Ved at fortsætte med brugen af denne hjemmeside, godkender du brugen af cookies. Du kan læse mere om cookies her

close

Spontan abort

Spontan abort

Uanset årsag og længden på graviditeten er en spontan abort som regel en svær oplevelse for dem, der rammes. Både fysisk og psykisk. Det er meget individuelt, hvordan man oplever tabet, og det kan være svært for omgivelserne at forstå smerten. Og at det tager tid at bearbejde sorgen.

Det er forskelligt, hvor hurtigt efter en spontan abort, man kan eller vil forsøge at blive gravid igen. Nogle vil prøve med det samme, andre har brug for mere tid, og nogle dropper måske helt tanken.

Forebyg spontan abort
Er der noget, du kan gøre for at forebygge spontan abort? Nej, ikke direkte. Din krop laver sin egen plan for det lille ny menneske, og det eneste, du kan gøre, er at leve normalt og sundt samt undgå røg, stoffer, alkohol og alt for hård træning.

En blødning behøver ikke være en abort
En lille blødning tidligt i graviditeten er ikke helt ualmindeligt, og der behøver slet ikke være tale om en abort. Er du usikker eller har tiltagende smerter i forbindelse med, at blødningen aftager eller øges, bør du tage kontakt til lægevagten.

Hvad skal man gøre ved en spontan abort?
Du kan ikke stoppe en spontan abort. Det starter som regel med smerter som minder om menssmerter og efterfølges af blødninger. Ring til jordemoderen eller direkte til sygehuset. På sygehuset laver en læge en gynækologisk undersøgelse med ultralyd for at afgøre, om der er tale om en abort, eller om graviditeten stadig ser normal ud. Hvis lægen vurderer, at der er sket en spontan abort, eller den er ved at ske, sendes du som regel hjem. I modsat fald, eller hvis man er usikker, afventer man, og du får tid til en ny undersøgelse.

Hvis ultralyden viser, at moderkagen stadig er i livmoderen, får du formentlig tre valg:

• Overvågning for at afvente hvad der sker.

• Tabletter til at fremkalde en naturlig uddrivelse og sikre, at livmoderen er helt tom. Det kræver observation, og du skal som regel tilbage på sygehuset til undersøgelse igen.

• En udskrabning som kræver, at du bliver på sygehuset nogle timer efter.

Hvad skete der - hvorfor en spontan abort?
Omkring en fjerdedel af alle bekræftede graviditeter ender med en spontan abort. I løbet af de første 12 uger sker en hurtig udvikling, hvor barnets vitale organer dannes. Det er her de fleste misdannelser dannes, og derfor også den tid, hvor der sker flest spontane aborter. Disse aborter ses som regel som en naturlig afslutning på en graviditet, hvor et eller andet er gået fejl i løbet af de første vigtige perioder i fostrets udvikling. Tanken om, at noget ikke var, som det skulle være, kan måske dæmpe sorgen lidt?

Hjælp efter en spontan abort
En spontan abort er som regel sørgelig for alle involverede. Det hjælper at tage sine følelser alvorligt. Som regel er det godt at tale både med hinanden, hvis I er to, og med andre om det, der er sket. Det kan være en ven, et tæt familiemedlem eller en professionel. Hvis du vil mødes med en psykolog eller en anden professionel, kan du kontakte din jordemor, en ungdomsrådgivning hvis du er ung, eller din læge for at få hjælp til at sørge og sortere tankerne. Det gælder både den, som har haft aborten, og partneren.

Blive gravid igen?
Efter aborten tager det godt en måned, inden menstruationen kommer igen. Du kan forsøge at blive gravid, når mens er kommet tilbage, og du er både fysisk og mentalt klar. En spontan abort betyder normalt ikke, at det sker igen næste gang. Mange undrer sig over, hvorfor man ikke undersøger årsagen til aborten, men faktum er, at spontan abort er en naturlig del af at få børn, hvis det kun sker den ene gang. En lille andel af kvinder rammes af gentagne aborter. Det bør i så fald udredes af en gynækolog.

Stil spørgsmål, og se barnet
Efter en spontan abort er det naturligt at være både ked af det og have mange overvejelser. Er der noget galt med mig eller os? Kan vi blive gravide igen? Tør vi prøve igen?

Det er godt at tale med personalet på sygehuset bagefter. Afhængig af hvor sent i graviditeten den spontane abort skete, kan det også være aktuelt at se barnet. Det sker især ved sene aborter. En del har ikke lyst, men de, som vil og kan sige farvel på den måde, er ofte taknemmelige bagefter.
Der er opstået en fejl, prøv igen senere.
Indlæser ...