Barn 24 måneder

DIT BARN

Tillykke med de to år!

Den toårige er ofte sprængfyldt med energi – løber, hopper, bygger høje tårne eller tegner vilde streger. Mange taler nu i sætninger på to eller tre ord og forstår længere og sværere sætninger som ”først skal vi spise, og så læser vi en bog”. Mange børn kan – i deres iver efter at fortælle noget – gå lidt i baglås, når de snakker. Det er helt normalt og plejer ikke at være et tegn på langvarig stammen. En anden ting, der er almindelig blandt ihærdige toårige, er ønsket om at være med til at bestemme derhjemme. Følelserne er store, og de kan hurtigt skifte fra den mest vidunderlige latter til den mest fortvivlede gråd. En toårig er en fantastisk lille person, som kan gøre alt fra at putte sig foran fjernsynet til at luge i køkkenhaven eller hjælpe dig med at lave aftensmad. Mange er fulde af legelyst, kan flække af grin og byde deres omgivelser på øjeblikke af maksimal nuttethed, når de fortæller om sig selv og deres liv med et nyfundet sprog og indlevelsesfuld mimik. Tillykke med de to år, dit fantastiske, vidunderlige lille menneske!

FORÆLDER

Parforholdet bliver sat på prøve

For dem, der har et kærlighedsforhold ud over deres forældreskab, er det ret almindeligt, at det bliver sat på prøve mere eller mindre konstant. Man kommer nemt til at bruge al sin energi på barnet og den hverdagslogistik, der er forbundet med at have et lille barn i familien – og det kan få irritation og frustration til at hobe sig op i det måske noget forsømte kærlighedsforhold. Over for en partner lader vi vores egne behov blive synlige, og når der er mange og store behov fra flere sider, kan det være svært at opfylde dem alle. Mangel på søvn, restitution, nærhed, alenetid ... Alt dette kan resultere i begrænset tålmodighed og en kort lunte eller få en til at føle sig som en lidt kedeligere udgave af sig selv. Det lyder måske som en kliche, men at tale med hinanden er nøglen til at pleje et parforhold. Gå ikke ud fra, at din partner er tankelæser. Det handler om at fortælle om sig selv, men også om at orke tage sig tid til at lytte til modparten. Hvis man formår at skabe tid til at tale om det, der er hårdt, er chancerne meget større for, at man i fællesskab kan løse problemerne og derefter komme videre til et bedre sted i forholdet.