hives_image

Nældefeber hos børn

Hvis dit barn begynder at klø sig intensivt og derefter får udslæt med hævelse i huden, er der stor sandsynlighed for, at det drejer sig om nældefeber (Urticaria).

Nældefeber hos spædbørn og børn giver samme reaktion og ser ud, som hvis man har brændt sig på brændenælder. Ofte forsvinder nældefeber lige så hurtigt, som den kom, og uden at efterlade nogen mærker, men i sjældne tilfælde kan det være en allergisk reaktion, der kræver hurtig behandling.

Hvad er nældefeber?

Nældefeber er udslæt på kroppen, der klør noget så infernalsk! Det skyldes, at stoffet histamin frigøres i kroppen, ligesom det er histamin der giver rødme og kløe efter f.eks. insektstik. Først begynder det at klø, og kort tid efter kommer udslættet – på ét sted eller flere. Det er som regel hvide og ophøjede hævelser (i forskellige former og størrelser), der er omgivet af røde områder. Ofte flytter de rundt på kroppen og ændrer form – uden at efterlade mærker.

Hvorfor får man nældefeber?

Årsagen til nældefeber kan variere kraftigt, fra allergiske reaktioner på fødevarer til fysiske årsager som kulde eller kropsanstrengelse – men også reaktioner på fx medicin eller infektioner. Ofte finder man aldrig rigtig ud af, hvad årsagen var, og der findes heller ikke nogen test, som kan vise, hvad der var den udløsende faktor. I de fleste tilfælde forsvinder nældefeberen af sig selv inden for 2 dage til 2 uger uden at efterlade nogen mærker. Det kan være godt at vide, at nældefeber ikke smitter.

Hvornår skal jeg søge læge?

Nældefeber er normalt ikke noget, der er farligt, men hvis barnet får meget udslæt over hele kroppen og samtidig får andre symptomer som fx hævelser der påvirker vejrtrækningen og giver åndedrætsbesvær eller astma eller diarré, så kan det være anafylaksi, hvilket er en farlig tilstand. Det er usædvanligt, men hvis det skulle ske, så er det vigtigt at ringe 112 med det samme. Hvis udslættet ikke forsvinder inden for en uge, eller barnets udslæt kommer tilbage, så bør det også undersøges af barnets læge.

Hvordan kan man behandle nældefeber?

Ofte forsvinder den af sig selv, uden at man behøver behandle den. Kølende gel kan være behageligt, hvis det klør meget.
Hvis nældefeberen ikke går over af sig selv, vil lægen måske behandle med antihistamin, og hvis det er en alvorlig allergisk reaktion, så får man adrenalin og efterfølgende antihistamin og steroid. Alvorlige allergiske reaktioner plejer også at undersøges nærmere, så de ikke opstår igen.
Hvis du vil læse mere om børns hud, og hvordan du plejer den bedst muligt, så finder du tips og hjælp i vores hudskole.

Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, Læge

Del artiklen