Tjekliste til vuggestuestart

At starte i vuggestue betyder ofte mange nye ting – både for barnet og for dig som forælder. I begyndelsen kan det føles, som om der er meget at holde styr på – lige fra tøj og rutiner til, hvad der rent faktisk skal være i tasken. Her har vi samlet en enkel tjekliste og nogle tips, der kan gøre starten lidt nemmere.

Hvad skal man have med i vuggestue?

Det er let at blive stresset over alle de ting, der skal ordnes inden vuggestuestart, men begynd med det, I har brug for nu, og lad resten vente. Små børn vokser hurtigt, og der er egentlig ingen grund til at købe hele årets vuggestuegarderobe på én gang, for så står du måske der med en flyverdragt, der er to numre for lille, når den skal bruges. Det er også en god ide at købe brugt eller at benytte dit netværk af venner og familie. Mange har måske aflagt børnetøj liggende. Det vigtigste er ikke, at det er nyt og fint, men derimod at dit barn kan lege, være ude i al slags vejr og føle sig tryg i lølet af dagen.

Det meste handler om, at barnet skal have det, der er nødvendigt for at kunne lege, være ude i al slags vejr og føle sig trygt i løbet af dagen. Skiftetøj, en plads til det hele og et par enkle rutiner gør en stor forskel i hverdagen – både for dit barn og for dig.

Her er en oversigt over ting, det ofte er praktisk at have fra starten:

  • Skiftetøj
    Det er næsten altid nødvendigt at have skiftetøj med – børn elsker at udforske både våde, mudrede og lidt beskidte omgivelser, og det er ikke sjældent, at der ender spor af både frokost og mellemmåltider på tøjet. Det er en god ide at have flere sæt, så der kan skiftes tøj i løbet af dagen.
  • Taske eller pose
    Til tøj, bleer eller andet, der skal med frem og tilbage.
  • Navn på tøj og ting
    Mærk tøj og ejendele, så de nemt kan findes igen, hvis de kommer på afveje. Det sparer både tid og ressourcer. I vores Pointshop kan du finde fine navnemærker med masser af forskellige motiver, som kan sættes fast på både bamser og tøj.
  • Bleer og hygiejneartikler (ved behov)
    Hvis barnet bruger ble, plejer vuggestuen at sige, hvad der er brug for, men det er en god ide at have nogle ekstra med, hvis der skulle blive brug for det.

Det behøver ikke at være perfekt fra starten – eller nogensinde, for den sags skyld. Mange ting falder på plads med tiden, og pædagogerne siger til, hvis der mangler noget. Inden vuggestuestart får man ofte en liste af vuggestuen med de ting, der er nødvendige. Det kan også være rart at finde små rutiner omkring aflevering og afhentning – det gør som regel starten lidt roligere for både barnet og dig.

Tjekliste med tøj til vuggestuen

Tøj er ofte det, man bør tænke mest på, inden barnet skal i vuggestue. Der tilbringer børnene meget tid udenfor, hvor de leger, spilder og bliver våde. At have det rigtige tøj i vuggestuen – og lidt ekstra skiftetøj – gør livet lettere for både barnet, pædagogerne og dig.

Nogle gange er det vandleg, kødsovs til frokost og et lille uheld på toilettet – alt sammen i løbet af en og samme dag. Så kan man have brug for flere sæt skiftetøj. Derfor er det en god ide at have flere sæt tøj i vuggestuen, og at man fra tid til anden tjekker, om der er noget, som skal tages med hjem, vaskes og lægges i kassen med skiftetøj.

Her er en grundlæggende tjekliste, som plejer at fungere hele året rundt:

  • Flere sæt skiftetøj
    Trøjer, bukser, undertøj og strømper. Helst i flere eksemplarer – mange vuggestuer anbefaler tre sæt.
  • Overtøj efter vejr
    Jakke, regntøj eller flyverdragt afhængigt af årstiden.
  • Sko til udendørsbrug
    Gummistøvler eller andre vandafvisende sko. Det er godt, hvis barnet efterhånden selv kan tage dem af og på.
  • Hue og eventuelt vanter
    Nødvendigt det meste af året, selv når det ikke føles så koldt.
  • Regntøj
    Næsten altid godt at have, uanset årstid.
  • Indendørssko eller hjemmesko (ved behov)
    Nogle vuggestuer kræver, at børnene har noget på fødderne, når de er indenfor.
  • Ekstra poser til vådt eller snavset tøj
    Det er helt fint med en helt almindelig plast- eller stofpose.

