Baby 7 uger
Spædbørn under seks måneder bør jo ikke sove på maven, men det er fint at ligge på maven et stykke tid, når de er vågne. Det hjælper nemlig barnet med at træne sine ryg- og nakkemuskler, så de til sidst kan bære det lille, men tunge hoved. Det er også godt for hovedet, som stadig er blødt, så det ikke bliver helt fladt bagtil eller på siden. Så det kan være en god ide at lade din baby ligge på maven et stykke tid, hver gang den er vågen, men hold dig tæt på den lille hele tiden, og løft den op, når den bliver træt. At ligge på maven på en forælders bryst og løfte hovedet i korte perioder kan være tilpas træning i starten, og også når babyen senere hen ligger på gulvet, plejer det bedste at være at kunne se sin forælders fine ansigt.
Forælder
Hvornår er kroppen egentlig kommet sig helt efter en fødsel? Ja, det kommer lidt an på, hvad man mener med ”kommet sig”, og hvad ens udgangspunkt var. Men nu burde hævelsen i underlivet være aftaget, og alle organer have fået deres naturlige størrelse igen. Men det er noget, der tager tid. Kroppens restitutionsfase fortsætter et godt stykke tid endnu, og det tager omkring 6-12 måneder efter en fødsel, inden alt støttevævet – altså det, der støtter og holder vores organer og muskler oppe – har genvundet sin støtte og stabilitet. Det er fx ikke usædvanligt at have ufrivillig vandladning i forbindelse med anstrengelse (fx løft) på nuværende tidspunkt – det er kroppens måde at signalere, at den måske ikke er helt klar til den pågældende aktivitet. Men husk også, at det hele tiden skal blive bedre – til sidst skal kroppen være i stand til at modstå alle belastningerne igen. Efter omtrent et år bør man kunne genkende sin krop. Hvis det ikke bliver bedre, bør du søge hjælp hos nogen, der er specialiseret i kvindekroppen, fx en fysioterapeut med ekspertise i gynækologi.