Spædbarnskolik, som man også kalder tremånederskolik, er egentlig ikke en sygdom og heller ikke noget, der er farligt – men det er ekstremt belastende for dem, det går ud over. Men der er ting, man kan prøve for at trøste barnet.
Det er ikke nemt som nybagt forælder at vide, hvor meget et barn normalt græder – alle spædbørn græder jo hver dag, eftersom det er deres måde at signalere fx træthed eller sult på. Men når en baby græder utrøsteligt og intensivt i flere timer i træk i en længere periode, så kan man måske få mistanke om, at der er tale om kolik. Det er naturligvis svært at vide med sikkerhed, men der er visse signaler, du kan holde øje med, så det bliver nemmere at afgøre, om det drejer sig om kolik, og tips til, hvad du da kan prøve at gøre for at hjælpe.
For en seks uger gammel baby er det almindeligt, at græde i sammenlagt to timer i døgnet, uden at der nødvendigvis er tale om kolik. Ofte kan grædeperioderne føles uendeligt lange – meget, meget længere, end de rent faktisk er. Jo ældre barnet bliver, desto mere skal græde- og skrigetiden aftage.
Hvis dit barn er yngre end to uger, er det usædvanligt, at det drejer sig om kolik, men tal med din sundhedsplejerske, hvis du har en nyfødt, der er utrøstelig i lange perioder. Det samme gælder, hvis barnet er ældre end fire måneder, og skrigeriet stiger, samtidig med, at den typiske døgnrytme forandres. Det er vigtigt, at du søger hjælp, hvis barnet skriger meget, samtidig med at det har symptomer og tegn på sygdom – for eksempel, hvis det ikke vil spise, får feber, kaster meget op eller har mørkt blod i afføringen.
Man ved faktisk ikke rigtigt, hvad årsagen til kolik er – der kan være en vis grad af arvelighed indblandet – men det er hverken helt fastslået eller muligt at undersøge. Tidligere troede man, at det havde med maven at gøre, men det har man heller ikke kunnet bevise. I Skandinavien bliver omtrent hvert femte til hvert tiende spædbarn ramt af kolik, men om barnet ammes eller får modermælkserstatning lader ikke til at påvirke risikoen for kolik.
Sundhedsplejersken og egen læge er en god støtte for forældre til børn med kolik og de kan komme med forskellige råd, der kan afprøves som kan have individuel effekt, da der ikke findes nogen generelle anbefalinger til at afhjælpe kolik. Der findes dog nogle generelle tips, man kan prøve.
Magtesløsheden og frustrationen hos forældre til et kolikbarn er ofte kæmpestor. Det at man ikke kan trøste sit barn, når det græder – for det kan man nemlig ikke med et kolikbarn – tærer ikke kun på søvnen, det er også utroligt belastende mentalt. Nogle gange kan du som sagt ikke finde noget, der hjælper – uanset hvor hårdt du kæmper med alle gode råd. Da er du ganske enkelt nødt til at stole på videnskaben, der siger, at kolik ikke er farlig, at tiden er din bedste ven, og at et par lyddæmpende høreværn kan gøre underværker – dit barn tager det ikke ilde op, hvis du ikke lytter til hver eneste time af gråden. Det føles måske ikke sådan lige når du står midt i det, men det går over. Kolikken forsvinder som regel, når barnet er mellem tre og fire måneder gammelt, og indtil da handler det om at prøve på at finde på måder at kæmpe sig igennem det på.
Indtil da kan du også bede venner og familie om lidt aflastning. De kommer ikke til at synes, at det er lige så hårdt at høre barnets gråd, som du måske gør, eftersom de ikke har hørt den i det, der kan føles som uendelige timer. Det er især vigtigt at turde bede om hjælp, hvis du er alene med barnet, eftersom det kan være en næsten uoverkommelige opgave at tage sig af et kolikbarn alene. Hvis I er flere, kan I skiftes til at sove – og bed sundhedsplejersken og egen læge om hjælp. Det er især vigtigt, hvis du føler en sådan magtesløshed og måske vrede, at du nogle gange har svært ved at håndtere dine følelser. Ryst aldrig et barn i frustration – det kan give varige skader. Gå i stedet ud af rummet, og lad barnet skrige lidt, så du kan tage en dyb indånding, falde lidt ned og samle energi.
Der findes også fora på internettet, hvor forældre med børn, der har kolik, kan få hjælp og tips af hinanden.
Faktatjekket af Vibeke Dueholm Gintberg, læge