DIT BARN
I fireårsalderen er det almindeligt, at børn leger fantasi- og rollelege, både alene og sammen med andre. Det er som regel sjovt at se, hvordan de kan leve sig ind i fantasien, men det kan være godt at vide, at det stadig kan være svært for en fireårig at skelne mellem fantasi og virkelighed. Det er ikke usædvanligt, at barnet bliver bange for indbildte farer som spøgelser eller monstre. Det kan også føre til mareridt, og mange børn kan være lidt bange for mørket nu og da. Lige netop frygt for mørket er meget almindeligt hos små børn. Det kan komme og gå lidt, når man vokser op, men det er næsten altid noget, der går over af sig selv, og ikke noget, man aktivt er nødt til at gøre noget ved for at fjerne. Det, man kan gøre som voksen, er at være der og se, om man kan finde nogle løsninger, der kan hjælpe lige nu og her. Tænk lidt over, hvad der kan få barnet til at føle sig trygt lige nu, fx om det ville hjælpe, hvis I faldt i søvn sammen eller fik en lille natlampe ved siden af sengen.
FORÆLDER
Mange af os har høje ambitioner for vores forældreskab og sikkert et klart billede af, hvem vi gerne vil være som forældre. Men de høje idealer kolliderer sikkert også med virkeligheden nogle gange, og du opfører dig slet ikke som den der perfekte forælder, du egentlig gerne vil være. Men så tænk på, at børn har brug for menneskelige forældre, der viser følelser – alle slags følelser. Indimellem at miste tålmodigheden og blive vred er også bare en del af livet. Så kan vi måske nogle gange blive mere vrede, end nødvendigt. Langt de fleste af os ved, hvornår vi har været så vrede, at det ikke føltes særlig rart. Da er det er vigtigt, at man tager ansvar for sine følelser og undskylder over for barnet bagefter. Da lærer barnet også, at man godt kan blive vrede på hinanden, men også finde tilbage og tilgive hinanden igen, når konflikten er overstået. Noget andet, man bør tænke over, er, i hvilke situationer man har størst tendens til at blive provokeret eller trigget. Med lidt bevidsthed om, hvad der trigger dig, kan du ofte håndtere en lignende situation anderledes næste gang. Og hvis du føler, at du er ved at miste fatningen, så gå ud af rummet et øjeblik, og tag et par dybe indåndinger. Man kan som regel hurtigt genvinde fatningen, når man lige har givet sig selv lov til at trække sig lidt fra situationen.