DIT BARN
Næsten alle børn skriger og græder i perioder mere eller mindre utrøsteligt om natten, og som regel skyldes det helt almindelige årsager som fx en uhyggelig drøm. Men nogle gange kan børn græde om natten og samtidig være helt ukontaktbare. Hvis det føles, som om barnet er vågent, men ikke er kontaktbart eller ikke kan trøstes, kan der være tale om night terror. Det er en form for søvnforstyrrelse, som ganske vist er helt ufarlig, men som kan være meget ubehagelig at opleve – for en forælder altså, barnet mærker det nemlig ikke selv. En episode med night terror kan vare alt fra 1 til 20 minutter, og når den aftager, falder barnet ofte stille og roligt i søvn igen, som om intet var hændt. Det, man selv kan gøre, er at forsøge at bevare roen og bare være en tryg favn, indtil det går over. Man kan nemlig ikke vække og trøste en, der er ramt af night terror.
FORÆLDER
At ens barn skal være venligt og hensynsfuldt over for andre er nok et af de største ønsker, man kan have som forælder. Men hvordan gør man? I denne alder har børn jo endnu ikke færdigudviklet deres evner hvad empati angår, men du kan være sikker på, at der kommer mere og mere, efterhånden som barnet bliver ældre. Og det fantastiske er, at der faktisk ikke skal så meget til, som man måske tror – en venlig og medfølende opdragelse er næsten alt, hvad der skal til. At stirre stift på et barn, der har gjort noget forkert, og kræve en offentlig undskyldning som kan give barnet skamfølelse, er sjældent en særlig stor hjælp. Det, man i stedet kan gøre, når noget er gået galt, er at forsøge at sætte ord på det, der lige er sket, og altid være generøs med kram og nærhed. For vi har vel aldrig mere brug for trøst, end når vi ved, at vi har begået en fejl – og det gælder nok både små og store. Men husk også, at det er summen af alt, der betyder noget, og at det nogle gange er svært som forælder altid at håndtere situationen på en superpædagogisk måde, når man befinder sig midt i den. Sådan er det for alle. Den perfekte forælder findes ikke – i hvert fald ikke når det drejer sig om at følge en tjekliste over ting, man altid skal sige og gøre. I dit barns øjne er du allerede perfekt og uendeligt elsket – også de dage, hvor I ikke er enige om alt.