190912_libero_cf7_535_cmyk-1_desktop

Ulvetimen

Efter en lang dag er det helt naturligt at være træt om eftermiddagen. Timerne frem til aftensmaden kan føles som en evighed og være ret besværlige at komme igennem. Her får du vores bedste tips til, hvordan du gør ulvetimen lidt nemmere.

Når barnet er hentet i vuggestuen eller børnehaven, så begynder næste del af dagen – den, der i perioder kan være lidt af en udfordring. Måske er man nødt til at klare nogle indkøb på hjemvejen og derefter nå at lave aftensmad, inden barnet bliver for sultent – og for træt. For at få hverdagen til at forløbe lidt nemmere, kan det ofte være nødvendigt med et mellemmåltid til både store og små i form af frugt eller en rugbrødsmad – det kan gøre underværker for humøret, hvis man mangler energi om eftermiddagen. Det kan også være klogt at skrue ned for ambitionerne, eftersom det da bliver nemmere at lade være med at stresse og dermed skabe en bedre stemning.

Tips til, hvordan man undgår overtrætte og sultne børn om eftermiddagen

Det allerbedste er at prøve på at gøre ulvetimen så kravløs som muligt. Utilfredse børn er jo som regel bare trætte eller sultne børn, så sørg for at opfylde de grundlæggende behov. Her får du lidt flere konkrete råd.

  • Tænk på denne tid som barnets. Hvis du skal købe ind, så prøv at gøre det til en fælles opgave, og involver dit barn, når det er muligt.

  • Husk at opfylde dine egne fysiske behov. Man kan nemt bare komme til at fokusere på barnet og overse, at ens eget blodsukker begynder at falde. Sørg for at få noget ordentligt at spise og drikke, inden trætheden melder sig.

  • Barnet kan også have brug for noget at tygge på for at få energien tilbage. Et godt mellemmåltid med frisk frugt eller en lille rugbrødsmad indeholder ofte mere næring end fx kiks, rosiner og andre søde sager.

  • Undgå så vidt muligt at hænge fast i lange samtaler med andre voksne. Det er måske ikke så sjovt for barnet at skulle stå og vente på, at mor eller far skal snakke, snakke, snakke ... Vent med de samtaler til et bedre tidspunkt.

  • Undgå at tage telefonen, hvis du føler, at tidspunktet er dårligt. Den, som ringer, kan lægge en besked eller ringe igen lidt senere. Det kan faktisk være klogt at lægge telefonen helt væk, så man nemmere kan bevare fokus på barnet – den lille har sandsynligvis længtes meget efter dig i løbet af dagen og har et stort behov for at tanke nærhed og fylde på med kram og snak.

  • Har du overskud til det, så lad børnene deltage i madlavningen. Du kan også give dem hver sin skål med ærter, majs, revne gulerødder eller andet, som de kan blande sammen. Det er ikke kun sjovt for børnene og holder dem beskæftiget lidt – det er også sjovt at spise mad, som man selv har været med til at lave.

  • Hvis du har mulighed for det, så forbered så meget som muligt af måltidet på forhånd, så I har nem aftensmad. Planlæg enkle måltider, som du ved, at hele familien kan lide. Et andet tips er, at når du laver mad, så lav gerne så meget, at du kan have nogle portioner i fryseren – det er den perfekte redning, når du en dag ikke har overskud til at stå ved komfuret, og der alligevel skal mad på bordet.

  • Børn kan for det meste godt lide at vide, hvad der skal ske. Derfor kan det være en god idé at skabe en eller anden form for forudsigelighed ved at indføre en rutine eller noget andet, der gør, at børnene ved, hvad de kan forvente sig af eftermiddagens tid. At fx have samme vaner og procedurer for aftensmaden kan gøre eftermiddagen lettere for jer alle.

 

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog

Del artiklen