preg13566_desktop

Bækkenløsning og lændesmerter som gravid

At have ondt i ryggen under graviditeten er normalt, mange gravide får både smerter i lænden og ondt i bækkenet. Men der findes råd der kan lindre.

Vi har talt med jordemoder Nina Sepstrup om lændesmerter og bækkenløsning under graviditeten, hvad det skyldes og hvad man kan gøre ved det.

Hvilke former for rygproblemer er normale under graviditeten?

Det er almindeligt at gravide har smerter i ryggen og lænden. Der kan også komme smerte i balderne med udstråling til benene. Mere end halvdelen af alle gravide klager desuden over at have ondt i bækkenet undervejs i graviditeten og af dem er der omkring 5-16 procent der har så alvorlige smerter, at det går ud over deres funktionsniveau.

Kan man forebygge at få ondt i ryggen som gravid?

Man kan forebygge ved at bruge sin krop. Få mindst 30 minutters motion dagligt, og lave øvelser der er målrettet gravide, så man ikke belaster ryg og bækkenbund unødigt. Det er også vigtigt at træne sin bækkenbund, da svaghed her, kan være årsag til rygsmerter. Vær opmærksom på at have en god holdning, hvor man ikke falder sammen i ryggen eller svajer meget. Hvis maven føles meget tung og det hjælper at løfte den lidt, kan det være man kan have glæde af et graviditetsbælte. Desuden kan man så vidt muligt forsøge at undgå fysisk og psykisk stress og få sin søvn. Mange har glæde af gravidmassage eller behandlinger/råd hos en fysioterapeut, osteopat eller kiropraktor.

Man ved, at kvinder der arbejder med tunge løft er særligt disponerede for at få problemer. Så tal altid med din arbejdsgiver, hvis du er fysisk belastet på dit arbejde. Desuden øges risikoen, hvis man i forvejen har problemer med ryg eller bækkensmerter, ligesom overvægt i sig selv øger risikoen for belastningssmerter, når man er gravid.

Hvad er bækkenløsning?

Når man bliver gravid, øges mængden af hormonet relaxin i kroppen - hormonet skal blødgøre leddene i bækkenet, så det kan udvide sig under fødslen. På en måde kan man sige, at alle gravide derfor har bækkenløsning. Blødgøringen kan sammen med det øgede pres fra den voksende livmoder, for nogle medføre, at bækkenleddene forskydes eller fejlstilles, så led, ledbånd eller muskler kan blive overbelastede. Hvis man har alvorlige bækkensmerter, er påvirkningen af leddene særlig stor og bækkenet kan føles ustabilt. Man kalder det da for smertefuld bækkenløsning eller graviditetsrelaterede bækkensmerter.

Hvordan føles bækkenløsning?

Der kan være smerter omkring et eller flere af bækkenets led, både når man står, går, ligger eller sidder. Det kan være svært at rejse sig eller gå på trapper. Smerterne kan være jagende smerter fortil over kønsbenet, eller bagtil i bækkenleddene i den ene eller begge sider. De kan stråle ud i lysken og ned i benene og være brændende eller stikkende. Der kan være smerter i balderne, lavt over lænden, indersiden eller bagsiden af lårene. Nogle gange kan det føles som om bækkenet næsten låser eller klikker, samtidig med smerten, og benene kan give lidt efter, så man må stoppe op.

Hvis man har mere alvorlige bækkensmerter, kan det føles som om der slet ikke er hold på bækkenet, og det kan være svært overhovedet at gå og bevæge sig. Ofte får man en meget vraltende gang. Der kan være smerter i andre dele af kroppen, som lår, ryg, nakke og skuldre fordi disse muskler kompenserer, for de smertefulde muskler i bækkenet. Nogle kan også have føleforstyrrelser i hænder og fødder, som følge af bækkensmerter.

Hvor tidligt kan man få bækkensmerter?

Smerterne begynder som regel midt i graviditeten omkring 24. til 36. graviditetsuge, men kan forekomme i de første måneder også. De fleste vil kun have milde eller moderate smerter ind imellem. For langt de fleste forsvinder smerterne i månederne efter fødslen.

Har du nogle tips mod bækkensmerter?

Overordnet kan man prøve at forebygge og lindre ved at træne sine muskler i hele kroppen, med øvelser målrettet gravide og med fokus på, at stabilere musklerne omkring bækkenet. Det er blot vigtigt at sørge for at bevægelserne er hensigtsmæssige, og at man ikke laver øvelser, der er smertefulde. Træning i vand er rigtig godt. Nogle har gavn af at få rådgivning hos en fysioterapeut eller anden behandler. Akupunktur bruges også i behandling af bækkensmerter. Lyt til kroppen og gå til lægen, hvis smerterne bliver et problem i det daglige.

Det er ret individuelt, hvad der udløser smerterne, men for mange vil det være godt at undgå vrid i bækkenet som ved fx støvsugning eller kørsel med tunge indkøbsvogne. Det er også godt at tage små skridt, bevæge sig med samlede ben når man står ud af sengen eller bilen, og at sove med en pude mellem knæene. Et støttebælte kan også lindre. Det er desuden vigtigt, at den gravide er opmærksom på, hvornår smerterne kommer (kan også komme i timerne efter en bestemt bevægelse) og så vidt muligt undgå de situationer eller forsøge at ændre dem.

Kontakt foreningen bækkensmerter.dk for yderligere råd og vejledning.

Hvad skyldes det at man får lændesmerter som gravid?

Når hormonet relaxin øges, påvirkes ikke blot bækkenet, men alle kroppens led. Samtidig forskydes tyngdepunktet i kroppen, efterhånden som maven vokser og den gravides holdning ændres. Den store livmoder giver desuden et øget tryk i maven og bækkenet. Det giver samlet set en øget belastning af mange store muskelgrupper i ryg, mave, balder, ben og bækkenbund og kan medføre fejlbelastninger og pres på fx iskiasnerven.

Har du nogle tips mod lændesmerter?

  • Det kan lindre at få massage
  • Læg en varmedunk eller noget koldt over lænden.
  • Lav yoga eller andre øvelser
  • Brug fodtøj med god støtte og stødabsorbtion

Er der noget specielt man skal være opmærksom på når det drejer sig om rygsmerter under graviditeten?

Ryg og bækkensmerter i graviditeten er ikke på nogen måde farligt, men kan være meget generende. Men får man pludselig ondt i lænden, og smerterne kommer turevis, selvom der er lang tid til fødslen, kan det være begyndende veer, og det er derfor vigtigt at kontakte sit fødested. Som regel vil man heldigvis kunne mærke, at noget føles helt anderledes end det plejer.

Når man har født falder produktionen af relaxin, hvilket for langt de fleste betyder, at smerterne i bækkenet gradvist aftager. Hvis der stadig er mange smerter nogle uger efter fødslen, skal man tale med sin læge. I meget sjældne tilfælde kan smerterne vare i flere år eller blive kroniske.

Frontbox_Startsida_Webb_580x380_DK_White_1x

Få en gratis välkomstgåva!

Bli medlem nu!

Del artiklen