Måned 10

COM_5_0504

DIT BARN

Socialt samvær

Bortset fra legetøj og forældre er der få ting, der er så fascinerende og underholdende som andre børn! At føle og kravle over dem eller at betragte dem på afstand med store øjne. Hvis der er ældre søskende, er det ofte det sjoveste, der findes, og nu kan det være sjovt med en legegruppe for det lille barn. Selv om børn for det meste leger alene eller ved siden af hinanden, kan selv helt små individer blive glade for hinanden og blive venner. Men husk, at socialt samvær med andre børn ikke er noget, en 10 måneder gammel baby har et decideret behov for. Det kan være sjovt at møde andre børn en gang imellem, men det er lige så godt bare at være sammen med sine forældre og ikke møde så mange andre. Barnets sociale udvikling foregår lige nu primært med en eller flere voksne, som barnet har et tæt forhold til. Det varer længe, før leg med andre børn er noget, som barnet virkelig har brug for for at udvikle sig og trives.

FORÆLDER

Parforhold med et lille barn

Hvis du ud over et lille barn også har et parforhold, der skal plejes, har du sikkert allerede oplevet, at det ikke altid er det nemmeste at bo sammen og at være forældre sammen. Der er mange, som oplever udfordringer i deres forhold i denne fase. Selv om kærligheden ofte kan vokse sig stærkere af at få et barn sammen, er det meget almindeligt, at al hverdagens stress og mangel på søvn skaber flere spændinger og skænderier i forholdet, end der måske var før. Det er ganske enkelt en meget speciel tid i livet – at gå fra at være to til at være flere i en familie! Men følelser, der måske aftager i en periode, hvor livet er ekstra krævende, kan sagtens vækkes til live igen, når der er tid og plads til at pleje parforholdet. Mange oplever et dyk i småbørnsårene, uden at det behøver at vare for evigt.