190910_libero_ug4_633_desktop

Tegn på frembrud af babytænder

Hvordan kan jeg mærke, at der er tale om tandfrembrud, og hvornår skal barnets første tænder egentlig komme? Her kan du læse alt om børns tænder, i hvilken alder de kommer, og hvorfor det er så vigtigt også at børste de små mælketænder.

Børns første tænder er dem, vi kalder mælketænder. Når de først begynder at stikke op, ligner de næsten små riskorn. Men har du tænkt på, at de er meget mere hvide end de permanente tænder, man får senere? Det skyldes, at de har en tyndere emalje end vores ”voksentænder”. Der er lidt forskellige teorier om, hvorfor de kaldes for mælketænder, fx at de første tænders hvide farve minder om mælk, eller at ordet kommer fra barnets første mad.

Hvornår får babyer sine første tænder?

Mange små børn får deres første tænder, når de er omkring 6 måneder gamle, men der er ikke noget mærkeligt i, hvis det ikke bliver sådan for jer. Nogle børn bliver nemlig født med tænder, mens andre får deres første tænder efter deres etårsdag. Børn, der er fyldt tre år, plejer som regel at have fået alle deres mælketænder. Der er gratis tandpleje til alle børn fra fødslen, men det er lidt forskelligt, hvornår de enkelte kommuner inviterer til første tandundersøgelse.

Symptomer ved tandfrembrud

Små børn påvirkes forskelligt af at få tænder. Nogle lader ikke til at lægge mærke til det overhovedet, mens det kan være lidt hårdt for andre. Der findes nogle tegn, som kan afsløre, at barnets tænder er på vej, fx at:

  • barnet ofte stopper hånden i munden.
  • barnet savler.
  • barnet er irritabelt og uroligt
  • barnet ikke sover og spiser så godt, som det plejer. Det er nemlig almindeligt lige nøjagtig ved tandfrembrud.

I hvilken rækkefølge kommer børns mælketænder?

De to fortænder i undermunden plejer at være dem, der dukker først op. Lige bagefter plejer de to fortænder i overmunden at komme. Det plejer også at være i nogenlunde den rækkefølge, at mælketænderne derefter tabes, selvom det først er nogle år senere. Efter at fortænderne i over- og undermunden er kommet, plejer det at være to hjørnetænder på hver side, der kommer – først dem i overmunden og derefter dem i undermunden. Barnet får i alt 20 mælketænder, som det er meningen skal holde i flere år.

For den, der ammer en baby, som får eller har fået tænder, kan det være alt andet end sjovt, hvis barnet bider i brystet. Er det noget, du kan nikke genkendende til? Vi har samlet nogle tips til, hvad du kan gøre ved det.

Sådan kan du hjælpe barnet ved tandfrembrud

barnet virker uroligt eller lader til at have ondt, når tænderne kommer, kan du prøve at:

  • Lade barnet have sin egen lille tandbørste til at gnave på, når der er brug for det. En børnetandbørste er perfekt til at gnubbe tandkødet med, når det klør, og barnet får tænder. Så lærer barnet samtidig, at en tandbørste skal være i munden, og at tænder skal børstes.
  • Give barnet en bidering til at tygge på. Nogle bideringe kan man køle ned i køleskabet, og det plejer at være rart, at den er lidt kold.

Hvornår skal man begynde at børste tænder på børn?

Så snart den første tand bryder igennem, er tiden inde til at finde tandbørsten frem og begynde at børste – både morgen og aften. Man kan måske undre sig over, hvorfor man skal børste tænder, som i sidste ende alligevel falder ud, men det er der gode grunde til. Delvis handler det naturligvis om at gøre tandbørstningen til en naturlig rutine for barnet, men det er også vigtigt, at mælketænderne holder i mange år, og eftersom de har en tyndere emalje, er de også mere følsomme over for karies. Man kan også risikere, at hvis barnet får et hul i en mælketand, kan det nogle gange påvirke den permanente tand, som sidder nedenunder, og det vil man virkelig gerne undgå. Så børst tænderne morgen og aften, og brug en fluortandpasta – her kan man sagtens bruge den samme tandpasta som resten af familien bruger.

8 tips til, hvordan man børster tænder på en baby

Der er børn, som elsker at børste tænderne, men langt de fleste forældre oplever nok, i hvert fald i perioder, at aktiviteten havner længst nede på barnets liste over sjove ting. Så kan man have brug for lidt inspiration til at få det til at fungere godt. Her får du otte tips, der kan hjælpe.

1. Find en stilling at stå eller sidde i, som føles behagelig, fx på skødet af en forælder.
2. Brug en blød tandbørste.
3. Vælg en tandpasta med fluor. Læg ca. lige så meget tandpasta på, som svarende til størrelsen på barnets lillefingernegl. Undgå også at give barnet vand bagefter, eftersom tandpastaen gør mere nytte, hvis den får lov til at blive i munden.
4. Når barnet bliver lidt ældre, er det rigtigt nok, at tandbørstningen skal tage lidt tid (ca. 2 min.), men for rigtigt små børn er det bedre, at man prøver at børste alle tænder hurtigt, så barnet ikke når at blive træt, inden man er nået igennem alle tænderne.
5. Lad barnet prøve selv at holde i tandbørsten. Selvom barnet til at begynde med bare sutter eller tygger på tandbørsten, er det godt, at barnet vænner sig til at have den i munden. 6. Det meste bliver sjovere med en sang, så syng en tandbørstningssang.
7. Du kan også prøve at sætte barnet foran et spejl, så det kan se, hvad der sker.
8. Det plejer at være nemmere, hvis barnet ikke er alt for træt og/eller i dårligt humør, når det skal børste tænder.

Hvis barnet slår en tand ud eller beskadiger en tand

Hvis dit barn slår sine tænder, er det en god idé at få dem undersøgt hos tandlægen – også selvom det handler om mælketænderne, som alligevel skal tabes på et tidspunkt. Nole gange kan et slag nemlig påvirke den blivende tand, der sidder nedenunder, hvilket først plejer at kunne ses mange år senere. Husk at kontakte dit forsikringsselskab, hvis tanden får et slag, eftersom skaden skal være dokumenteret, hvis I på et senere tidspunkt skal få erstatning udbetalt for en eventuel skade. Det kan være godt at kende til, at man aldrig skal prøve at sætte en mælketand, der er slået helt ud, tilbage, eftersom det kan beskadige den permanente tand, der findes nedenunder. Kontakt i stedet en tandlæge, så vedkommende kan undersøge barnets mund og frem for alt sikre, at den permanente tand nedenunder ikke har taget skade i forbindelse med, at mælketanden blev slået ud.

Hvornår begynder man at tabe mælketænderne?

Når et barn er et sted mellem 5 og 7 år, plejer den første mælketand at falde ud. Derefter fortsætter de med at falde ud – udskiftningen af mælketænder til permanente tænder plejer ofte at fortsætte frem til teenageårene.

Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, Læge

Del artiklen

Artikler, som måske er interessante for dig