Tjekliste vuggestue foråret

Foråret kan være lidt uforudsigeligt – koldt om morgenen, varmt om eftermiddagen og ofte vådt udenfor. Lag-på-lag er ofte den bedste løsning.

  • Tyndere jakke
    Gerne vind- og vandafvisende.
  • Regntøj
    Sandkasser bliver våde, og vandpytter opstår hurtigt.
  • Gummistøvler eller vandafvisende sko
    Perfekt til mudder og regnvejrsdage.
  • Tynd hue
    Har man ofte brug for længere, end man tror.
  • Ekstra trøje eller fleecetrøje
    Praktisk, når vejret skifter i løbet af dagen.

Tjekliste vuggestue sommeren

Sommer er lig med mere tid udenfor, sol og varme – men også vandleg og hurtige vejrskift.

  • Tyndere tøj
    T-shirts, shorts og luftigt tøj.
  • Solhat eller kasket
    Beskytter både ansigt og nakke.
  • Solcreme
    Ofte vil vuggestuen gerne have, at barnet får et første lag solcreme på hjemmefra, og at der er solcreme i vuggestuen, som de kan smøre på om eftermiddagen.
  • Sandaler eller lette sko
    Gerne noget, der bliver siddende på fødderne.
  • Ekstra skiftetøj
    Vandleg og sprøjt hører sommeren til.

Tjekliste vuggestue efteråret

Efteråret er ofte vådt, blæsende og lidt ekstra køligt. Her er det vigtigt med tøj, der kan modstå vejr og holde til leg.

  • Varmere jakke og bukser eller flyverdragt
    Helst vindtæt og vandafvisende.
  • Regntøj
    Næsten nødvendigt om efteråret.
  • Gummistøvler
    Til regnvejrsdage og mudrede legepladser.
  • Tyndere hue og vanter
    Morgener og skyggefulde øjeblikke kan blive kolde.
  • Fleecetrøje eller ekstra lag under
    Praktisk, når temperaturen skifter.
  • Halsedisse
    Beskytter mod kulde og vind.

Tjekliste vuggestue vinteren

Om vinteren handler det i høj grad om at holde varmen og kunne være udenfor i lange perioder uden at fryse.

  • Varm flyverdragt eller vintertøj
    Der kan tåle leg i sne og kulde.
  • Vinterstøvler
    Varme og helst vandtætte.
  • Hue, der dækker ørerne
    Vigtigt, når det blæser og er koldt.
  • Vanter (gerne flere par)
    Bliver let våde under leg.
  • Undertøj eller ekstra lag
    Hjælper barnet med at holde varmen længere.
  • Halsedisse
    Beskytter mod kulde og vind.

Tips til vuggestuestart

At starte i vuggestue er en stor forandring – både for dit barn og for dig som forælder. Der er mange nye ting på én gang, og det er normalt, at det tager lidt tid at finde sig til rette i den nye hverdag. Nogle dage går det nemt, andre går det slet ikke – og det siger egentlig ikke noget om, hvordan det vil føles senere.

Et godt råd er at starte i det små. Tal om vuggestuen derhjemme, gå eventuelt forbi legepladsen inden, eller læs en bog om at begynde i vuggestue. Små ting kan gøre det lettere for barnet at genkende stedet, når tiden kommer. Selve indkøringen er også en vigtig del af vuggestuestarten. Fremgangsmåden kan være lidt forskellig, men fællesnævneren er, at du som forælder er med i starten og hjælper dit barn med at vænne sig til det gradvist.

For mange indebærer det også en ændring i hverdagen som helhed: aflevering, afhentning og nye rutiner. Her kan det hjælpe ikke at forsøge at få alt til at fungere perfekt med det samme. Efterhånden vil både du og dit barn finde et tempo, der føles trygt, og det, der først virkede som en stor ting, vil efterhånden blive en naturlig del af dagen.