Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Sex og lyst efter graviditeten

Sex og lyst efter graviditeten

For de fleste forældre er det her en intensiv tid, hvor de forelsker sig i deres barn. Der er så stor ømhed og nærhed forbundet med det lille barn, at sex ganske enkelt måske skubbes til side et stykke tid. Men sexlysten plejer at vende tilbage. Vær tålmodig, og hold liv i den nærhed I har med hinanden.

En kærlighedsaffære med det nyfødte barn og nærhed med hinanden
Det seksuelle behov erstattes måske af andre behov efter en fødsel og af at være blevet forældre. De nye sider af at være en familie og at være nær hinanden kan i sig selv give stor glæde. Små udtryk for hengivenhed og hensyn, som fx at give hinanden et opmuntrende kram fx hvis natten har været besværlig, er netop nu måske vigtigere end noget andet.

Det her er en overgangsperiode, og I skal ikke bekymre jer for meget. Børn fortsætter ikke med at være små og vågne om natten for evigt. Og hvis ikke sex føles vigtigt nu, så skal I fortsat værne om jeres fælles nærhed. Så pas på hinanden. Tal. Hold om hinanden. Hvis I holder fast ved den nærhed, vender sexlysten tilbage.

Nybagte fædre, partnere og sex
Måske taler vi mere sjældent om mandens eller partnerens sexlyst efter en fødsel. Også den anden person, som er blevet forælder, har brug for tid til alt det nye og til at møde og lære sit barn at kende. Livet ændres, og ikke meget er, som det var, inden den lille ny ankom. At få et barn er stort, og rollerne i relationen bliver måske helt nye. Mangel på søvn, hygge om det lille ny menneske og alle de nye rutiner, som skal bundfælde sig, er ikke det bedste grundlag for lyst netop nu i parrelationen. Nybagte fædre og partnere har nogen gange ikke lyst til sex, og det må være helt acceptabelt. Lad alle få tid til at lande.

Nybagte mødre og sex
Nybagte mødre har nogen gange heller ikke lyst til sex, og det er også naturligt. Her handler det om, hvad kroppen har været igennem, hvad der sker med kroppen under amningen samt det overvældende i nu at have et barn. Kroppen skal have tid til at komme sig efter fødslen, og måske er der bristninger eller sår, som skal hele. I løbet af de første måneder efter fødslen er en kvindes krop fyldt med hormoner, som påvirker sexlysten. Efter ca. et halvt år er hormonerne tilbage til det normale niveau, men nu er der også et nyt lille familiemedlem, som nogen gange har en stor indflydelse på søvn og tid. Tal med hinanden, og prøv at være åbne om jeres behov og ønsker.
Læs også gerne artiklen om sex efter graviditeten - kvindens krop med flere praktiske råd.

Børn betyder en livsændring
Lyst påvirkes også af træthed. Og findes der nogen, der er mere trætte end nybagte forældre? Mens I forsøger at finde jer til rette i jeres nye roller og opfylder jeres barns behov, er der måske ikke meget tid tilovers til at tænke på hinanden. Det lille ny menneske tager megen tid og energi, og det skal det også gøre nu her. Hvis I savner sexlivet, kan I overveje, hvad I kan gøre for at få mere tid sammen og finde tilbage til lysten til hinanden.

13 tips til at få fart på nærheden og sexlivet efter graviditeten
• Hold om hinanden, og lig tæt uden andre krav til hinanden end nærheden. Lad det tage tid, og vær stille. Nogen gange vågner kroppen til live igen, hvis den får lov at føle fred og ro. Hvis ikke lysten vågner eller bare banker lidt forsigtigt på, er det måske bare ikke tid endnu, men så har I hvilet et stykke tid i hinandens arme. Måske sov I godt og tæt.

• Find på sjove ting sammen. Gør indimellem det, I syntes var sjovt, inden I fik barn.

• Hvis den ene vil, men ikke den anden, så tal om, hvad sex og at elske giver og betyder for hver af jer. En del af den længsel og de behov, som findes i et forhold, kan mødes på mange måder.

• Det er heller ingen katastrofe, hvis den ene er tændt, og den anden ikke er. Det er ikke usædvanligt, og de fleste klarer at håndtere det. En god seksuel nærhed er, når begge føler lyst.

• Giv hinanden påskønnelser, komplimenter, opmærksomhed og måske en overraskelse fra tid til anden. Alle mennesker har brug for at se, høre og føle sig påskønnede.

• Genfortæl for hinanden hvorfor I valgte hinanden fra start af.

• Fordel jeres fælles pligter retfærdigt, så begge er tilfredse med arbejdsforholdene i hjemmet.

• Hvis I ikke rigtigt har lyst til at elske, er det vigtigt at give hinanden mange kram og anden nærhed. Et kærtegn over kinden, en tryg arm om ryggen, en god øjenkontakt, en god samtale...

• Tal med hinanden. Ikke kun om sex, men om alt det der er nyt, spændende, anderledes, udviklende. Tal om barnet og alt det, der er stort og nyt, men tal også om det, I interesserede jer for og talte om tidligere.

• Hvis I er kommet ind i en negativ spiral og vil beklage jer til hinanden om, hvor trætte og udmattede I er, så bestem jer for at lytte til hinanden, og udtænk derefter konkrete løsninger sammen.

• Man skal have lov at beklage sig engang imellem, hvis det er hårdt, men bestem jer for ved hver klage også at sige noget positivt, mest for at bryde en eventuel negativ tendens. Der findes altid både negative og positive sider ved det meste.

• Find nogen, som kan passe barnet fra tid til anden, hvis I har brug for egen tid. Det kan give ny energi og kræfter til hverdagen.

• Det er almindeligt hos ammende kvinder, at skedens slimhinder bliver lidt tørre og skrøbelige. Det er hormonelt og bliver normalt igen, når ammeperioden er overstået. Hvis I får problemer ved samleje, og det ikke er nok med glidecreme, så spørg sundhedsplejersken eller lægen, hvad I kan gøre. Der findes receptfri østrogencremer på apoteket, som er gode at bruge i ammeperioden.
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...