Måned 6

DIT BARN

Små bisser på vej?

Omkring 6-månedersalderen får mange børn deres første små tænder. Lige pludselig en dag dukker der en eller to små hvide prikker op – og det lille smil bliver sødere end nogensinde. For nogle babyer kan det være hårdt at få tænder, mens andre virker helt upåvirkede. Hvis det lader til at klø i munden, kan det være rart for barnet at have en bidering at tygge på. En anden nyhed, nu hvor barnet er et halvt år gammelt, er, at fra seks måneder og frem skal børn begynde at få næring fra andre kilder end bare bryst eller flaske. Brystmælk eller modermælkserstatning vil stadig være den vigtigste ernæringskilde et stykke tid endnu, men fra nu af er det en god ide gradvist at begynde at supplere med mad fra andre kilder. Måske har I allerede prøvet smagsportioner i et stykke tid, og så kan I gradvist øge størrelsen, men hvis ikke, så må I begynde med bittesmå portioner, som bliver større, efterhånden som barnet bliver ældre.

FORÆLDER

Blandede følelser omkring mad

Man kan have blandede følelser, når det er tid til, at barnet skal begynde at spise almindelig mad. Måske føler du, at tiden er gået for hurtigt, og at du slet ikke er klar til, at din lille mini-baby skal begynde at spise mad og blive en stor baby. Eller måske har du glædet dig til det og synes, at det bliver sjovt og spændende med næste fase af dit barns udvikling. Det er ikke ualmindeligt, at der er stærke følelser involveret, når det drejer sig om at introducere mad og reducere flaskemadning eller amning. Det er helt naturligt, eftersom mad er så vigtigt for os mennesker – både biologisk og kulturelt, og det gør det til et følsomt emne. Nogle gange kan det også føles meget stressende, og man bliver usikker på alt lige fra, hvor varm maden må være, til hvad den indeholder. Det kan føles krævende og svært i starten – både at navigere i omgivelsernes forventninger og at sikre sig, at alt bliver rigtigt – men snart vil det føles som den mest naturlige ting i verden. Og før du ved af det, har du en lille middagskammerat, der glubsk gaber for at udforske smagsoplevelser fra hele verden – eller kaster det, der bliver serveret, på gulvet.