DIT BARN
På dette tidspunkt er de fleste børn startet i vuggestuen og det kan være rart at vide, at det er meget almindeligt, at afleveringen om morgenen føles hård for både store og små. Mange synes, det er utroligt hårdt at sige farvel om morgenen, og det kan være svært at vide, hvad der egentlig er bedst for barnet. Er det en stille og rolig afsked eller et hurtigt farvel? Uanset hvilken måde man vælger for at gøre det lettere for barnet, kan det være rart at vide, at vanskelige afleveringer ikke nødvendigvis handler om, at dit barn ikke føler sig trygt – eller at vuggestuen er dårlig. Det er helt normalt og naturligt, at små børn bliver kede af det, når de skal skilles fra deres elskede forælder. Når morgenafleveringen er besværlig eller hård, plejer det bedste at være at tale med vuggestuen, så I sammen kan lægge en tydelig plan for, hvordan I kan gøre morgenen lidt mindre turbulent – både for dig og dit barn.
FORÆLDER
Det er ikke altid let som forælder at vide, hvad der er bedst for et barn på halvandet år. Nogle gange kan det føles, som om man stadig har en lillebitte baby med kæmpestore behov, og andre gange er ens lille barn mere som et lille menneske, der er ved at blive en temmelig selvstændig person. Den store verden derude kan være spændende, men i perioder også ret krævende og vanskelig. Som forælder er man hele tiden nødt til at skifte mellem at være den trygge favn, der tager imod, når der er krise, og den sikre havn, barnet kan begive sig ud fra. Disse skiftende behov kan give anledning til mange tanker og overvejelser. Hvad nu, hvis de beslutninger, jeg træffer i hverdagen, er forkerte eller ikke helt optimale? Hvad nu, hvis barnet har brug for noget helt andet end det, det får? Men husk: Det er helt naturligt at stille sig selv sådanne spørgsmål – og noget, der indgår i et godt forældreskab. Når du tænker på, hvordan I har det i dagligdagen, bliver du også mere fleksibel i forhold til at tilpasse dig dit barns behov og eventuelt justere, hvis noget ikke fungerer godt for jer som familie. Glem ikke at bekræfte hinanden, hvis I er to forældre, eller at tale med en anden, der er tæt på. Selv forældre har jo indimellem brug for opmuntring og en tryg favn.