headache_image

Hovedpine når man er gravid

Det dunker i hovedet, og migrænen er ved at bryde ud – man har mest lyst til at lægge sig i et mørkt rum og lukke resten af verden ude, mens man venter på, at hovedpinen forsvinder. Hvad er det, der gør, at man får ondt i hovedet, når man er gravid? Og kan man forhindre og forebygge hovedpine?

Hvorfor får man hovedpine under graviditeten?

Der er mange grunde til, at man får hovedpine: væskemangel, stress, stoppet næse og trange bihuler, træthed og sult, allergier eller spændinger i kroppen er nogle af dem. Under en graviditet er en del af grundene ekstra aktuelle. Hormonforandringer, kvalme, dårlig søvn og ikke mindst den træthed, der er forbundet med at skabe et nyt lille væsen eller stress over alt det, der forandres. Det har også noget at sige, at kroppen bliver tungere, hvilket også kan bidrage – og være årsag – til, at man får ondt i hovedet eller måske endda migræne under graviditeten.

Er det almindeligt, at man får hovedpine, når man er gravid?

Det er ret almindeligt, at man får ondt i hovedet, når man er gravid, selvom man ikke har haft problemer med det tidligere. For det meste er det ufarligt, og det plejer at gå over ret hurtigt. For dem, der har haft problemer med hovedpine, inden de blev gravide, kan det både blive bedre og forværres. Hvis det er en ny type hovedpine, som man ikke er vant til, der dukker op, så er det en god idé at være lidt opmærksom.

Hormonal hovedpine, når man er gravid

I den sidste del af det første og et godt stykke ind i det andet trimester, er det almindeligt få hovedpine, som skyldes hormoner. Det er en kraftig forhøjelse og stigning af især østrogen, progesteron og HCG, der kan få kroppen til at reagere. Den hormonelle hovedpine plejer at være værst tidligt i graviditeten – mellem uge 12 og uge 18.

Hvordan slipper man af med hovedpinen, og kan man gøre noget for at lindre og forebygge?

  • Drik rigeligt med vand
  • Hvil dig lidt i et mørkt og stille rum – måske kombineret med afslapningsøvelser
  • Prøv at lindre smerten med kulde eller varme for at øge blodcirkulationen. En varmepude eller is i pose bag nakken kan hjælpe. Eller hvorfor ikke en massage?
  • Irriterede bihuler og en stoppet næse kan være en årsag til vedholdende hovedpine. Det kan hjælpe at sove med en ekstra pude under hovedet og at bruge saltopløsning i spray eller næseskylning. Det siges, at luftaffugtere kan hjælpe, men et åbent vindue med frisk luft har også en positiv effekt på hævede slimhinder.
  • Der er mange grunde til at undgå stress – forebyggelse af hovedpine er en af dem.
  • Prøv at sørge for at få tilstrækkelig med søvn – for lidt kan give både spændingshovedpine og migræne.
  • Hovedpine kan skyldes lavt blodsukker: Spis regelmæssigt og prøv på at undgå at spise søde sager, der får blodsukkeret til at svinge.
  • Lyt til kroppen! Ofte er migræneanfald og hovedpine et råb om mere fred og ro.

Migrænemedicin og ibuprofen skal ikke bruges, hvis man er gravid, men det kan være i orden at tage paracetamol. Spørg gerne apoteket eller din læge til råds, så du får den rigtige hovedpinepille.

Er du gravid og har migræne?

Hvis man er en af dem, som med jævne mellemrum får migræne, så kan en graviditet både gøre det værre og bedre. Hvis man har en migræne, som påvirkes hormonalt, så er der en stor chance for, at man slipper for anfaldene under sin graviditet, men det kan også være lige modsat. Hormonerne varierer som regel ikke lige så meget under en graviditet som under menstruationscyklussen, og derfor oplever mange, at det mindsker risikoen for anfald. Samtidig svinger kroppens blodsukkerniveau lidt mere under graviditeten, og den har et større pres på sig, hvilket kan medføre migræneanfald.
Hvis man ikke er gravid endnu, men bare har planer om at blive det, så bør man vide, at nogle lægemidler mod migræne kan være skadelige for fostret – sørg for at tale med en læge, så eventuelt forebyggende migrænemedicin kan fases ud.

Hvornår skal du søge hjælp?

Hvis rådene ikke hjælper, er det vigtigt, at du søger hjælp, og det samme gælder, hvis der kommer en ny type hovedpine, du ikke har haft før, den bliver værre, ikke går væk eller bliver til migræne, hvis du ikke har haft det før.

Hvis hovedpinen kommer efter 20. uge og måske samtidig påvirker synet – fx flimmer for øjnene eller synsforstyrrelser kombineret med pludselig vægtstigning, hævelser, kvalme, bryst eller mavesmerter– så kan det være et tegn på svangerskabsforgiftning. Da skal man kontakte sin læge eller jordemoder, og hvis man ikke kan få fat i vedkommende, kan man ringe til fødeafdelingen, så man kan få en tid og få det tjekket.

Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder

Frontbox_Startsida_Webb_580x380_DK_White_1x

Få en gratis välkomstgåva!

Bli medlem nu!

Del artiklen