libero_brand-launch_newborn_desktop

Indkøbsliste til din baby - hvad skal man have til en nyfødt baby?

Hvad har en nyfødt egentlig brug for, og hvilke babyting er praktiske at have, når I kommer hjem fra sygehuset? Vi ved godt, at det kan føles som en jungle. Derfor har vi skrevet en tjekliste med ting til baby, der kan være praktiske at have derhjemme lige i starten.

Når du begynder at anskaffe babytilbehør inden fødslen, handler det ikke kun om det materielle, det hjælper dig også med at forberede dig mentalt på at blive forælder. Så at skrue puslebordet sammen og vaske den nykøbte sparkedragt opfylder altså flere funktioner end de rent praktiske. Men markedet med ting til baby er uendeligt, og det kan nemt gå hen og blive dyrt – især for dem, der venter tvillinger og er nødt til at have dobbelt af det meste. Der er flere grunde til, at det er en god idé at satse på genbrug og secondhand, men et andet godt råd er at starte med det vigtigste og købe resten, når I kan se, at der er brug for det. Der er nemlig utroligt meget babyudstyr, der aldrig bliver brugt, selvom det virkede så fornuftigt at købe det. Her har vi listet både nødvendige og lidt mindre nødvendige ting, som små nyfødte babyer – og nybagte mødre – har brug for. Men det er jo altid op til dig at vurdere, hvad du tror, I har brug for – og undersøg, hvad I måske allerede har derhjemme. Vi vil også benytte lejligheden til at tippe dig om at blive medlem af Libero Klubben og få vores velkomstgave, som er fyldt med ting, der er praktiske at have de første par dage, bl.a. en prøvepakke med Libero Touch-bleer i de mindste størrelser, en lille pakke vådservietter og en sød sommerfugl.

Om tøj til baby, og hvad det kan være en god idé at tænke på

Hvad skal man tænke på, når man køber eller arver babytøj? Først og fremmest er det jo en fordel, hvis det ikke er for småt. Babytøjets størrelse tager udgangspunkt i barnets længde, så hvis du tror, at din baby bliver stor, så er det måske en god idé at springe over størrelse 48 og gå direkte til 50 eller 56. Nyfødte babyer vokser også i raketfart – i begyndelsen vokser de en størrelse, hurtigere end du kan blinke, eller i hvert fald hver måned. Derfor kan det være klogt ikke at gemme den der supersøde body, som du købte til et ”godt tidspunkt” – så er der risiko for, at den er nået at blive for lille, når den endelig skal bruges. Brugt tøj er jo godt for andet end bare tegnebogen og miljøet – det plejer også at være dejligt blødt og rart mod huden på en måde, som kun forvasket tøj kan blive. Hvis du køber nyt, så er det klogt at vælge et naturmateriale, og det er også en god ide at vaske tøjet først. Læs mere om babytøj, eller se vores størrelsesguide med vaskeråd. De fleste babyer gylper også ofte, og de kan også have løs afføring – så husk, at det kan være praktisk at have flere sæt med bodyer og bukser.

Indkøbsliste babytøj

  • Kort- og langærmede bodyer – slå om-lukning er praktisk, og tænk på, at hvis de har lukning i skridtet, er det nemmere at skifte ble.
  • Bløde bukser eller leggings, gerne med fod – så slipper du for at bruge al din tid på at sætte små babystrømper på, som glider af hele tiden.
  • Natdragter med fod og åbning i skridtet
  • Trøje eller cardigan, her kan man også vælg med knapper/slå om for at slippe for at trække trøjen over et sart babyhoved.
  • Tynd hue til at have på ude om sommeren, tykkere hue, som dækker ørerne, hvis det er koldt.
  • Blød flyverdragt/køredragt, som passer til årstiden.
  • Vanter (uden tommelfinger) og varme strømper, som passer til årstiden.

