Libero_Recruitment_2021_16_moms-kissing-tummy-on-the-bed_Desktop

Ondt i maven hos babyer og børn

Det er ofte helt normalt, at ens baby eller barn har ondt i maven, men det kan alligevel være en årsag til bekymring. Vi har lavet en liste over, hvilke årsager der kan være til mavesmerter, og hvornår man bør søge hjælp.

Det er ofte helt normalt, at et spædbarn har perioder med mavekneb, da den lille mave har brug for at vænne sig til et liv uden for livmoderen. Men som forælder er det almindeligt at føle sig både hjælpeløs og frustreret, eftersom et spædbarn med mavepine kan græde i lang tid ad gangen. Også børn, der har passeret spædbarnsstadiet, får ofte ondt i maven. Det er som regel ikke noget alvorligt, og det går ofte over af sig selv, men der er en god idé at vide, hvad man bør være lidt opmærksom på.

Babyer med mavekneb

Spædbørn får ofte ondt i maven, eftersom deres mavesæk og tarmsystem har brug for at vænne sig til at håndtere brystmælk eller modermælkserstatning. Det er jo måske ikke så mærkeligt, eftersom de har været vant til at få næring gennem en navlestreng, og lige pludselig er de nødt til at aktivere et indviklet system med mavesæk og tarme. Tarme, der endda sjældent er helt færdigudviklede. Så en følsom babymave kan have det lidt hårdt, inden den kommer rigtigt i gang. Nogle gange kan mavekneb også skyldes, at babyen sluger meget luft i forbindelse med amning, og når den får sutteflaske, hvilket jo naturligvis indebærer, at den får lidt ekstra luft i maven. En anden grund, som ikke er så almindelig, er, at den lille er følsom over for visse fødevarer som fx komælk.

Babymassage, eller spædbarnsmassage, kan være effektiv for at lindre mavesmerter. Læg dit barn på ryggen, og lav små cyklende/løbende bevægelser med benene, hvorefter du forsigtigt presser benene op mod maven. Sundhedsplejersken kan ofte hjælpe med at vise, hvordan man gør.

Kan det være kolik?

En del nyfødte har ondt i maven af og til i løbet af hele døgnet, men det mest almindelige er, at det bliver værre om aftenen og om natten. Hvis en baby har ondt i maven om natten, behøver det ikke indebære, at det handler om kolik, men hvis barnet græder i flere timer ad gangen i flere uger og for mange på omtrent samme tidspunkt på døgnet – da kan der være tale om spædbarnskolik, eller tremånederskolik, som det også kaldes.

Ondt i maven kan skyldes forstoppelse

En af de mest almindelige grunde til, at et barn har ondt i maven, er, at det har fået hård mave og får problemer med at få afføring. Det kan skyldes såvel livsforandringer som ændringer i kosten – for det meste er forstoppelse yderst usædvanligt hos børn, som udelukkende ammes. Læs mere om, hvordan du hjælper et barn, som har fået forstoppelse.

Mavepine kan skyldes bekymring eller stress

Hjerne og mave er tæt forbundet – i tarmene har vi nemlig masser af nervetråde, som kommunikerer med hjernen. Hvis man er stresset eller bekymret, kan man derfor nemt risikere, at man også får problemer med maven, og at man får fx mavekneb eller forstoppelse. Og ja, selv spædbørn kan faktisk føle stress, fx hvis de ikke får tilstrækkelig nærhed. Hos lidt ældre børn kan det ofte dreje sig om forskellige former for omstillinger, fx at begynde i vuggestue, flytte eller tage på ferie. Overvej, om der er sket noget i barnets liv, som kan være årsagen til, at det har ondt i maven.

Nogle gange er det ikke maven, der spøger

Det er svært for små børn at komme med en nøjagtig beskrivelse af, hvor det rent faktisk gør ondt. Det er fx ret almindeligt, at små børn kan have ondt i en fod, men i stedet peger de midt på maven. Da er man nødt til at være lidt opmærksom og holde øje med, hvordan barnet har det: Hvis barnet spiser, har normal afføring og ikke har feber, så er det sikkert ikke noget alvorligt. Men hvis smerten ikke går væk, så må du kontakte jeres egen læge.

Hvornår skal man søge hjælp, hvis ens baby har ondt i maven?

Det er ikke særlig almindeligt, men nogle gange skyldes børns mavesmerter sygdom, fx blærebetændelse. Det kan også være lysken/pungen, der gør ondt, men det plejer at være svært for barnet at beskrive det, og da kommer det ofte til udtryk som mavesmerter. Søg altid læge, hvis:

  • Barnet får feber uden forkølelsessymptomer i kombination med mavepine.
  • Det gør ondt i tydelige intervaller.
  • Smerten ikke forsvinder i løbet af et par dage eller bliver værre.
  • Barnet slet ikke vil spise, kaster op og har ondt i maven – uden at det lader til at dreje sig om maveinfluenza.
  • Barnet har blod eller slim i afføringen.
  • Du er bekymret og har på fornemmelsen, at der er noget galt.

Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, læge

Del artiklen