Uge 2

Baby 2 uger

Nærhed, masser af nærhed

Nyfødte babyer har et stærkt behov for at være tæt på og mærke deres forældres hud og duft. At ligge hud mod hud har mange positive fordele for en lille baby, blandt andet gør det overgangen til den nye verden lidt mindre dramatisk. Hud mod hud-kontakt stabiliserer faktisk også vejrtrækning og hjerterytme. Men forældre har også gavn af hudkontakten med deres nyfødte barn, og det er en helt vidunderlig måde at lære sin baby at kende på i fred og ro. Benyt lejligheden til flere gange om dagen bare at kramme og putte og nyde nærheden – det er vigtigere end alt det praktiske rundt omkring i denne første, turbulente, følelsesladede tid sammen. Du skal aldrig være bange for at forkæle dit barn med hverken nærhed eller mad, tværtimod bliver barnet både roligere og gladere, hvis det får lov til at spise så ofte, det har lyst, det første stykke tid. At få lov til at ligge i en forælders favn og blive madet er så meget mere end bare næring – det skaber tryghed for barnet i en ellers helt ny verden.

Forælder

Velkommen hjem, lille familie

Det første stykke tid derhjemme plejer at være præget af alle mulige former for stærke følelser, og det er almindeligt at føle alt, stort og småt, på samme tid. Glæde og latter kan blandes med bekymring, stress og nedtrykthed. Omstillingen er så kæmpestor, når vi bliver forældre, at det simpelthen kræver al energi at tilpasse sig situationen og lande i alt det nye. Og så kan du lægge en stor portion søvnmangel oveni! For den, der har født barnet, er der selvfølgelig også den fysiske omstilling, som ligeledes tærer utroligt meget på kræfterne. En krop, der måske har ondt, bløder og justerer sine hormoner, har ofte et stort behov for hvile. Hvis I er to forældre i familien, så prøv at give hinanden en stor følelsesmæssig støtte i den første, turbulente tid som nybagte forældre. Det kan være klogt at forsøge at prioritere din egen families behov frem for familie og venners ønsker om at møde barnet.