04_arm_0193_desktop

Din babys søvn – 4-6 måneder

Når babyer er ca. 4 måneder gamle, kan de skelne mellem dag og nat, hvilket plejer at kunne indebære, at de sover i længere perioder om natten og kortere om dagen. Men alle børn er forskellige, og det samme gælder babyers søvnrytme.

Et barn på 4 måneder har brug at sove meget – man plejer at sige ca. 15-18 timer i døgnet. Barnets sovemønster kan derimod ændres ofte – nogle gange fra den ene uge til den næste. Måske mærker du også, at din baby begynder at blive lidt mere bevidst, fx om hvor den sover, og hvad der er nødvendigt for, at den skal falde i søvn? Noget andet, som vi synes er vigtigt at nævne, er, at nu er de fleste babyer ofte begyndt at bevæge sig mere, og derfor kan det være på tide at sænke bunden på tremmesengen, hvis I har sådan en, eller på en anden måde sørge for, at I undgår faldulykker.

En 4-måneder gammel babys søvn om dagen

Selvom barnet måske sover i lidt længere perioder om natten nu, så er det stadig også vigtigt, at det får sovet i løbet af dagen. Vi ved, at man nemt kommer til at tænke, at man vil prøve på at holde barnet vågent så meget som muligt, så I alle sammen kan sove bedre om natten, men det er stadig et meget lille væsen, som har brug for at sove tre til fire gange om dagen. Hvis man springer lurene om dagen over og lader barnet være vågent i længere perioder, kan det i stedet have den modsatte effekt på nattesøvnen – at barnet ganske enkelt bliver overtræt og derfor har svært ved at falde i søvn.

Soverutiner for babyer

I de første måneder af babyers liv er mad og søvn meget tæt forbundet. De falder ofte i søvn, når de spiser, og vågner som regel, fordi de er sultne. Efter et par måneder falder de som regel ikke lige så nemt i søvn midt i maden, og det kan man drage nytte af, hvis man vil prøve at finde andre måder at få barnet til at falde i søvn på end ved brystet eller flasken. Da kan du prøve at få barnet til at sove ved at tale lavt, lulle eller vugge barnet forsigtigt. Mange babyer vil dog stadig gerne føle, at der er en forælder i nærheden, hvis de skal føle sig trygge, når de skal falde i søvn. Hvis du har det fint med, at barnet falder i søvn ved brystet eller flasken, så er der ingen grund til at lære det at falde i søvn på andre måder. Her – som i alle dele af forældreskabet – så skal man jo gøre det, man føler er rigtigt og fungerer bedst for sig selv og den lille.

Hvornår må babyen sove med sutteklud? Fra barnet er ca. 4 måneder, så plejer man at sige, at det kan knytte sig til en bamse eller sutteklud – et godt råd er at prøve for at se, om det så kan blive nemmere for barnet at falde i søvn. Når børn er ca. 5-6 måneder gamle, så plejer de også at kunne vende sig selv i søvne, hvilket indebærer, at der er meget lavere risikoen for, at dyner og bamser havner – og bliver liggende – over ansigtet på barnet.

Din babys aftenrutiner – 4 måneder

Hvis I har manglet tydelige rutiner de første måneder og længes efter at få lidt mere styr på hverdagen, så kan det være på tide at afprøve et par aften- og soverutiner nu. Barnet begynder nemlig at blive stort nok til at opfatte og forstå den slags, når det er ca. 4-5 måneder gammelt. Prøv med at fortælle, at det snart er sengetid, og derefter kan I udvikle jeres eget hyggelige aftenritual, som I gentager hver aften inden sengetid – måske et bad, en bog eller en sang, og at barnet holder i din hånd eller en bamse, når tiden er inde til at sove.

Man kan også hjælpe med at finde døgnrytmen ved at være ude med barnet i dagslys om dagen og gøre det mørkere, når det er sengetid. Et andet godt råd er at forbinde aftenen og natten med ro – og at leg er noget, man gør om dagen. Derimod er det godt at minde sig selv om, at små babyer helt følger sine egne spise- og soverutiner og er mindre interesserede i, om forældrene synes, at klokken er tilpas meget til at man skal sove. Hvis du vil undgå, at det tager flere timer at putte barnet, så er det bedre ikke at se så meget på klokken, og i stedet se på barnets signaler og træthedstegn.

Hvor længe er babyer nødt til at spise om natten?

Hvor længe børn plejer at spise om natten varierer meget fra barn til barn. Men hvis barnet er sundt og raskt og tager på, som det skal, så plejer man at sige, at det omkring 6 måneders alderen i hvert fald klarer sig rent ernæringsmæssigt en hel nat. Ofte hænger det her med madning om natten jo sammen med, at babyen begynder at spise fast føde, og da kan det være et godt tidspunkt at prøve på at ændre døgnet til, at man spiser, når man er vågen. Hvis barnet sover godt om natten, så behøver du altså ikke føle, at du er nødt til at vække det for at give det mad.

Men små børn kan jo også vågne, uden at de er sultne. For mad er jo nemlig ikke bare næring, men også utroligt meget nærhed og tryghed. Her er man altså nødt til at prøve sig lidt frem – måske er det nok at holde nogen i hånden eller at høre en forælders stemme for at kunne falde i søvn igen. Derudover handler det jo også om, hvordan man selv vil have det. Hvis man har det fint med at amme om natten og synes, at det er den hurtigste måde for alle at komme til at sove igen, så er der jo ingen grund til at holde op – det handler om at prøve på at finde det, der fungerer bedst for jer derhjemme. Et godt råd er dog at ikke skabe en ny vane med at give barnet vælling midt om natten. Ud over at det kan blive en træls vane at slippe af med igen – at stå op og koge vælling kl. 2 i flere år er en rigtig søvndræber – så kan natvællingen også ødelægge appetitten langt frem på dagen og barnet har ifølge sundhedsstyrelsen ikke behov for vælling. Når barnet er ca. 6 måneder gammelt, så er det almindeligt, at dets søvn bliver mere urolig – det kan du læse mere om hvordan og hvorfor her.

Faktatjekket af Tova Winbladh, autoriseret psykolog

Del artiklen