Hvor tidligt kan man se en graviditet, og hvordan føles det? Nogle siger, at de kunne mærke symptomer på graviditeten med det samme, mens de fleste andre ofte ikke kan mærke noget de første par uger. Men hvis man er gravid, hvilke symptomer får man så? Her viser vi en liste over almindelige og tidlige tegn på graviditet.
Det her med tidlige graviditetssymptomer er lidt svært, eftersom flere af symptomerne – ømme bryster, træthed, murren, humørsvingninger eller en enorm trang til slik – lige så godt kan betyde, at man snart skal have menstruation. Derudover er det langt fra alle, der overhovedet kan mærke noget i starten. Så for nogle kan det første symptom på graviditet være, at man ikke får menstruation.
Det eneste, man kan gøre for at være helt sikker, er at tage en graviditetstest. Sådan en kan købes på apoteket og ser mere eller mindre ud som en plastikpind. Med denne suger man lidt urin op for at måle, om der findes et graviditetshormon i kroppen, der hedder HCG. Svaret kommer efter et par minutter. For at testen skal fungere, skal kroppen producere en tilstrækkelig mængde hormoner. Hvis testen tages for tidligt, kan man risikere, at niveauerne ikke er steget nok til at give et sikkert svar.
Det mest almindelige er at teste en graviditet i forbindelse med, at man ikke har fået sin menstruation, men der findes en række forskellige typer tests, og det varierer lidt, hvor følsomme de er. Hvis man har lidt dårlig styr på sin menstruationscyklus og er usikker på, hvornår menstruationen burde komme, så kan man tage en graviditetstest, når der er gået cirka tre uger efter ubeskyttet sex eller to uger efter oplægning via IVF.
Hvis testen tages tidligt og er negativ, kan der alligevel være tale om en graviditet, eftersom der måske ikke er blevet dannet tilstrækkeligt med graviditetshormoner i kroppen endnu. Hvis menstruationen ikke kommer, eller man synes, at alt alligevel peger på, at der er tale om en graviditet, må man bare vente et par dage og så teste igen. Hvis testen er positiv, også selvom resultatet er svagt, så kan man være sikker på, at man er gravid. Man kan også få taget testen hos lægen– men dagens hjemmetests er lige så pålidelige som dem, lægen har.
Hvis det viser sig, at testen er positiv, så bestiller man en tid hos sin egen læge, hvor der blandt andet oprettes en svangerskabs og vandrejournal og vælges fødested. Lægen henviser også til det første besøg hos jordemoderen. Hvis graviditeten er et resultat af en IVF-behandling, foretager en læge fra klinikken en vaginal ultralydsundersøgelse efter cirka fem uger. Et positivt svar er ofte overvældende, og det kan vare lidt, inden man vænner sig til tanken om, at alt kommer til at forandres.
Det er ikke usædvanligt, at man bløder lidt i forbindelse med, at ægget sætter sig fast i livmoderen, en såkaldt implantationsblødning – den blødning er som regel meget mindre end en almindelig menstruation, og kommer typisk nogle dage før forventet menstruation. Hvis du er i tvivl om din blødning er en rigtig menstruation, så vent en uge eller to med at købe en ny graviditetstest. Hvis det skulle være en spontan abort, så kan testen alligevel være positiv, eftersom graviditetshormonet falder gradvist og derfor kan fortsætte med at findes i kroppen i op til en måned. Som altid kan du kontakte din læge for at få råd, hvis du bliver for bekymret.
Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder