Fødsel med sugekop – hvornår og hvorfor?

Omkring 10 % af alle danske fødsler afsluttes med sugekop, og det er mere almindeligt hos førstegangsfødende end hos dem, der har født før, da førstegangsfødende normalt har en længere uddrivningsfase. Sugekop bruges kun, hvis det virkelig er nødvendigt. Det kan være i situationer hvor fødslen skal afsluttes hurtigt, for at mor eller barn ikke skal tage skade af en langtrukken fødsel.

Hvad er en sugekop?

En sugekop er et instrument, der bruges til at hjælpe i forbindelse med veerne, så man kan få barnet hurtigere ud, hvis det er nødvendigt, fx hvis presseveerne ikke er kraftige nok. Sugekoppen skaber et undertryk via en vacuummaskine eller en håndpumpe på toppen, så den kan suge sig fast på barnets hoved. Koppen er fastgjort til en slange (eller lignende), og har et håndtag, som en fødselslæge kan trække i under veerne. Selve koppen kan være lavet af forskellige materialer. Der findes en blød kop i gummi, der har lighed med en svupper, og en hård kop formet som en lille klokke, i metal eller plastik. Den bløde sugekop kan bruges, hvis barnet står langt nede i bækkenet. Den har ikke så kraftigt et sug som den hårde kop. Den hårde sugekop bruges som regel, hvis barnet står længere oppe i bækkenet, da den sidder bedre fast på barnets hoved end den bløde sugekop og dermed kan give et bedre træk.

Som fødende skal man altid give sit samtykke til at der bruges sugekop, men det er vigtigt at vide, at det ikke er noget, der foreslås, medmindre der er en reel risiko for enten barnet eller den fødende, hvis barnet ikke kommer ud snart, og at brug af sugekop er et mindre indgreb end for eksempel kejsersnit.

Hvordan bruger man en sugekop?

Når der skal bruges en sugekop, undersøger fødselslægen først, hvordan barnets hoved står i bækkenet, og i nogle tilfælde bruger man også ultralyd til at vurdere barnets placering. Inden sugekoppen sættes på, får den fødende ofte tømt blæren med et kateder, for at skabe bedst mulig plads i bækkenet. Den fødende skal være i en tilbagelænet stilling, med benene i benstøtter.
Hvis der er tid til det, lægges der ofte en bedøvelse i skeden (pudendusblokade) eller lokalt i mellemkødet, inden sugekoppen sættes på. Hvis den fødende har fået lagt en epiduralblokade tidligere i fødslen, kan den ofte smertelindre tilstrækkeligt. Bedøvelse gives for at mindske de smerter eller ubehag der kan være forbundet med at føde med sugekoppen og fordi det nogle gange kan blive nødvendigt at lægge et klip i mellemkødet, for at få barnet hurtigere ud.
Fødselslægen sætter herefter sugekoppen på barnets hoved i en vepause, og når veerne kommer, trækker lægen i sugekoppen samtidig med at den fødende presser, og jordemoderen støtter mellemkødet. Det tager ofte to til tre veer inden barnets hoved er ude, og sugekoppen løsnes da og den fødende presser derefter selv kroppen ud. I nogle tilfælde skal der kun et kortvarigt træk til før sugekoppen kan fjernes, og den fødende kan presse barnet det sidste stykke ud.

Det er ikke altid muligt at bruge en sugekop. Barnet skal fx være kommet langt nok ned i bækkenet til, at sugekoppen kan sættes fast på barnets hoved, og den fødende skal have åbnet sig helt. Hvis det skulle haste med at få barnet ud, og det af en eller anden grund ikke er muligt at bruge en sugekop, eller hvis man har forsøgt med sugekoppen og barnet ikke følger med, er man nødt til at føde ved kejsersnit.

Årsager til at bruge en sugekop under en fødsel

Der kan være forskellige grunde til, at der nogle gange er brug for en sugekop, bl.a. hvis:

• Fødslen skrider for langsomt frem i pressefasen.
• Barnet er meget stort eller står skævt i bækkenet.
• Den fødende har en sygdom, der gør det mest hensigtsmæssigt at afkorte presseperioden, som fx forhøjet blodtryk eller hjertesygdom.
• Forandringer i hjertelydskurven eller blodprøver taget fra barnets hoved, viser tegn på iltmangel hos barnet.
• Fødslen har været langvarig, og den fødende er meget udmattet og har brug for hjælp i forbindelse med veerne.

Er der nogen risici ved brug af sugekop?

Der er forskellige risici forbundet med at bruge sugekop, både for mor og barn, og derfor bruges den som nævnt kun, hvis det virkelig er nødvendigt.
For den fødende er risikoen for bristninger/rifter i mellemkødet og endetarmens lukkemuskel øget ved brug af sugekop. Udviklingen går heldigvis hele tiden fremad, og sundhedspersonalet lærer løbende mere om, hvordan man kan reducere risikoen for fødselsskader. Bristninger i mellemkødet sys af jordemoderen i lokalbedøvelse. Hvis lukkemusklen er blevet beskadiget, bliver den syet af fødselslægen i enten lokal eller rygmarvsbedøvelse. Der vil altid være opfølgning på den type bristning i månederne efter fødslen, og på nogle fødesteder vil der også være tilbud om fysioterapi som hjælp til genoptræning.
Barnet kan få små hudafskrabninger eller et blåligt hævet område der hvor koppen har siddet, der typisk forsvinder i løbet af den første uge. Nogle børn kan desuden få det der hedder et kefalhæmatom, som er en blodansamling der ligger mellem kraniet og den hinde der ligger oven på kranieknoglen. Det er normalt helt ufarligt og forsvinder oftest af sig selv i løbet af nogle uger. Et barn der har fået et kefalhæmatom har en øget risiko for at få behandlingskrævende gulsot. I meget sjældne tilfælde kan barnet få mere alvorlige skader, der kan kræve behandling. Det er vigtigt at vide, at fordelene ved at bruge en sugekop altid bør opveje risiciene, og at den kan være et værktøj, der redder liv!

Hvordan har man det efter at have født med sugekop?

Det kan være en traumatisk oplevelse, at fødslen slutter på en måde, som man måske ikke havde tænkt sig, og det kan være nødvendigt at bearbejde det bagefter både mentalt og fysisk. Det gælder både for den fødende og for den partner eller ledsager, der overværer fødslen. Når beslutningen om sugekop bliver taget, går fødestuen fra at have været et roligt rum I har delt med jeres jordemoder, til at blive fyldt af fx afdelingsjordemoderen, en eller to fødselslæger, en social- og sundhedsassistent og en børnelæge, der kan tilse barnet efter fødslen. Stemningen forandrer sig ofte ret brat, og det kan være meget overvældende. Hvis det er muligt, kan det være godt at tale med fødselslægen eller jordemoderen om, hvad der skete og hvorfor beslutningen om at bruge sugekop var nødvendig. Når man får det forklaret, kan det ofte hjælpe i processen bagefter. Nogle gange kommer følelser og tanker senere, når man er kommet hjem fra fødeafdelingen og har fået det hele lidt på afstand, og derfor er det som regel en god ide at bestille tid til en efterfødselssamtale på fødestedet. Det er også altid muligt at tale med sin læge eller sundhedsplejerske.

Det er heller ikke ualmindeligt, at både barnet og den fødende kan have smerter efter brug af sugekop, og da har begge mulighed for at få smertestillende medicin. Som tidligere nævnt er der en let øget risiko for, at den fødende får en eller anden form for fødselsskade.De fleste bristninger bliver opdaget og syet med det samme, men i enkelte tilfælde kan der være rifter der er svære at se lige efter fødslen, og derfor er det vigtigt at man søger hjælp hurtigt, hvis man oplever problemer med at holde på fx luft eller afføring. Hvis man oplever problemer med bækkenbundens funktion eller vedvarende smerter, og ikke har fået nogen planlagt opfølgning, kan man bede sin læge om en henvisning til en gynækologisk afdeling eller kontakte en fysioterapeut med speciale i gynækologi.

Faktatjekket af Nina Sepstrup, uddannet jordemoder