Tjekliste babyting og babyapoteket

  • En barnevogn er rar at have, hvis du vil slippe for at bære over lange strækninger. Hvis du er usikker, kan du læse vores tips til, hvordan du vælger barnevogn.
  • Bløde bleer, der passer til en nyfødt, gerne med vådindikator, så du kan se, når barnet har tisset. Libero Touch er vores bedste ble nogensinde. Den er naturligvis miljømærket og samtidig superblød mod barnets sensitive hud.
  • Vådservietter uden parfume. Vores egne plastfrie wet wipes er milde og genfugtende vådservietter, som er velegnede til babyers sensitive hud.
  • Kørepose, hvis du har en barnevogn. Tænk på, at den skal passe til årstiden (glem heller ikke myggenet til barnevognen, hvis det er sommer).
  • Pusletaske – men hvis du har en taske eller rygsæk derhjemme i forvejen, så kan den også sagtens bruges.
  • Babytæppe i et blødt materiale – men man kan også sagtens bruge dejligt forvaskede småtæpper, som I allerede har derhjemme, og som dufter af barnets forældre.
  • Babynest og eventuelt tremmeseng/bedside-crib med sengerand, hvis barnet skal sove i sin egen seng.
  • Sengetøj og dyner i miniformat.
  • Puslebord og puslehynde.
  • Babyolie uden parfume er godt at have, når babyen skal bade eller få massage, men den er også perfekt til at fjerne barnets første afføring (mekonium), hvis seje konsistens minder om tjære.
  • Blødgørende creme til tør babyhud og en beskyttende zinkcreme til røde babynumser.
  • Babybadekar og eventuelt et badetermometer – her kan du læse mere om, hvordan du bader din baby.
  • Vatpinde til at rense navlen med.
  • Neglefil til at file små babynegle med, som ellers nemt kan lave rivemærker i ansigtet.
  • Febertermometer, så du nemt kan se, om barnet har feber.
  • Saltopløsning til at rense en forkølet babynæse med – mange forældre har også en næsesuger, som kan købes på apoteket.
  • Bæresele eller sjal, hvis du vil kunne bære meget, men alligevel have hænderne fri.
  • Babyautostol, hvis barnet kommer til at køre i bil.
  • Sutter til nyfødte – et godt råd er at købe den type, som lyser i mørke. Men brug den først når amningen er godt i gang, hvis du ammer.
  • Sutteflaske og modermælkserstatning, hvis du ved, at barnet ikke skal ammes.
  • En farveglad uro til at hænge over puslebordet kan gøre det nemmere, når du skal skifte ble (babyer kan nemlig godt lide kraftige farver).
  • En skråstol kan være en lifesaver, hvis du er nødt til at tage et brusebad eller lave en kop kaffe – mange modeller fungerer selv til nyfødte.
  • En babyalarm er ikke et must, men den kan være god at have, hvis du tror, at barnet på sigt ofte kommer til at sove i fx barnevogn, hvor du ikke kan høre eller se det.
  • En ammepude plejer at være praktisk, uanset om barnet ammes eller får sutteflaske – den kan også bruges til en øm krop, der lige har født, så den kan finde en behagelig stilling at hvile sig i. En stor og lidt fast pude kan dog muligvis fungere lige så godt, så hvis du ikke vil købe en, så kan du se, hvad du allerede har derhjemme.

Indkøbsliste til en nybagt mor

  • Bind i en større model, fx disse.
  • Hvis du ammer: blød amme-bh, ammeindlæg, brystcreme ammetop og brystpumpe.
  • Mild sæbe uden parfume og duft til kroppen – barnet foretrækker eau de forældre frem for parfumer.
  • Smertelindring, fx Panodil.
  • Blødt tøj med plads til en post-gravidmave, og som er nemt at amme i (hvis man har planer om at gøre det).

Meget af det udstyr til baby, vi har nævnt ovenfor, er ting, som man kan leje eller købe brugt. Tremmeseng, babynest, tøj og ammepude er eksempler på babyudstyr, man ofte kan købe brugt. Mange af disse ting plejer også at have en helt okay brugtværdi, hvis du vil sælge det videre på et senere tidspunkt. Vores sidste gode råd er at forberede mad og lidt kage, som kan vente på jer i fryseren, når I kommer hjem fra sygehuset – det er utroligt rart at kunne tage det frem, når energiniveauet falder, og du hurtigt er nødt til at få noget at spise.

Frontbox_Startsida_Webb_580x380_DK_White_1x

Få en gratis välkomstgåva!

Bli medlem nu!

Del artiklen