DIT BARN
Selv om dit barn er holdt op med at bruge ble, vil det sikkert stadig komme til at tisse i bukserne en gang imellem. Det gør næsten alle børn nu og da. Så små børn ved ikke altid, hvornår de skal tisse, og de vil helst ikke afbryde en sjov leg for at gå på toilettet. Da kan små rutiner ofte hjælpe i hverdagen, fx altid at tisse efter måltider og før leg. Som voksen kan en god portion tålmodighed også være en hjælp. Du kan prøve at komme med en neutral kommentar, fx ”det kan nemt ske, lad os skifte bukser” og så lade det blive ved det. Så afdramatiserer du situationen og får barnet til at forstå, at det ikke er noget at være flov over. Det er også almindeligt, at barnet ikke kan holde sig tør om natten. Det er egentlig først efter femårsalderen, at man plejer at tale om sengevædning. Mange børn i denne alder kan simpelthen ikke holde sig en hel nat endnu. Så hvis du og barnet ønsker det, kan ble om natten altså være løsningen et stykke tid endnu, og indtil videre er det helt fint kun at være tør om dagen. I kan også prøve at bruge Sleep Tight – en mere diskret natble, som måske føles lidt mere behagelig for et lidt ældre barn. Andre ting, man kan overveje for at gøre det lidt lettere at holde sig tør om natten, er at indarbejde regelmæssige tissevaner i løbet af dagen –altid at tisse af før sengetid og ikke at drikke for meget, lige inden man skal sove.
FORÆLDER
Hverdagen ser forskellig ud for os forældre, nogle lever sammen som par, andre er separerede eller skilt, og nogle har hele ansvaret for deres barn eller børn. Ens livs- og arbejdssituation indebærer altså, at vi ikke har samme mulighed for altid at være sammen med vores elskede børn. Det kan selvfølgelig være hårdt at være nødt til at være adskilt fra sit barn i en eller flere dage, uanset om det er på grund af arbejde eller at barnet også bor hos en anden forælder. Men en ting, du skal huske, når I bliver genforenet, er, at uanset hvor meget du og dit barn har længtes efter hinanden, er det ikke sikkert, at jeres reaktion på det hele er den samme. For mens mange forældre forestiller sig en genforening med kram og kys, kan børn i mange tilfælde reagere lige modsat. Med bortvendt hoved og klar afstand. Det er en helt naturlig reaktion hos børn, da det kan være ret krævende for et lille barn at skifte fra en situation til en anden. Hold dine egne følelser lidt tilbage, og giv det lidt tid. Hvis det er muligt, så prøv at afsætte tid kun til barnet, og vær der, når det tør op igen.