DIT BARN
Nu begynder dit barn måske at interessere sig lidt mere for andre børn, selv om denne interesse kan variere. For nogle er det meget direkte, mens andre er lidt mere observerende og tilbageholdende. Det er ikke ualmindeligt, at børn i denne alder begynder at få venner, som de kan lide og foretrækker at lege med. Det mest almindelige er, at de leger ved siden af hinanden i starten og derefter mere og mere sammen. Denne form for parallelleg giver barnet gode muligheder for at lære en legekammerat at kende i et tilpas tempo. Man kan blive uenige, men også grine sammen. Og det er præcis sådan, det skal være, for ved at lege med venner lærer børn en masse ting, som de skal lære i livet, fx empati, sprog og at vente på sin tur. Men der er meget at arbejde med i forholdet til venner, og det er almindeligt, at legen i denne alder i høj grad består i at tage ting fra hinanden. Du kan hjælpe børn, der leger, ved at være tæt på og guide dem, men lad det tage tid, og husk, at de små venner endnu ikke nødvendigvis er i stand til at styre deres impulser, men mest lader sig styre af det, de har lyst til lige nu og her. Som forælder er det godt at træde et lille skridt tilbage, så man ikke hele tiden korrigerer, men lader børnene lege frit og prøve sig frem. Og derefter være til rådighed, hvis der er brug for hjælp til konflikthåndtering eller afledning.
FORÆLDER
Hvor lange dage skal en 2,5-årig egentlig have i vuggestuen? Og hvordan kan man arbejde, hvis man forventes at hente sit barn så tidligt som muligt? Afhentningstidspunkter i vuggestuen kan være et ømt punkt og noget, mange forældre tænker på og ofte har dårlig samvittighed over. Det er svært ikke at sammenligne sig med andre, og da alle forældre ønsker det allerbedste for deres børn, er det let at føle sig usikker på sine valg. Men på mange af forældrerollens spørgsmål findes der ikke kun ét svar, der passer til alle. I stedet handler det om vurderinger, som skal foretages af dig, der kender dit barn og familieliv bedst. Hvordan ser mit barn ud til at have det i vuggestuen? Er det et udmattet barn, der kommer hjem hver dag, eller lader det til at fungere ret godt? Og hvilke praktiske muligheder har vi overhovedet for at gøre noget ved det? Så inden du begynder at sammenligne dig med andre, så tænk på, hvad I har brug for som familie, og prøv at se bort fra, hvad der fungerer bedst for andre. Vi ved, at mange ting i forbindelse med børn ofte fører til tvivl om, hvorvidt man har gjort det rigtige eller ej, men husk også, at tvivl ikke nødvendigvis altid er noget dårligt! Tværtimod er det et bevis på, at du holder utroligt meget af dit barn og blot ønsker at gøre dit bedste. Det er hårdt for forældre at tvivle og bekymre sig – men det er fantastisk for børn at have forældre, der bekymrer og anstrenger sig for at træffe de allerbedste valg.