03_hudvard_151_desktop

Hjemme igen efter kejsersnit

Uanset om det var et planlagt, eller det blev et akut, kejsersnit, så er man nødt til at være lidt ekstra forsigtig med kroppen, når man er kommet hjem efter en fødsel med kejsersnit. Her kan du læse og få gode råd om, hvad man skal tænke på, og hvordan man tager sig af maven efter et kejsersnit.

At blive forælder er jo en stor og omvæltende livsbegivenhed, uanset om barnet er blevet født vaginalt eller ved kejsersnit. Men for den, der har født ved kejsersnit, ser hverdagen efter barnets ankomst lidt anderledes ud, eftersom man også er nyopereret. Det stiller jo naturligvis lidt andre krav til kroppen.

Hvordan heler såret efter kejsersnit?

Kroppen er fantastisk, og selvom den lige har gennemgået en hel graviditet, så sørger den for, at såret i huden begynder at hele med det samme. Det plejer at tage ca. 10-12 dage, inden såret er helet på overfladen og ca. en måned, inden resten er fuldstændig helet. Man kan risikere, at såret fra kejsersnittet klør, hvilket er en del af helingsprocessen. Hvis man synes, det er irriterende, kan man smøre huden, så den holder sig blød, eftersom det ofte kan mindske kløen. Ellers skal man tænke på at holde såret rent og tørt. Det skal rengøres med almindelig sæbe og vand under bruseren.

Sådan plejer du et kejsersnit ar

At et kejsersnit efterfølges af et ar er jo en selvfølge, men det er svært på forhånd at vide, hvordan det kommer til at se ud – først efter omtrent et halvt år kan man få et indtryk af, hvordan det måske bliver. Hvis man vil, så kan man de første seks måneder tænke på ikke at udsætte arret for direkte sollys, og i stedet have fx kirurgisk tape over, så plejer arret at være mindre synligt, når såret er helet helt. Ca. et halvt år efter kejsersnittet kan man langsomt begynde at vænne huden til solen igen. Men vær altid omhyggelig med at smøre arret med høj solfaktor – og hvis det bliver rødt, så tag en trøje på, eller dæk maven til med noget.

Nogle gange kan man få et såkaldt overhæng efter et kejsersnit, altså at huden hænger over arret. Hvis arret føles meget hårdt, kan det gøre overhænget større, og det kan også give en ubehagelig fornemmelse i maven der, hvor snittet er blevet lagt. Man kan prøve at massere arret, men det er også en fordel med en tilpas dosis bevægelse, eftersom det øger blodcirkulationen. Overhænget plejer at forsvinde delvis efter et stykke tid – nu er huden jo af indlysende årsager meget udstrakt, men det kan være, at man altid kommer til at have en eller anden form for overhæng som et minde om fødslen.

Træning efter kejsersnit 

Helingen efter en fødsel adskiller sig ikke voldsomt meget hos en, der har født med kejsersnit og en, der har født vaginalt. Uanset hvordan barnet kom ud, så har kroppen båret på et barn, og der har været et konstant tryk nedad i mange måneder.

Noget, der er utroligt vigtigt at tænke på, er at være lidt ekstra forsigtig de første 4-6 uger med hensyn til at løfte ting. Bær ikke noget, der vejer mere end barnet, og bed din partner eller andre i nærheden om hjælp med det, der bliver for fysisk anstrengende. Man kan også tænke på ikke at udsætte maven for anstrengelser lige i starten. Det er også vigtigt med små ting som at fx hjælpe til med hænderne, når man rejser sig op fra liggende til siddende stilling. Man bør dog ikke bare sidde stille – så forsøg at bevæge dig lidt rundt – det både lindrer smerten, får gang i blodcirkulationen og letter helingen. Gåture er perfekte at begynde med – og det gælder faktisk uanset, hvordan man har født sit barn, eftersom løbning og al anden træning efter en fødsel skal ske i etaper for at undgå følelsen af tunghed og urinlækage.

Komplikationer efter kejsersnit

Det er temmelig usædvanligt, at man får problemer med et kejsersnit bagefter, men man skal altid kontakte en jordemoder eller tjekke Patienthåndbogen, hvis der lader til at være noget galt, fx hvis snittet virker inficeret, eller hvis man får ildelugtende udflåd.

Hvis man lige har født ved kejsersnit og får nogle af nedenstående symptomer, er det et tegn på, at man har brug for øjeblikkelig behandling, og man bør kontakte skadestuen:

  • Feber, især hvis den kommer i kombination med ondt i den nederste del af maven.

  • Tiltagende frisk blødning fra såret.

  • En mere intensiv vaginal blødning – altså at udflåddet øger markant.

  • En hævelse eller ømhed i læggen skal altid tages alvorligt, eftersom det kunne være en blodprop.

Et akut kejsersnit være en chokerende oplevelse

Hvis man har fået et akut kejsersnit, kan der være mange følelser og tanker, som kører rundt i hovedet, og psykisk kan det blive meget krævende at bearbejde. Det er almindeligt at opleve en lettelse over, at det hele endte med et barn i favnen, men mange kan føle, at de gik glip af fødselsoplevelsen eller den første kontakt med barnet. Man kan også bære på traumer fra fødestuen. Det er ofte skræmmende at opleve, hvordan stemningen i rummet ændres, hvis det bliver akut, og den følelse kan blive siddende i en, og det kan tage et stykke tid, inden den forsvinder. Det er naturligvis forskelligt, hvordan vi påvirkes af dette. For nogle er det nemt at tilpasse sig til situationen, mens det for andre kræver lidt mere tid. Men du skal vide, at det er helt normalt at have mange og blandede følelser i en situation som denne, og det skal man have lov til at have. De fleste lander mentalt efter et stykke tid. Det plejer at hjælpe, hvis man snakker om det, der er sket – og de fleste fødesteder har tilbud om efterfødselssamtaler. I første omgang ikke nødvendigvis med den jordemoder eller læge der var med til fødslen, men hvis behovet for det, er til stede, kan det dog ofte arrangeres. Under samtalen gennemgås hvad det var, der skete, og hvorfor det blev, som det blev. Nogle gange kommer følelserne og tankerne også senere, når man har fået det hele lidt på afstand, og da kan man alligevel henvende sig til fødestedet eller sundhedsplejersken for at få hjælp.

Lidt afhængigt af årsagen til kejsersnittet, så plejer man, hvis man vil, alligevel at kunne føde vaginalt, hvis man eventuelt vil have flere børn. Hvor mange kejsersnit, man kan få, afhænger af, hvordan livmoderen ser ud efter hvert indgreb, eftersom ardannelsen bliver større for hver operation. Dette er noget, som jordemoderen og en læge ser nærmere på, hvis det skulle blive aktuelt i fremtiden. Indtil da skal man lade kroppen komme til hægterne, heles og finde sig selv igen.

 

Faktatjekket af Nina Sepstrup uddannet jordemoder

Del artiklen

Artikler, som måske er interessante for dig