Barn 20 måneder

DIT BARN

Vokser, taler og tænker

Nu udvikler barnet sig i et rasende tempo på alle fronter – sprog, tænkning og motorik. Måske kan dit barn nu pege på og benævne ting, forstå enkle spørgsmål eller begynde at sætte to ord sammen. Det kan føles, som om der dukker nye ord op næsten hver dag. Men nogle børn lytter mere, end de taler. Det kan være klogt at tænke på, at der er stor forskel på, hvor mange ord barnet selv bruger, og hvor mange ord barnet forstår. Fantasilege kan også komme i gang nu: fodre bamsen, ”køre bil” på gulvet eller lade som om, man laver aftensmad. Barnet begynder også i højere grad at kunne huske ting, og nogle gange kan det tale om ting, der ikke kun findes lige foran det, men også som symboler i forestillingsverdenen. Hos mange børn begynder man også at kunne se tegn på, om de foretrækker at bruge højre eller venstre hånd, når de tegner kruseduller eller bygger tårne med klodser. Det er vigtigt at være opmærksom på, at nu hvor der sker så meget i barnets udvikling, er det også almindeligt, at én del må vente, mens en anden del udvikler sig mere. Det er altså meget almindeligt, at barnet opfattes som værende lidt ”sen” på et eller andet område.

FORÆLDER

Ikke længere en lille baby

Nu føler du sikkert oftere og tydeligere, at du ikke længere har en baby derhjemme, men derimod et lille barn. Dit barn vil måske gerne klare en masse selv, men det søger stadig trygheden ved at være tæt på dig. Uanset om du opfatter dit barn som tidligt, sent eller et sted midt imellem i de enkelte dele af sin udvikling, kan du sikkert se, at der nu er en stor udvikling rent motorisk – fra en vaklende etårig til et meget mere motorisk sikkert barn. Måske kan I endda gå en lille tur sammen uden klapvogn. At holde i hånden og gå til legepladsen eller sammen hjem fra vuggestuen kan føles meget stort og langt fra den første spædbarnstid. Nogle føler måske, at de allerede helt savner den tid, hvor barnet havde brug for sin forælder hvert sekund døgnet rundt – andre sukker måske af lettelse over, at deres lille barn er ved at blive ældre og mere selvstændig. Vi er alle sammen forskellige og har derfor forskellige opfattelser og følelser – og det er helt normalt. Uanset hvordan du oplever det, er det sikkert rart nogle gange at se tilbage på babytiden og tænke på, hvordan det var. Hvis du har en mobiltelefon, der bugner af søde babybilleder, men du stadig ikke har fået lavet den der fotobog, så kan vi tippe dig om, at du kan bestille både fotobøger og personlige fotomagneter i vores Pointshop.