
Du skal være forælder igen – stort tillykke! Denne gang er I flere, som venter barn, med det betyder ikke, at alle i familien synes det er lige sjovt. Her får du råd til, hvordan du kan forberede barnet på at have søskende.
Tanken om at skulle dele sine forældre med en anden kan vække ret meget misundelse – det er en naturlig følelse. Børn ved desuden ikke, at et forældrehjerte kan vokse og rumme uendelige mængder kærlighed. Så antag ikke, at barnet er lige så begejstret, som du er for udsigten til et lille nyt familiemedlem, men forsøg at lytte og anerkende alle barnets følelser. Da alle børn er forskellige, findes der også forskellige ting, man kan gøre for at forberede barnet på, at mor har en baby i maven. Lidt afhængigt af, hvor gammel den kommende storesøster eller -bror er, så er der en vis forskel på, hvad der er passende, og hvordan man kan tale om den kommende baby. Jo yngre barnet er, jo sværere er det at forstå tidsperspektivet, og hvad en søster eller bror handler om. Har man en toårig derhjemme, er det ganske sandsynligt, at han/hun vil være jaloux og se babyen som en ubuden gæst i begyndelsen – næsten uanset hvad man gør. Men små børn tilpasser sig på den anden side hurtigt, og de mindste vil faktisk glemme, at de engang har været enebørn. Får man søskende meget tæt på det første barn, kan man nogle gange tale om pseudotvillinger. Med det menes, at børnene er så tæt på hinanden i alder, at de næsten er som tvillinger under opvæksten.
Alle aldre byder på forskellige slags udfordringer, når det kommer til at få søskende. Der findes ingen alder for storesøskende, der er optimal eller lettest. Hvis storesøster eller -bror er ca. 1-2 år, vil der være meget fokus på det praktiske arbejde og omsorg for barnet, men det kan på den anden side være lettere for storesøster eller -bror at acceptere det nye familiemedlem hurtigt. Hvis storesøster eller -bror er 3-5 år, er det praktiske arbejde som regel lettere, men der kan i stedet for blive mere jalousi og konflikter. Ved 6 år og opefter kan udfordringen handle om at gå fra at være enebarn til at skulle dele forældrene med en anden, og det kan tage barnet tid at vænne sig til den nye situation.
Der findes intet perfekt tidspunkt, så det afhænger helt af barnets personlighed og alder – og ens egen livssituation. Mange venter med at fortælle det, til maven kommer, da det kan gøre det lige mere konkret og lettere at forstå. At holde på hemmeligheder er jo heller ikke så let, når man er lille, så hvis du vil vente lidt med at dele nyheden, er det nok mere sikkert at fortælle om det senere.
Det er en god idé at sørge for, at den kommende storesøster eller -bror er en af de første, som får det at vide, og at han/hun hører det direkte fra forælderen eller forældrene. At høre det i forbifarten ved et uheld fra en slægtning kan give en unødvendig vanskelig start og få barnet til at føle sig glemt. Hvis barnet er tilstrækkeligt stort, kan det være hende eller ham, der skal fortælle den store nyhed til familie eller venner, når de kommer på besøg?
Man skal også huske, at børn har en veludviklet intuition og ret hurtigt mærker, hvis der er noget anderledes med forældrene – sandsynligheden for at barnet har bemærket, at noget ikke er som det plejer, er altså ret stor. Hvis du tror, at det påvirker barnet negativt, måske at barnet er mere uroligt en normalt, kan det være bedre at fortælle om babyen i maven end at vente.
Når babyen er kommet hjem, kan storesøster eller -bror være med til at passe den – hvis hun/han vil. Måske hjælpe med at skifte ble og give babyen en sut. Samtidig skal man ikke glemme, at det ældre barn har et lige så stort behov for at fortsætte med at være lille, måske endnu mere nu, hvor det ser, at babyen får masser af kram og kys. Som forældre er det godt at blive ved med at minde sig selv om ikke at begynde at behandle barnet som ældre end det er, eller begynde at stille for store krav, bare fordi der er kommet en baby i familien. Du kan læse mere om det i artiklen om, når søskende er ankommet.
Faktakontrolleret af Tova Winbladh, certificeret psykolog