har virkelig ikke nemt ved at lege selv. Sammenlignet med de lidt mere selvhjulpne, så kan de opleves som uselvstændige og omklamrende. Der kan være mange grunde til, at det bliver sådan – alt fra barnets personlighed til træthed eller perioder med ekstra behov for forældrekontakt kan påvirke. Ofte finder de fleste børn efterhånden interesser, som de bliver opslugt af, og det kan være en trøst, når det føles, som om man har et lille barn, der sidder fast som et plaster på en og tigger om at lege. Jo ældre barnet bliver, desto større behov får selv barnet for tid til sig selv. Det kan føles uvirkeligt, men lige pludselig er det dig, der i stedet tigger barnet om, at I skal lave noget sammen. Prøv at lade være med at blive stresset over dit barns uselvstændighed, og fokuser i stedet på at lytte til og tilfredsstille dets behov, samtidig med at du lærer dit barn at lege selv på det rigtige niveau. For nogle kan to minutters leg med sig selv være et fremskridt – prøv at se på det på den måde, og sammenlign ikke barnet så meget med andre. Vi lover, at der kommer et tidspunkt, hvor selv dit barn trækker sig tilbage for at lave noget for sig selv.

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog

Del artiklen