libero_brand-launch_kitchen-baby_desktop

Barnet vil ikke spise – spisevægring hos små børn

En typisk bekymring blandt forældre er, at ens barn nægter at spise eller kun spiser meget få ting. Og det er ikke så mærkeligt – vi bliver faktisk rolige af at se vores børn spise, og det er der en helt evolutionær grund til. Man har jo brug for mad for at overleve. Hvis barnet ikke vil spise, bliver man derfor ofte automatisk stresset over dette.

Når vi taler om spisevægring, så nægter barnet jo sjældent at spise al slags mad – det handler derimod oftere om meget selektive børn. Måske synes vi endda, at de er kræsne med hensyn til mad, men da kan det være vigtigt at tænke på, at det ofte tager tid, inden man lærer at synes om nye smage og at dette er helt normalt. Derudover varierer børns appetit jo også kraftigt – nogle spiser meget, andre lidt. Der er altså ikke noget, man kan kalde den perfekte portion – du er i stedet nødt til at tænke på dit barns generelle appetit frem for at fokusere for meget på enkelte måltider. Hvis du begynder at tænke sådan, så kan du måske mærke, at dit barn faktisk spiser en hel del i dagens løb – bare lidt ad gangen. Det er okay at være lidt selektiv en gang imellem. Det er ikke ualmindeligt, at børn bliver vilde med en bestemt slags mad i en periode og nægter at spise andet. Det kan være kartofler, ærter, agurk – ja, det kan i princippet være næsten hvad som helst. Det behøver ikke at være noget problem, og det plejer at gå over af sig selv – eller skiftes ud med andre fødevarer. Du kan prøve at se på næringsstoffer og måltider som noget, der bare skal være varierende over tid. Det kan altså være helt okay kun at spise tomater til frokost nogle gange – bare det ikke sker ved alle måltider, hvilket det oftest sjældent vil gøre. Hvis barnet derimod spiser så lidt, at det ikke vokser, som det skal, er man nødt til at tale med sin sundhedsplejerske eller læge for at få råd og vejledning.

Fem gode råd, når barnet ikke vil spise

Det kan være fristende at bruge alle mulige tricks, fx lege, belønninger eller trusler for at få barnet til at synke en mundfuld eller to. Problemet er, at det nemt kan blive noget af et cirkus, som mest af alt skaber stress for alle involverede parter – og måske vil få den modsatte effekt. Her får du fem gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du har et barn, som ikke vil spise.

1. Vær rolig og afslappet

Vi ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men prøv at være rolig og afslappet, det er nemlig det, der oftest hjælper mest. For hvis måltidet er en hyggelig stund uden diskussioner og irettesættelser, er det også nemmere for barnet at forbinde mad med noget positivt og herligt. Og da er der også større sandsynlighed for, at dit barn har lyst til at sidde ved bordet og smage på maden.

2. Servér flere forskellige slags fødevarer – uden at presse barnet

Læg små mængder mad på barnets tallerken – eller lad barnet selv tage fra skåle. Prøv også at undgå at presse barnet. Måltider skal ikke være en konkurrence om, hvem der har den stærkeste vilje. I det lange løb kan det betale sig at tage det med ro og være tålmodig. Fortsæt med at stille forskellige fødevarer frem, selvom barnet ikke vil have dem – en skønne dag skifter barnet måske mening og tør smage på noget nyt.

3. Tving aldrig et barn til at spise

Hvis dit barn helt nægter at spise, når du har stillet maden på bordet, så er det måske ganske enkelt ikke sultent. Måske går dit barns indre madur ganske enkelt i utakt med resten af familiens, eller også har I måske spist et mellemmåltid for tæt på hovedmåltidet. Det er utroligt svært for små børn at tvinge sig selv til at spise, hvis de ikke er sultne, så tving ikke barnet til det. I de fleste tilfælde hjælper sulten barnet med at spise det, det har brug for – i hvert fald hvis måltidssituationen ikke er blevet alt for følelsesladet på en negativ måde.

4. Dit barns smag er personlig – nøjagtig som din egen

På nøjagtig samme måde, som at du selv sikkert har mad, du foretrækker, så kan der være visse typer mad, som dit barn ganske enkelt ikke kan lide. Måske har du selv mad, som du stadig helst vil undgå, mens der er andre slags mad, som du har lært at kunne lide med alderen. Der er ikke noget i vejen med at servere fødevarer og retter, som du ved, at dit barn godt kan lide – tværtimod kan mange små børn, som nægter at spise, have brug for at få deres yndlingsret ret ofte i perioder, hvor det har svært ved at spise og det kan være en god ide altid at have en slags tryghedsmad, som du ved barnet elsker at spise (pasta, kartofler, kogte gulerødder eller lignende) når en ny ret introduceres.

5. Madro ved spisebordet

En del børn har brug for fred og ro til at spise, andre spiser hurtigt eller langsomt. Find ud af, hvad der er vigtigt for dit barn. Måske bliver dit barn mere interesseret, hvis det får lov til selv at øse op? En del børn bliver mætte, når de ser meget mad, så prøv at øse små portioner op og lade barnet selv tage maden, fx ærter. Det plejer også at hjælpe på appetitten, hvis der bliver talt om andre ting end barnets mad ved bordet. Prøv at slappe af og have det hyggeligt i stedet for!

En 3-årig er ofte skeptisk over for ny mad

Små børn er mere åbne over for nye smage og retter end ældre børn, og derfor er det godt, hvis man allerede på et tidligt tidspunkt begynder at præsentere forskellige typer fødevarer. Allerede i toårsalderen kan det begynde at blive sværere at tilbyde nye smage, hvilket – hvis man er uheldig – er noget, der kan fortsætte længe. Det, der sker i to- og treårsalderen hænger sammen med udviklingen, både den fysiske og den psykiske.

Efterhånden som barnet bliver mere og mere selvstændigt, øges tendensen til ikke altid at være så samarbejdsvillig i forbindelse med måltiderne. Ofte spiser børn også mere og med større appetit i vuggestuen og børnehaven end derhjemme, og da er behovet ikke så stort om eftermiddagen, når vi voksne måske forventer os, at barnet skal være sultent. Dette kan resultere i konflikter og misforståelser og nogle gange indebære, at middagssituationen ikke er så sjov i en årrække. Lavere krav og en smule ekstra tålmodighed plejer at gøre det nemmere.

Hvis barnet ikke vil spise i vuggestuen

Nogle gange kan man naturligvis komme ud for, at barnet ikke vil spise i vuggestuen eller børnehaven og kun derhjemme. Og det kan der være en række forskellige grunde til. Da er det bedste at spørge pædagogerne, om de kan se et mønster i, hvornår barnet ikke vil spise. Måske er omgivelserne lidt for urolige til, at barnet kan få madro? Måske bliver barnet stresset af, at andre spiser hurtigere op, end barnet selv? Måske vil barnet selv vælge og lægge sin egen mad op på tallerkenen? På samme måde som derhjemme er pædagogerne nødt til at prøve på at finde frem til den løsning, som fungerer bedst – men også her uden at presse barnet.

Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, Læge

Del artiklen